Musikkens betydning i danske selvbiografier

Ved Jens Henrik Koudal

Forskningsprojektet vil gennem studiet af et bredt udvalg af skriftlige, danske selvbiografier undersøge forholdet mellem erindring, musicering og identitet i det 20. århundrede. Selvbiografien er i Vesten en flere hundrede år gammel genre, der har haft stigende bevågenhed siden 1960’erne. Selvbiografien (og andre former for skriftlige og mundtlige erindringer) er i vor tid en udbredt måde at udtrykke sin identitet på. I den moderne vestlige kultur er menneskers identitet ikke noget stabilt, men må hele tiden opbygges og skabes. Identitet skabes blandt andet gennem den måde, vi fortæller om vores liv.
Projektets formål er at studere musikeres og musikamatørers selvbiografier fra de sidste 100 år for at vise, hvordan disse mennesker bruger dem til at skabe mening gennem forskellige fortællemåder og ved at udtrykke forskellige temaer, værdier og livsforståelser. Forskningsprojektet udgår fra at betragte selvbiografier som fortællinger (ikke empiriske data om virkeligheden), og bygger på teorier fra flere fagtraditioner, idet det vil kombinere en hermeneutisk-litterær forskningstradition i kulturstudier med en musikpsykologisk tilgang. Jeg er desuden inspireret af musikforskeren Christoffer Smalls teori om ”musicking” (musicering). Projektets resultat bliver én artikel om klassisk musik som identitet ud fra tre dirigenter publicerede selvbiografier (nu publiceret i Kulturstudier nov. 2015). En anden artikel vil studere ca. 30 danske selvbiografier, der er udgivet i bogform siden 1918, med henblik på hvordan forfatteren fortolker karrierevalget. Det er tanken, at en tredje artikel skal fokusere på forskelle og ligheder mellem professionelle musikeres og musikamatørers selvbiografier. Projektet er en del af Dansk Folkemindesamlings fokusområde 2016-19, ”Fra selvbiografi til selfie”.