Påske

Påskebord-Greve-Museum Gul og grøn er de gennemgående farver på et påskebord anno 2004. Fra en udstilling på Greve Museum.

For de fleste danskere betyder påsken først og fremmest en række fridage. For mange knytter der sig også særlige skikke og symboler til påsken. Mange af de traditioner, der forbindes med påsken, har ændret sig igennem tiderne. Det har også måden, vi fejrer påsken på.

Indhold   
» Fejring af påsken 
» Tidspunktet for påsken 
» Kirkens mindefest 
» Helligdagslovgivningen 
» Forår og fridage 
» Påskens mad 
» Påskens skikke og symboler 
» Forsvundne påskeskikke 
» Påskelammet 
» Påskeharen 
» Påskeæg 
» En sjælden spise 
» Æg som løn og gave 
» Symbolik og overtro 
» Dekorering af æg 
» At trille æg 
» Gækkebreve 
» Påskeæg som bod  
» Fabergé-æg 
 
Fejring af påske
Påsken er den ældste kristne fest. Men påsken blev også fejret før Jesu tid af jøderne. De fejrede med påsken israelitternes udfrielse af Egypten beskrevet i Bibelens 2. Mosebog. Jesu død og opstandelse skete netop under den jødiske påskefest. Påskens helligdage er efterfølgende kommet til at fremstå som en markering af begivenhederne i Jesu lidelseshistorie.

Tidspunktet for påsken
Påsken er en af de højtider, der ikke falder ens fra år til år. Efter den gregorianske kalenderregel indtræffer påsken på første søndag efter første fuldmåne og efter forårsjævndøgn. Det betyder, at påsken kan indtræffe mellem 22. marts og 25. april.

Indtoget-i-Jerusalem ”Indtoget i Jerusalem” på Lemvig Kirkes altertavle malet af Bodil Kaalund i 1977.

Kirkens mindefest
Selve påskeugen begynder Palmesøndag, som var den dag, Jesus red ind i Jerusalem på et æsel og blev modtaget med glædesråb af folkeskarer, der strøede palmegrene på hans vej (deraf dagens navn). Betegnelsen Skærtorsdag henviser formentlig til, at Jesus denne dag vaskede disciplenes fødder (skær = ren). Det var ligeledes den dag, hvor Jesus om aftenen spiste sit sidste måltid sam-men med disciplene, og hvor han om brødet og vinen udtalte, at det var hans legeme og blod. I den kristne kirke fejrer man derfor nadverens indstiftelse på denne dag.

Langfredag led Jesus døden på korset, hvorefter han om aftenen lagdes i graven. Følger man de danske flagregler, skal Dannebrog denne dag være på halv stang. Søndag morgen, Påskedag, blev Jesu grav fundet tom, hvorfor man i kristne lande denne dag mindes Jesu opstandelse.

For den danske folkekirke er påsken, nu som før, kristendommens vigtigste fest, men folkeligt er påsken blevet afløst af julen som den fest, der markeres stærkest. I Danmark ”holder vi jul” og ”fejrer jul”, men stort set ingen spørger hinanden, hvor påsken skal holdes eller fejres. Der bliver snare-re spurgt: ”Hvor skal I hen i påsken”?

Helligdagslovningen
Det hellige indhold i påsken er gledet i baggrunden, så Langfredag ikke længere er den stille dag, hvor tankerne blev helliget mindet om Jesus og hvor alt derfor tidligere var lukket. Nu til dags kan man overalt gå i teatret eller til koncert denne dag.

En medvirkende årsag hertil er helligdagslovgivningen, der gennem de seneste 300 år langsomt er blevet mildnet. I 1700- og 1800-tallet var maskerader, baller, skuespil og dens slags forbudt på helligdage. I 1900-tallet var offentlige forlystelser stadig forbudt bl.a. Skærtorsdag, Langfredag og Påskedag. Ved en modernisering af loven i 1963 ophævedes forbuddet for Skærtorsdags vedkommende, hvor det blev muligt fx at gå biografen efter kl. 14. Først med endnu en lovændring i 1991 er det blevet tilladt på alle helligdage, herunder påskens.

Forår og fridage
Påskens religiøse element er stort set forsvundet til fordel for en markering af forårets komme. Vi pynter op med forårsfarver og symboler på forår og nyt liv. Og frem for alt holder vi ferie og lader op efter en lang vinter. Vi bruger helligdagene til at mødes med familie og venner, spise god mad, gøre bilen forårsklar, arbejde i haven, gå i Zoo med børnene, tage i sommerhuset eller rejse udenlands.

