Jørgen Hansens liv

Opvækst i Håstrup sogn

Jørgen Hansens visebog består af to små hæfter, der er skrevet i anden halvdel af 1850, mens han var værnepligtig infanterist under Treårskrigen.
Jørgen blev født den 21. august 1821 som søn af indsidder Hans Henriksen og hustru Maren Jørgensdatter i Håstrup en halv snes kilometer nordvest for Fåborg på Fyn. Den lille knægt blev hjemmedøbt tre dage senere og fremstillet i kirken den 23. september. 

Jørgen Hansens forældre var blevet gift i 1819. Brylluppet kom noget hovedkulds, idet – som præsten skrev - vielsen fandt sted ”i huset med amtmandens tilladelse, da bruden barslede natten før bryllupsdagen”. Forældrene vedblev at være indsiddere gennem 1820’erne og havde derfor ikke egen husstand, men boede til leje hos gårdmænd. I folketællingen i 1834 kan man se, at familien boede til leje på en gård i Håstrup hos gårdmandsenken Anne Marie Nielsdatter. Her kaldes Jørgen Hansens far ”indsidder og daglejer”. Det vil sige, han levede af forefaldende arbejde for bønderne. Der boede 15 mennesker på denne gård: Enken med hendes 17-årige datter, tre indsidderfamilier samt et otteårigt plejebarn. Jørgen Hansens familie bestod i 1834 af forældrene Hans (41 år) og Maren (45 år) samt Jørgen selv (12 år) og lillesøsteren Anne Margrethe (7 år). Plejebarnet synes at høre til Jørgen Hansens familie. Det var ikke ualmindeligt, at familier og enlige i små kår påtog sig at forsørge et plejebarn for derved at skaffe sig en indtægt.

J2 Dankvart Dreyer: ”Fynsk landskab; i mellemgrunden bondegårde”, 1840. Dankvart Dreyer voksede op i Assens ca. 15 km. fra Jørgen Hansens fødesogn Håstrup. Dankvart Dreyer blev optaget på Kunstakademiet i København i 1831, men fortsatte med at male i og omkring Assens på sine lange sommerophold. Maleriet er ikke nærmere stedfæstet, men kunne forestille et landskab som det har set ud i nærheden af Håstrup. (Fyns Kunstmuseum/Odense Bys Museer).

 

Natur og sociale forhold i Håstrup sogn

Det meste af Håstrup sogn ligger inden for de Fynske Alpers område. Særlig den østlige del har høje bakker, og sognet rummer Fyns næsthøjeste punkt, Trebjerg, hvorfra der er udsigt over det meste af Sydvestfyn over til Sønderjylland. Det meste af jorden er sandmuldet, kun den sydvestligste del af sognet har lermuldet jord. Faktisk hørte Håstrup sogn til blandt de magreste og mest sandede jorder i Svendborg Amt. I Jørgen Hansens tid var landbrug indbyggernes hovederhverv, dog var der også lidt skovarbejde. Håstrup sogn havde i 1834 542 indbyggere. Heraf boede de 360 i landsbyen Håstrup fordelt på 22 bondegårde, 24 huse med eller uden jord, skolen, et boelssted (større husmandssted) og ”hospitalet”, det vil sige sognets fattighus.

Fyn havde fra gammel tid mange herregårde. Endnu i Jørgen Hansens barndom var de fleste gårdmænd og husmænd i sognet fæstere under grevskabet Brahesminde (Hvedholm). De gårde og huse, der ikke hørte under Brahesminde, var enten arvefæstere under Brahetrolleborg eller selvejere. Fæstebønder og fæstehusmænd havde arbejdsforpligtelser over for den hovedgård, de hørte under, og de måtte betale afgifter i form af penge og naturalier. Fæstere ejede ikke deres egen bopæl. Alt dette gav sociale og politiske spændinger i 1830’erne og 1840’erne, hvor også nye religiøse strømninger spredte uro.

J5 Postkort, "Hilsen fra Håstrup", 1910. Håstrups middelalderlige kirke set fra sydvest. I 1910 lå de stråtækte bindingsværkshuse stadig tæt omkring kirken, og forholdene var så fredelige, at en ko kunne gå løst rundt på gaden. (Kort- og Billedafdelingen, Det Kongelige Bibliotek).

