Sangens Betydning

Bønders håndskrevne visebøger

I 1800-tallet støder man sjældent på omtale af håndskrevne visebøger. Folkemindesamleren Karen Toxværd fortalte derimod om fænomenet, da hun i 1914 indsendte sådan en personlig visebog til Dansk Folkemindesamling. Den håndskrevne sangbog havde tilhørt en bondedatter på Falster og var fra omkring 1840, oplyste Karen Toxværd. Hun tilføjede: 

”Den tid [omkring 1840] købte bønderfolk ingen bøger, heller ikke visebøger, men de sang meget, og når de lærte en vise, skrev de den op på hvilket papir, de kunne få fat på, og syede det sammen til en bog. Ofte lånte de en vise fra den ene til den anden så længe, at den [bogen] måtte sys sammen på kryds og tværs. Som De ser, er her nyt og gammel mellem hinanden.”

Karen Toxværd var 30-35 år yngre end bondedatteren, der skrev visebogen, men Karen kendte udmærket den slags bøger fra sin egen barndom på Falster. Den falsterske folkemindesamler skildrer det som forholdsvis almindeligt, at folk i bondestanden anlagde sig håndskrevne visebøger i 1800-tallet. Dansk Folkemindesamling har da også mange eksempler på sådanne ”bondevisebøger”. Alligevel er håndskrevne visebøger meget lidt kendt og næsten ikke udforsket. Vi ved kun lidt om, hvad visebøgerne har betydet for folk i 1800-tallet. I det følgende skal vi give nogle overordnede tolkninger især på basis af samtidige udsagn. 

S1-ny Hans Smidth: ”Visen synges paa Skive Marked”, tegning fra 1867. Voksne og børn flokkes omkring spillemanden, der lærer bønderne sin nye sang. Nogle af dem har allerede købt den og synger efter trykket. De har indlevet sig så meget i sangen, at de synes tabt for omverdenen. Sådanne scener udspillede sig også på markeder i 1830’erne og 1840’erne. (Fra Berlingske Tidendes Julenummer 1917. Dansk Folkemindesamling, bnr. 9077)


 

Visesangerens opmærksomme publikum

Som Karen Toxværd bemærkede, er disse visebøger ofte blevet godt slidt gennem brug. 1800-tallets mennesker har været fascineret af visesang. Visesangeren fandt altid et opmærksomt publikum, der lyttede og måske lærte sig viserne og historierne. Den omrejsende dukkespiller og skillingsvisesælger Jens Andersen Rorup Høwenhof (kaldet Kobber-Jens) har fortalt, hvordan han i 1830’erne og 1840’erne samlede store skarer omkring sig: 

”Nu begyndte jeg at digte viser, som jeg rejste til marked med, og det gik meget heldigt. Da så året 1848 kom og krigen brød ud fik jeg især travlt med at digte og sælge; thi den gang var der liv i folk, og alle ville have viser, og alle ville synge. Jeg lejede en mand, som jeg gav 1 rigsdaler om dagen og fri fortæring. Han sang og spillede, vi solgte viser, og det gik rask. Indtægten var også god ... Vi rejste fra et marked til et andet, overalt solgte vi godt, og hvor vi kom, flokkedes folk om mig for at lære tonerne til mine viser. … Ja, jeg syntes mange gange, at tilstrømningen var for stor; thi det skete somme tider, at der samlede sig 2-300 mennesker omkring os og sang efter min violin. Politiet var også tit efter mig for at drive mig fra markederne, da jeg ingen bevilling havde…”.

Visesangen har fascineret datidens markedsgæster på en måde, der kan være svær at forstå i dag. Nøglen til forståelsen kan ligge i sangens funktion, det vil sige det formål, den har opfyldt.

 

Alment om sangens funktion

S2 Michael Ancher: ”Visesælgeren Søren Bondhagen”, 1879. Søren Bondhagen var en omvandrende visesælger, der var født i Båndhagen i Agersted sogn nordøst for Ålborg. Han levede af at digte viser, tigge og flette stråhatte. De fleste skillingsvisesælgere opsøgte markeder og købstæder, hvor der var mange mennesker. Andre, som Søren Bondhagen, gik desuden rundt fra hus til hus på landet. Visebogsejerne Chresten Jensen, Jørgen Hansen og Mads Pedersen kan på bostedet i barndommen have mødt sådanne omvandrende visesælgere og have lært og afskrevet nogle af deres viser. (Skagens Museum).