Når vi indtager påskefrokosten kan det være med familien, men det kan lige så vel være med venner og bekendte. Det bliver ikke - som i julen – næsten betragtet som givet at man skal være sammen med familien, og slet ikke i flere dage, som det kan være omkring jul.

Påskens mad
Påskens mad har mildest talt også forandret sig fra tidligere tiders skik. Da spiste man Skærtorsdag søbekål eller kålsuppe kogt på flæsk eller fårekød med syv eller ni slags kål i. Især grønkål kan overvintre i Danmark, men kunne man ikke skaffe ni slags kål, måtte man spæde med andet slags grønt. Man spiste kålsuppen for helbredets skyld. Det var et nærende måltid, hvor man sikrede sig sundhed i det kommende år. For os i dag virker kålsuppe måske ikke så festligt, men det har været noget særligt at flotte sig med mange slags kål. 7 og 9 er i den folkelige overtro kendt som magiske tal.

Langfredag stod den på byg- eller rugmelsgrød efterfulgt af lørdagens ”skidne æg” (hårdkogte æg i sennepssovs). Fra gammel tid har lørdag været benævnt Skidenlørdag, fordi man denne dag fjerne-de skidt og snavs, gjorde rent og vaskede, så det er sandsynligvis derfra retten ”skidne æg” har sit navn.

Selv om den oprindelige fastetid på 40 dage før påsken blev afskaffet med Reformationen, opretholdt man efter 1536 et madmæssigt mådehold, som har eksisteret helt op til midten af det 20. århundrede. En spartansk kost var med til at understrege de første påskedages alvor. De mere festlige måltider med bl.a. æg begyndte Påskelørdag.

På mange af nutidens påskeborde er det ikke just mådehold, der er fremherskende. Tværtimod bruges påskefridagene ofte ved frokostborde med rigeligt af både vådt og tørt. Den traditionelle påskespise, æg, indgår dog stadig ofte som en del af påskefrokostens indhold, ligesom et andet af påskens symboler, lammet, spises i en del hjem i løbet af påskedagene.

Ligesom maden er en vægtig del af julens indhold, er mad og drikke også blevet et gennemgående element i den måde, vi bruger påskedagene på. Som ved juletid fremstilles der også i forbindelse med påske særlige øl, der kan erhverves fra og med P-dag.

Påskeudsmykning-i-vindue Vindue i Højer pyntet med påskens symboler: æg, kyllinger, lam og harer.

Påskens skikke og symboler
Til påsken knytter sig forskellige skikke og symboler. Nogle er af ældre dato, andre er indført i nyere tid. Som det ofte er tilfældet i forbindelse med højtider, er der også en del af påskens traditioner, der gennem årene har ændret form eller indhold.

Forsvundne påskeskikke
Tidligere er påskeugen blevet kaldt ”dimmelugen”, fordi man ikke ringede med kirkeklokkerne, men i stedet brugte træknebler, dimler, så det lød mere dæmpet og blidt. På påskens mest alvorsfulde dag, Langfredag, var det mange steder almindeligt at piske hinanden med et såkaldt langfredagsris lavet af fx pilegrene. Så kunne man blive pint på samme måde, som Jesus var blevet det.

I dag forbinder vi mest hekse med Sankthansaften, men før i tiden har hekse også huseret i forbindelse med påsken. Der findes en del beretninger fra 1800-tallets bondesamfund, der fortæller, at heksene aftenen før Skærtorsdag fløj til Bloksbjerg. Red de ikke på en kost, kunne det i stedet være på en skades ryg. Derfor var det også umuligt at få øje på en skade denne nat, der kaldtes Skt. Ska-desaften. Efter at have deltaget i dette årligt tilbagevendende heksegilde afholdt af Fanden selv, vendte heksene tilbage og var således kun væk en enkelt nat.

Påskelammet
Når lammekølle er en traditionel påskespise, og når små hvide lam er en del af påskens udsmykning, hænger det bl.a. sammen Bibelens omtale af de ti plager og hebræernes efterfølgende udvandring fra slaveriet i Egypten. Den 10. plage, som Gud havde nedkaldt over Farao og hans folk, betød, at den førstefødte i alle egyptiske hjem ville blive dræbt. Kun dér, hvor der på dørstolperne var smurt blod fra et ungt får, ville Herren drage forbi huset. Dette havde Moses forinden fået besked om, og de israelitter der efterlevede hans råd, mistede ikke deres førstefødte. Som en tak til Gud har jøderne siden hen ofret lam til Påske.