Jørgen Hansen voksede altså op under små kår. Familien havde formodentlig blot en inderstestue, hvor de levede på gårdmandsenkens nåde. Men også daglejerens søn kom i skole, og Jørgen Hansen må have været en lærevillig elev, i hvert fald hvad læsning og skrivning angår.

 

Skolegang

Landsbyen Håstrups gamle skole blev i begyndelsen af 1800-tallet nedrevet og erstattet af en ny, der kom til at ligge lige nord for kirkegårdsmuren. I 1821 (Jørgen Hansens fødeår) bestod den af en skolebygning, der var 10 fag lang med stråtag og to skorstene samt et otte fag langt hus, der fungerede som lo og lade. Der hørte lidt jord til skolen. Den nye skole ejedes ligesom den gamle af baronen på Brahetrolleborg. Den seminarieuddannede Rasmus Hansen Grønborg var lærer fra ca. 1808 til 1855, og han var fra 1824 desuden kirkesanger. Han var Jørgen Hansens lærer.

 

Provsten bedømmer skolen

J3 Håstrup skole, før 1887. Landsbyskoler lå fra gammel tid ofte i tilknytning til kirker, således også Håstrup skole, der lå nord for Håstrup kirke. Bygningen på billedet fra begyndelsen af 1800-tallet var en del af den skole, der blev nedbrudt ca. 1887. Det var den skole, Jørgen Hansen gik i. Fotografen synes at have placeret læreren i døren og eleverne forrest. (Håstrup Folkemindesamling).

Fra 1844 og 1845 er der bevaret en provsteindberetning til Danske Kancelli om forholdene i skolen i Håstrup. Da havde Jørgen Hansen ganske vist afsluttet sin skolegang, men lærer Grønborg var der stadig. Provst Lassen sammenfattede forholdene i provstiets to herreder således: ”I landsbyskolerne er vel ungdommens fremgang ikke alle vegne så kendelig, som det kunne ønskes, men mådelig er den dog ingensteds, og i flerheden af skolerne går børnene godt fremad.” Håstrup nævnes ikke blandt provstiets bedste skoler, og provst Lassen påtaler, at man ikke har en undervisningsplan, der er godkendt af Danske Kancelli. Lærer Grønborg var nu 69 år, og provsten bedømte ham som ”meget flittig, nogenlunde duelig og af upåklageligt forhold”.

J4 Fra S.E. Holms skoleatlas: Samling af 50 smaa Landkort i Træsnit, 1837. Jørgen Hansen blev undervist i geografi i landsbyskolen i Håstrup. Holms skoleatlas er et eksempel på, hvilke materialer der blev brugt i undervisningen i landsbyskoler i 1830’erne. På ”Kort over den vestlige Deel af Fyen” kan man se Håstrup til højre, lidt under midten, og en del af Slesvig til venstre. Atlasset rummer dog også et særligt kort over Slesvig, fra Kongeåen til Ejderen. Sådan kunne skolebørn orientere sig om Danmarks geografi. (Kort- og Billedafdelingen, Det Kongelige Bibliotek).

Skolen havde 47 drenge og 43 piger, og deres fremgang i det forløbne år havde været ret god, ligesom skolegangen var god. Der undervistes efter skoleanordningen i læsning, religion, skrivning og regning. Man havde de tilstrækkelige læsebøger og øvrige apparater, og lærer Grønborg underviste særligt i geografi og fædrelandshistorie. Desuden blev der undervist i retskrivning, skriftlæsning og skriftlige udarbejdelser. Den indbyrdes undervisning blev også brugt, det vil sige, de ældre elever underviste de yngre ved hjælp af trykte tavler. Skoleundervisningen var altså i en god gænge uden at være prangende. Vinterskole for den konfirmerede ungdom var der ikke tale om i Håstrup sogn.

Året efter, i 1845, påtalte provst Lassen, at skøn- og retskrivningen kun var mådelig. Provsten kunne dog slutte dette års rapport med tilfredshed. Han konstaterede, at mange lærere virkede ”meget” til sangens fremme i skolerne. Stiftets biskop så på dette område ”et vigtigt dannelsesmiddel for børnenes ånd og hjerte”. Jørgen Hansen har måske fået styrket sin sangglæde i den stråtækte landsbyskole hos lærer Grønborg.