Det skal straks betones, at sangens funktion ofte er individuel. For eksempel kan en julesang for én person have et religiøst, opbyggeligt formål, men kan for en anden være middel til samvær og for en tredje til nostalgi. Viseforskeren Reimund Kvideland har i almindelighed peget på forskellige funktioner hos sange i den folkelige sangtradition.

Sang er et udtryksmiddel og et kommunikationsmiddel. Den regulerer og styrker det pågældende samfunds eller gruppes normer og virker dermed stabiliserende på gruppen. Sang kan i den videste mening virke opdragende ved direkte og indirekte at give en indføring i samfundets normer og kundskab. Den kan også tjene rent propagandistiske formål, som det ofte er set i krigstid.

Sang er et vigtigt kontaktskabende og samlende middel. Fællessang skaber kontakt ved fælles referencer og aktiviteter. Dette gælder sang i religiøse forsamlinger, foreninger samt organiserede og uorganiserede sanggrupper. Den religiøse sang vil ofte have en opbyggende funktion, både udad til og indad til. Andre sange virker beroligende og afstressende på dem, der synger. Sange kan kanalisere oprørte følelser i forskellige retninger og derved mentalt have en slags terapeutisk funktion. Det er en indadvendt funktion. Sangen er derimod udadvendt, når den protesterer og agiterer. Sang kan også være spottende og ærekrænkende. Den samme vise kan have forskellig funktion, alt efter i hvilken situation og af hvem, den bruges. Disse generelle betragtninger har formodentlig gyldighed både i dag og i 1800-tallet.

 

Sang i Danmark i 1830’erne og 1840’erne

Hvis vi skal forstå den funktion, som visesangen har haft i Danmark netop i 1830’erne og 1840’erne, må vi gå tættere på forholdene og menneskene i denne periode. Her er det nyttigt at skelne mellem vise og fællessang. Visesang er individuel, idet en vise fremføres af en enkelt person. Visesangeren har dog ofte tilhørere, og måske synger de med på omkvædet. Fællessang er derimod gruppesang. Visesang kendes tilbage til middelalderen, mens fællessangen finder nye former og får et kraftigt opsving i 1800-tallet, især efter 1830.

S3 Hans Smidth: ”Gadescene, Kerteminde”, ca. 1880. I deres rundgang i byens gader, er skillingsvisesælgeren og hendes violinspillende makker standset ved bageren. Bagermesteren eller svenden har sluttet sig til, og der er begyndt at danne sig et lille opløb. En nabokone lytter med i baggrunden. Maleren har utvivlsomt oplevet sådanne situationer i Kerteminde, hvor han boede i sin barndom omkring 1850. (KUNSTEN - Museum of Modern Art Aalborg).

I slutningen af 1700-tallet begyndte borgere, akademikere og embedsmænd at danne klubber, hvor de mødtes for at udfolde selskabelighed og diskutere tidens politiske og kulturelle spørgsmål. Da der var mange skrivende personer i dette miljø, opstod den skik at digte sange om aktuelle emner og synge dem – individuelt eller i fællesskab. De københavnske klubber skabte derved kimen til en borgerlig fællessang. Med Englænderkrigene 1801-14 samt skandinavismens og nationalismens opkomst efter år 1830 bredte denne tradition sig til bredere kredse i hovedstaden og provinsbyerne. Tiden efter 1830 så også en opblussen af folkelige religiøse forsamlinger. Såvel forsamlingsbevægelsen som grundtvigianismen betød, at fællessangen spredte sig til religiøst vakte miljøer på landet. Den grundtvigianske høj- og friskolebevægelse og dens religiøse parallel, foreningen ”Danske Samfund”, dyrkede bevidst fællessangen som et middel til at udbrede N.F.S. Grundtvigs tanker. Der opstod i denne periode mange nye fædrelandssange, der var præget af den nye nationale ideologi.