Efter Jesu tid er lammet blevet et sindbillede eller et symbol på Kristus, som ofrede sig selv for menneskenes skyld. I det Ny Testamente kaldes Jesus for ”Guds Lam” (Joh. 1, 29). Dette lam ses ofte i billedkunsten skildret med et kors eller en korsfane. Blandt det legetøj, som borgerskabets børn har haft i 1800-tallet, kendes et gyldent påskelam med sejrsfane.

Når den danske bonde tidligere har holdt får, har det primært været på grund af dets uld og skind. Før i tiden var det får af sorter, der læmmer om foråret og da foråret i Norden er lidt senere end sydligere, har lammene endnu ikke været slagtemodne ved påsketid. Når mange voksne i dag har erin-dringer om lam, der smagte af uld, har det sandsynligvis været et ældre lam eller et får, de har spist.

Med dybfryserens indtræden i de danske hjem i 1950’erne kunne vi opbevare importerede lam fra New Zealand og Australien, og så begyndte der for alvor at dukke lammestege op på påskebordet. I dag er hovedparten af det lammekød, der sælges i Danmark, danskproduceret.  

Kort-med-hare Postkortet med farvede æg og en påskehare er fremstillet i Tyskland, men afsendt og modtaget i Danmark i 1910.

Påskeharen
Påskeharen har vi fået fra Tyskland. Indtil 1920’erne ses den da også næsten kun i Sønderjylland samt på Langeland og de omkringliggende øer. Da den i begyndelsen af det 20. århundrede dukkede op, var det primært som dekoration på pappåskeæg eller på påskekort importeret sydfra. I dag ses påskeharen oftest i en chokoladeudgave pakket ind i farvestrålende stanniol.

For mange sønderjyske børn har påskeharen været en karakter på linie med julemanden. Det var den, der Påskelørdag var kommet med fine dekorerede æg, som den havde gemt forskellige steder i haven. Påskemorgen gik børnene så på skattejagt for at finde harens reder fulde af de flotte æg. Ha-ren selv fandt de ikke, for den lod sig let skræmme og var derfor for længst væk. Skikken har nu bredt sig til flere dele af landet.

Påskeæg
Traditionen med at spise og dekorere æg til påske kendes i hele Europa og går tilbage til den katol-ske tid. I fasten (tiden lige før påske) var det ikke tilladt at spise æg, og når fasten sluttede Påske-dag, fejrede man det bl.a. med at spise æg – gerne mange flere, end man ellers var vant til.

En sjælden spise
I 1800-tallets bondesamfund var æg en forholdsvis sjælden og dermed kostbar madvare. Man spiste derfor ikke æg til dagligt, men mest ved særlige lejligheder. Ofte blev æggene blandet med fyldstof, der kunne drøje dem, fx til æggekage.

Hårdkogte æg blev udover i påsken alene brugt ved langvarigt arbejde fx i høsten, hvor det var praktisk, at maden kunne tåle transporten ud på marken. Æggene indgik også i den traditionelle påskeret ”skidne æg” (hårdkogte æg med sennepssovs), som stadig kendes i dag.

Som det ofte er tilfældet med gamle traditioner fra bondesamfundet, var der også en mere jordnær årsag til, at netop æg var en foretrukket spise til påske. Gennem hele vinteren lagde hønsene kun ganske få eller oftest slet ingen æg. Æglægning er afhængig af lys, som der ikke var meget af i løbet af en dansk vinter uden elektricitet. Men akkurat som hos fugle, varslede foråret også for hønsenes vedkommende en ny ægproduktion.

Optegnelse-1906-43-446 I 1942 fortalte den 81-årige Peder Jensen fra Slagelse om påsketraditioner i hans unge dage: ”I Paasken fik hver Tjene-stekarl 10 haardkogte Æg, Pigerne lidt færre, Tjenestedrengen 5 Æg”.

Æg som løn og gave
Før i tiden modtog både præster, degne og tjenestefolk en del af deres løn som naturalier. I påsken fik de ofte æg, ligesom æg blev brugt som en særlig gave til familie og venner. Hvor mange æg, man fik, afhang af fx ens rang på gården.

Flere steder i Danmark var det i 1800-tallet sædvane, at især fattige børn ved påsketid gik fra gård til gård med en medbragt kurv. Så ”sang de for æg” ved dørene. Måske citerede de også lidt fra Bi-belen.