Da Jørgen Hansen gik ud af skolen i oktober 1835, fik han middelkarakter, idet lærer Grønborg gav ham karakteren god i anlæg, flid og sædelighed. Også helheden bedømte Grønborg til god.

 

En erindring om skolen i Håstrup

I 1850’erne var der heldagsundervisning for drenge og piger i samme klasse, sådan at ældste og yngste klasse gik i skole hver anden dag. En lokal ved navn Peder Pedersen (1850-1938) har fortalt: 

”I denne lavloftede skolestue med murstensgulv og mangelfuld ventilation var luften ganske sikkert ikke særlig ren eller frisk. Jeg mindes endnu, hvorledes gulvet så ud på en vinterdag henimod aften, når der lå sne eller snesjap på vejene. Det flød med en jævn vælling over det hele. Skiftefodtøj var der ikke noget, der hed. Alle børnene gik ind med deres træsko eller træskostøvler, ganske som de var ude fra vejene. ... Hvis vedkommende lærer (hvad undertiden var tilfældet), enten røg eller skråede tobak og samtidig spyttede ud på gulvet, vil man forstå, at det ikke bidrog til at gøre skolen hyggelig.”

 Noget lignende har forholdene nok været, da Jørgen Hansen gik i skole ca. 20 år tidligere.

 

Ungdom

Ved Jørgen Hansens konfirmation i foråret 1836 fik præsten et bedre indtryk af ham, end lærer Grønborg havde fået. Pastoren bedømte Jørgen blandt den bedste del af klassen, idet han gav ham ”meget god” i både kundskaber og sædelighed.

J7 ”Linnedvæver ”, 1832. Væverens erhverv var efterspurgt, men usundt på grund af det støv, som slides af tøjet under vævningen, og den dunst af klister, der blev påsmurt under arbejdet. I tilknytning til billedet skriver udgiveren: ”Linnedvæveren arbejder for en af menneskets største og vigtigste fornødenheder, såvel for den fattige som for den rige, og leverer tillige mange sorter varer, der tjener såvel til bekvemmelighed som til pynt.” Det vides ikke, om Jørgen Hansen dyrkede al slags vævning eller havde specialiseret sig som fx linnedvæver eller bomuldsvæver. (Frederik Thaarup: Mennesket i dets Virksomhed eller Livet og dets Sysler, København, 1832).

Som skoledreng har Jørgen utvivlsom hjulpet til derhjemme med det arbejde, han kunne magte. Han har sikkert bidraget til pasningen af fjerkræ og efterhånden lidt større dyr på gården eller hos naboer. Efter konfirmationen måtte han ud at tjene. I 1839 eller 1840 realiserede Jørgen Hansen et ønske om at blive landhåndværker. Han blev væverlærling på en gård i Håstrup by hos ægteparret Peder Andersen Greve og Maren Andersdatter. Maren var gudmor til Jørgens lillesøster, og de venskabelige relationer mellem familierne har nok spillet ind, da Jørgen valgte håndværk. Jørgen var i væverlære hos ægteparrets søn Hans på 29 år, der drev sin næring hjemme på gården. Jørgens egne forældre fik i 1840 deres eget jordløse hus i landsbyen. Da Jørgen var blevet udlært - det tog normalt kun et år - flyttede han atter hjem til sine forældre, for at drive sin næring derfra. 

”Væverne plejede altid at have et stille væsen og et blegt sygeligt ansigt”, fortæller en mand om forholdene, som han oplevede dem på landet i 1830’erne og 1840’erne. Det var et usundt håndværk, for ”det støv, som uophørlig slides af tøjet under vævningen, og den dunst af det sure klister, hvormed islætten på hvergarn, vadmel og ulddrejl bestryges, må nødvendigvis være skadelig for sundheden.” Væveren arbejdede som regel uden svende i sin egen stue. Fortjenesten var relativt set ikke stor, men en væver kunne altid få alt det arbejde, han kunne overkomme."

 (Anton Nielsen: Landhaandværkerne, s. 28-35).