Alt dette udsprang i første omgang fra borgere, akademikere og embedsmænd i byerne. Men ikke mindst gennem de folkelige religiøse bevægelser blev også bønder og håndværkere fra landet inddraget i fællessangen og de ideologiske bevægelser, den afspejlede. Også de nationale folkemøder på Himmelbjerget og Skamlingsbanken i 1840’erne brugte fællessangen som middel til at formulere og styrke sammenholdet blandt de deltagende. Fællessangens udbredelse nåede et hidtil ukendt højt niveau under Treårskrigen, 1848-50.

 

Den gode vise rummer en sandhed for sangeren

Den sangglade bondesøn og sangbogsudgiver Morten Eskesen (født 1826) har fortalt om faderens visesang i barndomshjemmet i 1830’erne. Faderen var gårdmand i Lyne sogn ved Varde, og hjemmet var ikke særlig religiøst. Morten Eskesen fortalte om sin far: 

”Min fader sang lifligt og hjerteligt; han havde en god stemme, og han mente, hvad han sang, mens han sang. Men hedensk overtro og vantro blandede sig hos os med vor gnist af kristentro, og derfor var frygt for hekse, spøgelser, gengangere og trolde så stærk hos mig, at jeg knap turde gå uden for vor dør i mørke; ligesom rå eder og anden råhed godt kunne blande sig ind imellem salmesangen. Hvad der også havde stor indflydelse på os som børn var selskabssangene, som i de tider ikke var af de heldigste. Dårlige kæresteviser, drikkeviser og nidviser bredte sig, mens den gode gamle folkevise og kæmpevise trængtes mere og mere tilbage.”

Her ser vi sangens adfærdsregulerende karakter, når faderens viser indførte drengen Morten i folketroens skrækindgydende verden. Vigtig er også Morten Eskesens påpegning af, at faderen levede sig så meget ind i det, han sang, at ”han mente, hvad han sang, mens han sang.” Adskillige visesangere fra landet har senere udtrykt, at en god vise er en sand vise, det vil sige, den rummer en sandhed for den, der synger den. Ordsprogsudgiveren Peder Syv tillagde folkevisdommen det samme i ordsproget ”Alle eventyr er løgn og alle viser sande”. Peder Syv forklarede, at det for visernes vedkommende betød: ”Der er dog noget sandt og historisk under”.

Forfatteren M. Goldschmidt oplevede på en rejse i Midtjylland omkring 1860, at bønder i Thorning sogn fortalte ham om mordet i Klode Mølle, sådan at rimene fra skillingsvisen om begivenheden undertiden ”lød igennem fortællingen”. Folk havde levet sig så meget ind i skillingsvisen ord, at den var blevet deres fortælling om det lokale mord.

 

Fællessang gør indtryk

Udenforstående lagde mærke til den nye fællessang i de folkelige religiøse bevægelser. Da teologen F.E. Boisen i 1837 besøgte Skørpinge ved Slagelse for at søge embede, fandt han, at ”sognet var fuld af fattige mennesker, der sang lovsange og yndelige sange for Herren”. Det ville Boisen aldrig i sit liv kunne glemme, fortalte han sin kone. Også hustruen Eline Boisen frydede sig af hele sit hjerte, da hun senere hørte menigheden i dette vakte sogn synge. ”De sange, der så blev sunget, var så begejstrende og levende”, fortæller hun, at hun ”følte” Guds lam og Himlens sejerskranse ”på sit eget hoved, hvor elendig man end ellers kunne føle sig i sig selv.”

S4 P.C. Lund: ”Spillere hos Hans Koch i Kjær by på Als”, 1849. En sangsituation ved fronten. Under felttogene var soldaterne ofte indkvarteret privat. I dette tilfælde er en gruppe soldater indlogeret i laden hos en bonde på Als. Fritiden blev brugt til at synge viser, fortælle historier, spille kort og drikke brændevin. På billedet ses kun de to sidste aktiviteter. (Kort- og Billedafdelingen, Det Kongelige Bibliotek).