I Dansk Folkemindesamlings arkiv findes beretninger om, at tjenestefolkene fik farvede æg, som de stillede i vindueskarmen ved langbordet, hvor de spiste. Så var æggene nemt tilgængelige, når mål-tidet inkluderede denne lækkerbisken. Der var altså en praktisk årsag til de farvede æg i vinduerne, men de har tillige haft en dekorativ virkning. Det fortælles videre, at tjenestefolkene ”trillede æg i Paaskedagene” (se nedenfor). Udover æggenes funktion som en særlig del af lønnen og som gave, har de altså også været brugt til at lege med.

Symbolik og overtro
Ægget er desuden blevet opfattet som et symbol på nyt liv; som noget der har en særlig livskraft i sig. Mange tillagde også ægget en magisk kraft, som man forsøgte at overføre til andre dyr og til mennesker.

Især troede man, at det allerførste æg, en høne lagde, havde en særlig evne. Et sådant hønnikeæg kunne Skærtorsdag bruges til et helt særligt formål. Denne dag var det muligt ved gudstjenesten at finde ud af, hvilke af landsbyens kvinder, der var hekse. Hvis man havde et hønnikeæg i lommen, kunne man nemlig se heksene sidde med en spand, en gryde, en smørbøtte eller andet husholdnings-redskab på hovedet. Men det virkede kun, hvis man var uvidende om, at man havde et æg i lommen. En anden skulle altså have listet det i ens lomme.

Som et frugtbarhedssymbol kunne ægget knyttes sammen med kærligheden og blev på den bag-grund brugt som et orakel: Hvis en forlovet pige ønskede at vide, om hendes kæreste ville forblive hende tro, kunne hun gemme et æg. Hvis det stadig var friskt efter et år, ville hendes forhåbninger gå i opfyldelse!

Påske_C3A6g-o-1850 Påskeæggene fra Fogedgården i Tisvilde er dekorerede i 1850’erne.

Dekorering af æg
Man har farvet æg i Danmark helt tilbage fra 1600-tallet. Chr. 4’s datter, Leonora Christine, har i sine erindringer, ”Jammersminde”, skrevet, at hun i 1667 udvekslede malede påskeæg med en an-den fange, da hun sad i Blåtårn.

Man farvede med løgskaller og rødbedesaft og ikke mindst plantematerialer, fx blade og blomster fra påskeliljer, rødder og blade fra nælder, skarntyde og kørvel samt mos fra træer. Senere brugte man også kaffegrums og theblade, da disse drikke blev indført. Selv hø og stenlav kunne bruges. I anden halvdel af 1800-tallet begyndte man at bruge anilinfarver, og efter industrialiseringen var det muligt at købe pulverblandinger eller forsøge sig med blæk, frugtfarve, tusch, vandfarve eller farvet silkepapir.

Der var stor opfindsomhed med at dekorere æggene yderligere: Ved at lægge ægget i en lærreds-klud sammen med smør og forskellige farver, kunne man opnå en marmoreret effekt. Fine mønstre kunne laves med snore omkring æggene under farvningen eller ved at binde vintergækker eller an-dre små planter på ægget. Efter farvningen kunne man ridse initialer, årstal eller små tegninger i det hårdkogte ægs skal. Gned man til sidst æggene med flæskesvær, fik de en flot, blank overflade.

Først i det 20. århundrede begynder man at puste æggene tomme og derefter dekorere dem, fx med papmache. Fra 1920’erne ses halve skaller pyntet med kogler eller lignende, der skulle forestille kyllinger, og efter besættelsen har indholdet i de halve skaller ofte været karse eller forårsblomster.

I dag bugner mange butikker op til påsken med færdigproduceret pynt i forårets gule og grønne far-ver, som gør det lettere for travle børnefamilier. Dyrkning af karse foregår mest i børnehavens vin-dueskarm, hvor børnene kan følge de små frø lagt på vat forvandle sig til en grøn måtte, der endda kan spises!

ægtrilning Der trilles æg på ”Bollen” ved Anholt by, 1970.

At trille æg
At trille eller trante påskeæg er en tradition, der tidligere mest er set i det østlige Danmark. Ægtril-ning kunne være en indendørs leg (ikke mindst i byerne), men foregik sædvanligvis udenfor. Mange steder trillede man de hårdkogte æg ned af en bakke eller skrænt, indtil skallen var meget krakele-ret, hvorefter man spiste dem. Legen kunne udvides, så man forsøgte at ramme hinandens æg. Lyk-kedes det at ramme en andens æg, måtte man så få det. Et andet konkurrenceelement kunne være at trille sit æg længst eller at kaste til måls med de hårdkogte æg. At trille æg er en af de skikke, der stadig lever i bedste velgående blandt især børnefamilier.

