Store Bededag

 Lune hveder med smør eller syltetøj hører til storebededagsaften. Foto: Eva Seider, Scanpix.


Indhold

» Hvornår fejres store bededag? 
» Store bededags oprindelse 
» Biskop tog initiativet til store bededag 
» Ingen alkohol, arbejde, leg eller spil 
» J.F. Struensees reform 
» Struense bevarede store bededag 
» Spadseren på byens volde 
» Især borgerskabet promenerede 
» Københavns volde 
» Traditionen breder sig 
» Nye slags arrangementer 
» Studenterne samles 
» Varme hveder til helligdagen 

Hvornår fejres store bededag?
Store bededag er en særlig dansk helligdag, som er fastsat til den fjerde fredag efter påskedag og dermed tre uger før Pinse. Da Påsken falder forskelligt fra år til år, vil store bededag også ligge på forskellige tidspunkter om foråret, men altid på en fredag. Fredag var den vigtigste bods- og bededag, dengang Danmark var katolsk.

Store bededag er her i det 21. århundrede én af de helt store konfirmationsdage, og for de fleste andre en kærkommen fridag, hvor mange åbner sommerhuset eller kolonihaven for sæsonen, får sat lystbåden i vandet eller blot nyder en tur i det grønne.

Store bededags oprindelse
Den dag, vi i dag kender som store bededag, blev indført i 1686. Inden Reformationen i 1536 var der i Danmark ugentlige fastedage om onsdagen på landet og i købstæderne på fredage, ligesom der var årligt tilbagevendende bededage om foråret og i forbindelse med høsten. Disse bededage blev afskaffet i 1546, men opstod atter under Christian 4., hvor det blev påkrævet at bede offentligt for kongens krigstogter. En bededag var tilegnet bod og faste. Befolkningen skulle faste, gå i kirke og bede for fred.

1-Hans-Bagger Hans Bagger var biskop over Sjælland fra 1675 til 1693.

Biskop tog initiativet til store bededag
Det var biskoppen over Sjælland, Hans Bagger, der tog initiativ til en kongelig forordning, der ved lov indførte en ”ekstraordinær, almindelig bededag" for hele riget. Den erstattede de tilbageværende tre almindelige bededage.

Ingen alkohol, arbejde, leg eller spil
I forordningen, der blev underskrevet af Christian 5., hedder det bl.a.: ”Overalt – både i købstæderne og på landet – skal der om aftenen før Bededagen kl. 6 ringes med den største klokke i hver kirke, hvorefter alle boder, kældre og kroer, hvor der sælges varer eller drikke, straks skal lukkes og ingen yderligere handel må drives den aften. Og alle kongelige undersåtter skal ædru og rettidigt komme til kirken på bededagen samt faste indtil gudstjenesterne er forrettede og afholde sig fra alt arbejde, rejser – posten undtaget – samt leg, spil, hasard og anden verdslig forfængelighed.”

Det var kun på denne ene aften i årets løb, at man fra alle landets kirker kunne høre klangen af den største klokke solo ud over land og by.
Store bededag kunne for så vidt lægges når som helst på året, men det var belejligt for kongen, at den lå om foråret, hvor han stadig opholdt sig i København, inden sin større, årlige rejse rundt i rigerne.

2-Struensee Johann Friedrich Struensee (1737-1772) afskaffede i 1770 11 årlige helligdage.

J.F. Struensees reform
Det har længe været en udbredt opfattelse, at det var Christians 7.’s berømte livlæge Struensee, der i 1770 indførte store bededag. Som det er fremgået, skete det allerede omkring 100 år tidligere. Struensee afskaffede i 1770 med en reform halvdelen af årets dengang 22 helligdage, bl.a. helligtrekongersdag, 3. juledag, kyndelmisse, sankthansdag, mortensdag og mikkelsdag. Det gjorde han med inspiration fra andre protestantiske lande. Fremover skulle disse helligdage ikke længere være fridage, men bruges til "arbejde og nyttig gerning", som der står i Forordningen af 20. oktober 1770.

Struensee bevarede store bededag
Struensee valgte dog at bibeholde store bededag som helligdag og fridag. Det kan skyldes, at han i københavnernes øjne var ildeset på grund af hans affære med Dronning Caroline Mathilde. I København var der en særlig forårstradition, hvor borgerne storebededagsaften spadserede på voldene. Struensee har formentlig ikke ønsket at gøre sig yderligere upopulær blandt københavnerne, og har derfor valgt at bevare helligdagen og den tilknyttede folkelige tradition.