Det var ikke kun præsteparret Boisen, der havde stærke følelser ved at høre sang. Også mennesker af bondestand har berettet om deres følelser i forbindelse med fællessang. Gårdmandssønnen Morten Nielsen fra Fyn, oplevede under Treårskrigen svenske tropper i Nyborg holde aftenbøn, og det gjorde stærkt indtryk på ham. Han skrev i sin dagbog den 6. juli 1848: 

”O, det var yndigt og kunne rigtignok røre én i hjertet at se en sådan anstand og holdning og ærbødighed. De sang ellers meget godt. Først et vers og derpå læste én fadervor, og nu sang de igen.” Det var dog ikke al sang, han reagerede positivt på. Da Morten Nielsens kompagni 14 dage senere marcherede fra Nyborg, oplevede han om kammeraterne, at ”hele vejen sang og brølede en del af dem, så det var fælt at høre.”

En anden bondesøn, Peder Christensen, der ligeledes var soldat i Treårskrigen, blev modtaget med begejstring i København efter felttoget i 1849. Han erindrer, at en æresport, som soldaterne marcherede igennem, gjorde særligt indtryk på ham, fordi den bar påskriften: Tak at I ledet atter fik i lave. ”Da kom der vand i mine øjne”, skrev Peder Christensen. Æresporten hentydede til den dengang meget udbredte Dannevirkevise, ”Danmark dejligst vang og vænge”. Sangens berømte motto ”ledet er af lave” konstaterede, at Danmarks grænse mod syd ikke var sikret. Det havde krigen og dermed også Peder Christensen nu ændret. Peder Christensen havde utvivlsomt sunget visens mange gange, og vandet i øjnene vidner om sangens betydning for en bondesoldat.

 

Jeppe Aakjær om visesangens betydning på landet

Jeppe Aakjær (født i 1866) voksede op på en lille gård i Aakjær syd for Skive. I en artikel om Skive Marked har han skildret den betydning visesangen havde for ungdommen på egnen i 1850’erne, 1860’erne og 1870’erne. Aakjær er en af de få blandt sine samtidige, der har forsøgt at skildre sangens betydning for det enkelte menneske i bondesamfundet midt i 1800-tallet. Hans ord har en særlig vægt, fordi han er vokset op i miljøet.

Aakjær tillægger markedsviserne stor betydning. Han går så vidt som til at fastslå: 

”Igennem århundreder var denne form for poesi omtrent den eneste, der nåede ud til store dele af både vor borger- og bondebefolkning. For mit eget vedkommende, må jeg aflægge den bekendelse, at uden markedsviser havde hele min barndom været ’poesiforladt’. Den fyldte et tomt rum og gav fantasien næring, så den ikke rent sultede ihjel.”

Allerede i sin tidlige barndom i 1860’erne mødte Aakjær disse viser gennem moderens sang: 

”Min mor var meget sangkær ... Hendes udvalg af sange var ikke stort, men de få, hun sang, sidder endnu så uslippeligt i min erindring. ... I min mors sparsomme, men elegiske viseskat var der også et par, der skyldtes litterære navne af første rang. Jeg har forhen ikke kunnet begribe, hvor hun havde fået disse viser fra; nu ved jeg det: Som ung pige har hun købt dem på Skive Marked, når hun – sammen med anden ungdom – var inde for at sole stadsen. ... Til min mors intimeste sange hørte H. C. Andersens ”Det døende Barn” og Fr. Paludan-Müllers ”Kære moder, hvorfor sover du?” Begge var yndede markedsviser i 50’erne, da de solgtes af ’den blinde mand’ for 4 skilling. Med ”Det døende barn” er jeg bleven sunget i søvn mangen en kvæld ... Den lille vemodige sang, der altid blev sunget under strømmende tårer, må have fået noget beslægtet til at klinge inde i min mors letrørte hjerte.”

Moderen levede sig ind i sangene, der kanaliserede hendes følelser til gråd. De sørgelige visers dominans fik Aakjær til at skildre, hvordan viserne fik de unge karle og piger til at gennemleve stærke følelser på Skive marked: 

”... det er sjældent, man træffer en glad vise her. ... henne i et ensomt hjørne en flok tungsindige sangere, der blev ved at gentage den blindes vise, til de kunne den – søen da! – men når man kiggede de bovne piger op under de blomstrede hovedklæder, så man, at deres kinder var stribede af tårer, og de grå sten under deres fødder var sortprikkede af den faldende gråd. Det var alvor dette her; det var kærlighed ud af vælten; det var Hjalmar og Hulda i 23 vers ...”