Gækkebrev Gækkebrev med vers underskrevet med streger er fra 1902.

Gækkebreve
En anden tradition, der også benyttes nu til dags, er gækkebreve, som er en skik opstået i Danmark. Gækkebrevenes forgængere er de såkaldte bindebreve, der går tilbage til 1600-tallet. Modtageren af et bindebrev skulle gætte afsenderens identitet eller fx løse en gåde, som lå i brevet. Lykkedes det, måtte afsenderen bøde med et lille gilde, et kys eller en ønsket gave.

Bindebrevsskikkens ide med at give noget til afsenderen er dog først langt senere blevet blandet sammen med gækkebrevsskikken. Oprindeligt fungerede gækkebreve som en forårsbebuder. De handlede også om at drive gæk – at narre nogen.

Narreriet bestod i at få nogen til at røre gækken. For at få sit offer til det, kunne man gemme vintergækken i vedkommendes mad, lægge den i hans ellers hendes lomme eller lignende. Alle midler gjaldt. Blev man på den måde gækket, måtte man så forsøge at gække tilbage igen. Det kunne man selvsagt kun, hvis man vidste, hvem der havde gækket én selv, eller hvis man kunne narre den anden til også at berøre vintergækken. Ellers måtte man se i øjnene, at man var vedkommendes gæk et helt år.

Var man en forelsket ung karl, var det måske ikke særlig slemt at være den udkårnes gæk til næste forår! Gækkeriet var da også en måde at knytte landsbyernes unge sammen på – i det mindste for et år. Lignende tanker sås i de engelsktalende landes Valentineskik, hvor det at være ”Valentine” betød, at den unge mand i det næste år skulle fungere som en opvartende kavaler for pigen, som havde udkåret ham.

Når de unge gækkede, var det også en tilladt måde at komme i fysisk berøring med hinanden på, uden at de voksne så meget skævt til det. Ligesom julelege sidst på året gjorde det muligt at komme i berøring med en attrået pige eller karl.

Påskeæg som bod
At bruge påskeæg som bod blev formentlig udbredt med brugen af de kommercielle gækkevers, som fra slutningen af 1800-tallet kunne købes hos forlæggere og boghandlere. I de færdigkøbte kort med gækkevers var der nemlig en anvisning på kortets funktion: Fra vintergækken dukkede frem af jorden og indtil påske, kunne man sende et anonymt brev til én, man havde kær. Gættede modtageren ikke brevskriverens identitet, måtte der ved påsketid betales en bod i form af et æg.

Af samme årsag har denne skik formentlig først været kendt i byerne, hvorfra den har spredt sig til oplandet. Det var da heller ikke et hønseæg, der var tale om, men typisk et sukkeræg, som man havde lettere tilgang til i byerne end på landet.

Havde man ikke råd eller lyst til et færdigkøbt kort, kunne man selv klippe eller dekorere et, fx med små glansbilleder. Under alle omstændigheder fungerede påskeægget som pant. I landsbyerne for-svandt de efterhånden gammeldags hårdkogte æg også snart til fordel for æg formet i chokolade eller sukkeræg, hvor sidstnævnte kunne indeholde et lille stykke legetøj, en fingerring eller lignende. I dag produceres påskeæg af fx porcelæn, træ, plastic og glas, der er mere holdbare og derfor kan pynte år efter år.

Vintergæk Vintergækken har været og er stadig en fast del af forårets og påskens traditioner.

Når man sendte et gækkebrev, var det almindeligt at vedlægge et eksemplar af årets første blomst, vintergækken, som netop har givet navn til gækkebrevet. Derfor finder man da også, at mange af de stadig brugte gækkevers omhandler vintergækken. Et af de kendte vers starter: ”En vintergæk, en sommernar…”

Fabergé-æg
Nogle af de fineste påskeæg, der er produceret, er de berømte Fabergé-æg. I 1885 gav den russiske zar Alexander 3. et særligt påskeæg til sin kejserinde, den danskfødte prinsesse Dagmar. Ægget var blevet til hos zarens hofjuveler, Fabergé, som også de efterfølgende år for zaren udførte smukt forarbejdede æg i emalje og guld besat med diamanter og ofte med små overraskende indhold.