Ikke blot var Jørgen blevet væver, faderen var også begyndt at virke med skomageri som hovederhverv. Faderen døde dog allerede i 1847 af lungetuberkulose, mens Jørgen stadig boede hjemme.

 

Soldat i Treårskrigen

J6 Christian Würgler Hansen: ”Linieinfanteriet, menig”. Jørgen Hansen var som officeroppasser i 10. lette infanteribataljons 1. kompagni klædt som andre menige i denne bataljon. På Christian Würgler Hansens tegning ses den nye uniform med mørkeblå uniformsjakke og lyseblå bukser (model 1848), som hele den danske hær blev iklædt i løbet af 1849. (Statens Forsvarshistoriske Museum).

Landhåndværkere var værnepligtige ligesom alle andre af bondestand. På sessionen blev Jørgen Hansen målt til 61 ¼ tomme (ca. 166 cm) og udpeget som trænkusk. Det vil sige, at han skulle køre med hærens udstyr. Da Treårskrigen brød ud, blev han ikke indkaldt med det samme, men fra 1. februar 1849 til krigens slutning i februar 1851 var han soldat i 10. lette infanteribataljons 1. kompagni som nr. 8.

Det meste af tiden var han løjtnant Svend Grundtvigs oppasser. I denne egenskab fulgte Jørgen Hansen sin løjtnant i adskillige slag, blandt andet Slaget ved Isted den 25. juli 1850, hvor regeringshæren endeligt besejrede oprørstropperne. (Se Jørgen Hansen i Treårskrigen). Efter dette store og blodige slag afskrev Jørgen Hansen i anden halvdel 1850 sin personlige visebog til Svend Grundtvig. Det lykkedes Jørgen at komme gennem krigen uden at blive såret eller taget til fange. 25 år senere fik han erindringsmedaljen for sin deltagelse i Treårskrigen.

 

Voksenliv

Da Jørgen var hjemme fra krigen i vinteren 1849-50, boede han i det jordløse hus i Østrup (Håstrup sogn), som moderen var flyttet til efter mandens død. Efter krigen slog Jørgen sig atter ned i landsbyen Håstrup og virkede som væver. Fra ca. 1854 boede han i et nyt hus i Radby (tæt ved Håstrup, matrikel nr. 4æ), hvor han i begyndelsen levede med to væverlærlinge og sin 3-årige søn Niels Henrik. Sønnen havde Jørgen Hansen fået uden for ægteskab med Mette Kirstine Nielsdatter i nabosognet Jordløse. Jørgen og Mette Kirstine boede endnu ikke sammen. De giftede sig dog i 1856 og fik yderligere tre børn, som de døbte Maren (f. 1857), Hans Henrik (f. 1860) og Jens (f. 1864). Jørgen og Mette Kirstine boede sammen i Håstrup sogn i resten af Jørgens levetid.

J8 Jørgen Hansens bolig omkring 1854. I dette hus, matrikel nr. 4æ, Radbyvej 18, boede Jørgen Hansen fra omkring 1854 og til sin død i 1885. Derefter blev det overtaget af sønnen hans Henrik Jørgensen, der var uddannet bødker. Han solgte huset i 1940-41. Huset ligger tæt ved Håstrup by. (Oplysning fra Haastrup Folkemindesamling, der ejer fotografiet).

Folketællingen oplyser i 1880, at begge ægtefæller var baptister, og kirkebogen bekræfter, at Mette Kirstine var det endnu ved sin død i 1908 (mens det ikke nævnes ved Jørgens begravelse). De var altså ikke bange for at gå egne veje i trosspørgsmål, for skønt der havde været baptistisk vækkelse på egnen, var det kun et lille mindretal, der var overgået til baptistmenigheden. I 1880 var der foruden Mette Kirstine og Jørgen kun registreret én baptist i Håstrup sogn, nemlig en 65-årige kone, der boede alene som deres nabo på Håstrup mark.

Jørgen Hansen døde 63 år gammel i Radby, i huset på Håstrup mark, den 15. april 1885. Dødsårsagen var lungebetændelse. Mette Kirstine blev boende i Radby til sin død den 14. december 1908. Ægtefællerne blev begravet på Håstrup kirkegård, men gravene er i dag sløjfede.