Aakjær skildrer altså, hvordan visesangen kunne åbne et ’poetisk’ rum for den enkelte og dermed give fantasien og følelsen næring. Nogle sangglade personer, som Aakjærs mor, sang ofte det samme, lille udvalg af viser med samme grundtone. Men viser kunne under alle omstændigheder udløse meget stærke følelser hos datidens landboungdom, og det vidner om, at sangen kunne have stor betydning for den enkelte. 

  

Personlige visebøger

De sange, folk har valgt at nedskrive i personlige visebøger, har ofte haft en særlig værdi for dem. I mange tilfælde har de udtrykt en personlig sandhed, hvad enten de har fortalt en god historie eller udtrykt følelser – eller begge dele. Man har spejlet sig i visen, idet man har læst og forstået den på sin egen måde. Ord og vendinger fra viser er blevet en del af den pågældendes daglige sprog. Det ser man i menige soldaters dagbøger fra Treårskrigen. Andre dagbogsskrivere og brevskrivere fra bondestanden slår under Treårskrigen over fra prosa til vers, når de skal skildre højspændte følelser. Det virker som om, de ikke selv kunne finde ord for disse følelser, men måtte låne visernes udtryk og form.

Møllerdrengen Ole Kollerød fik i 1822 i al hemmelighed et brev med en selvskrevet kærlighedsvise af sin kæreste, der var serveringspige på et værtshus i København. Hun kaldte visen en ”gave … til bevis på min uforanderlige og uopløselige kærlighed”. Den begynder med et traditionelt folkeligt motiv, den elskende der ønsker sig ud i naturen for at finde et fristed til sin kærlighed. Dette utopiske sted, ”på marken”, ”i lunden”, hvor man kan ”nyde den søde himmellyst” uden at tynges af samfundets snærende bånd, er der mange af viserne i de personlige visebøger, der handler om.

Visernes betydning går begge veje: Sangene har givet ord til fortællinger og følelser, men visebogsejerne har også ændret detaljer, udeladt strofer og digtet nye viser på basis af traditionelle klicheer og mønstre.

 

Citaternes kilder

Citaterne ovenfor stammer fra følgende kilder:

  • DFS 1906/134, Karen Toxværds brev til Axel Olrik 14. september 1914.
  • Jens Andersen Rorup Høwenhof: Dukkespiller Jens Andersen Rorup Høwenhof, almindelig kjendt under Navnet Kobber-Jens i Rhode. En Autobiografi, Århus 1879, s. 9-10.
  • Reimund Kvideland: ”Den folkelege songtradisjonens funksjonelle aspekt”, i: Ann-Mari Häggman (red.): Visa och visforskning, Helsingfors 1974, s. 163-65.
  • Kr. La Cour Pedersen: Morten Eskesens Saga, Kolding 1926, s. 18.
  • M. Goldschmidt: ”En Hederejse i Viborg-Egnen”, i: Udvalgte Skrifter, udgivet af Julius Salomon, 4, København uden år, s. 75.
  • Peder Syv: Danske Ordsproge, I-II, Kiøbenhafn 1682-88, udgivet af Iver Kjær og John Kousgård Sørensen, København 1983-88. (Danmarks gamle Ordsprog VII:1-2).
  • Eline Boisen: - men størst er kærligheden. Eline Boisens erindringer fra midten af forrige århundrede, udgivet af Anna, Elin, Gudrun og Jutta Bojsen-Møller og Birgitte Haarder, København 1985, s. 139 og 168.
  • M. Vesterdal: ”Brudstykker af en fyensk Jægers Dagbog fra Treaarskrigen”, Fynske årbøger 1949 s. 244 og 247.
  • Liss Davidsen (udg.): Krigerliv og Bondesind. Erindringer fra Treårskrigen af Møller Peder Christensen, København 1962, s. 111.
  • Jeppe Aakjær: ”Skive Marked”, Skivebogen 1924, s. 133-34 og 141-43.
  • Ole Pedersen Kollerød: Min historie, udgivet af Else Margrethe Ransy, København 1978 s. 47-48.