Spadseren på byens volde
Skikken blandt det københavnske borgerskab med at spadsere på byens volde storebededagsaften kan føres tilbage til 1700-tallet. Efter sigende var det Vor Frue Kirkes klokkespil, der lokkede københavnerne ud i den grønne forårsaften. Det skrev teologen H.K. Rask i ugeskriftet Morskabslæsning for den danske Almue 10. maj 1839: ”Torsdag eftermiddag før Bededagen plejer københavnerne mellem 5 og 7 at spadsere på volden i talrige skarer. Grunden til denne spadseren skal være gammel. Man siger nemlig, at skikken skriver sig fra den tid, da den gamle Frue kirke, der brændte i 1807, havde sit berømte sangværk [klokkespil]. Dette blev sat i gang eftermiddagen før Fjerde Fredag, og dette lokkede københavnerne op på volden.”

Især borgerskabet promenerede
Det var i høj grad det bedre borgerskab, der havde fornøjelse af at se og blive set og konversere med venner og bekendte, når de promenerede på byens volde. Efterhånden fandt folk fra alle samfundslag vej til de grønne områder, og det betød, at det selskab man kom i, ”undertiden har været blandet i så foruroligende grad, at den mere dannede klasse af denne grund har måttet renoncere på klokkeringningen”, som ugeavisen Flyveposten skrev i 1857.

Paa-volden Københavnere på volden. Tegning af Bernhard Olsen i Illustreret Tidende 1867/68.

Københavns volde
Dengang lå hele det lille København inde bag Østervold, Nørrevold og Vestervold. Man kunne gå på alle voldene, der udgjorde ét langt, sammenhængende, grønt område. Siden 1850’erne, hvor størstedelen af Københavns volde blev sløjfet, har man foretrukket at gå på Christianshavns Vold, langs Langelinie og på Kastellet.

Traditionen breder sig
Traditionen har bredt sig, så man nu også ser folk vandre på voldene i byer som eksempelvis Fredericia og Nyborg, der ligesom København har bevaret dele af den tidligere befæstning. Her er der sædvanligvis også særlige arrangementer på de gamle voldanlæg storebededagsaften.

Kastellet Endnu i dag er det meget populært at gå tur på Kastellet storebededagsaften.

Nye slags arrangementer
I København kan man f.eks. få rundvisning i Lille Mølle, der er den sidste af de gamle møller på Christians Vold. På Kastellet kan man samme aften opleve studentersangere og et militært musikkorps iført uniformer fra 1880’erne. Hvis man som før i tiden møder op iført hat, kan man deltage i en konkurrence, hvor de smukkeste, sjoveste og mest historiske hatte bliver præmieret.

Studenterne samles
På Kastellet samledes studenterne storebededagsaften, hvor de udskiftede de sorte vinterhuer med sommertidens hvide for derefter i samlet trop at marchere til Studenterforeningen, som indtil 1910 lå i Købmagergade på hjørnet af Trinitatis Kirkeplads. Her blev der så serveret te og varme hveder, hvorefter der var dans til den lyse morgen.

Varme hveder til helligdagen
Udover spadseren på voldene, er der en anden tradition, der også knytter sig specielt til store bededag eller rettere til aftenen før. Men hvor det mest er et byfænomen at gå tur på voldene, har skikken med at spise varme hveder bredt sig til både by og land.

Allerede fra solnedgang aftenen før store bededag og hele den følgende dag måtte man ikke arbejde. Det gjaldt også bagerne, der derfor fandt på at bage nogle ekstra store, firkantede hvedeknopper om torsdagen, som folk så selv kunne skære over og varme dagen efter. Af hver hvedeknop fik man således to hvedetvebakker eller hveder, som man almindeligvis kalder dem. På den måde fik man jo trods alt friskbagt brød på store bededag.

Det blev imidlertid hurtigt til, at hvederne blev spist samme aften, mens de stadig var lune og sprøde. Skikken med at spise varme hveder storebededagsaften kan dokumenteres til midten af 1800-tallet, men er sandsynligvis ældre.

4-Farvel-til-Voldene Titelblad fra Julius Strandbergs vise "Farvel til Voldene" fra 1873

Voldene faldt, men hvederne bestod
Efter at voldene i København var faldet, skrev Julius Strandberg i 1873 en vise som et farvel til voldene. Det sidste vers giver et indblik i datidens tradition:

Bededags aften var der altid stads
Folk myldred op – der var et farligt mas
Klokkeklang var alles fryd
Knapt man hørte ørelyd
Men derpå stod den varme tvebak og vinked:
Nyd!