Hvad er et eventyr?

Når du hører eller læser et eventyr, er du ikke i tvivl om, at det er et eventyr. Uden at du tænker over det, er der forskellige ting i teksten, der fortæller dig, at det er et eventyr. Det er de ting, som er med til at bestemme eventyret som genre.

Eventyrenes alder
Eventyr er nogle af de ældste fortællinger, der findes. De er blevet fortalt fra mund til mund i mange hundrede år. På den måde har de overlevet helt til i dag. De har dog ændret sig noget gennem tiden.

Hver fortæller har nemlig fortalt sin udgave af eventyret. Derfor kan man også finde det samme eventyr i mange dele af verden, men i en lidt anden form.

Prinsesse

Prinsesse. Tegning: Skolemedia.

Eventyrenes handling
Ordet ’eventyr’ kommer af det latinske ord ’adventura’, som betyder hændelse. De hændelser, eventyrene fortæller om, er ofte magiske eller forunderlige.

Indledningen til mange eventyr, ’Der var engang’, viser os, at der nu skal fortælles om noget, som ikke kunne foregå i den almindelige hverdag.

Vi får som regel ikke noget præcist at vide om, hvor og hvornår fortællingen foregår. Men det forventer vi heller ikke af et eventyr. Vi ved, at de foregår i en verden, hvor fantastiske ting kan ske.

Handlingen i et eventyr går ofte ud på, at en hovedperson skal overvinde nogle prøver for at få en belønning.

Fx kan en prøve være, at helten skal redde en prinsesse, for så at få hende til kone – og få det halve kongerige med i købet. For at det kan lade sig gøre, skal han vise, at han fx er hjælpsom, modig og retfærdig.

I andre eventyr handler det mere om nogle personer, der narrer og driller hinanden. Her handler det om at være snu og listig. Denne form for eventyr kaldes skæmteeventyr.

Temaerne for eventyrenes handling er eviggyldige. Det vil sige, at det er emner, som alle til enhver tid kan sætte sig ind i.

Det er emner som kærlighed og had, lykke og ulykke, sorg og glæde, liv og død.

Tallet tre går ofte igen i eventyrenes handling. Fx er det altid den yngste bror eller søster ud af tre, der er helten.

Der kan være tre prøver, eller der kan være tre gentagelser af en handling. Man ved altid, at det er tredje gang, der er lykkens gang. Eventyrene ender altid godt. De gode sejrer, og de onde får deres straf.

 

gaasemor Gåsemor læser højt for børnene. Tegning: Vilhelm Petersen

Eventyrenes personer
Personerne i et eventyr kan være både mennesker, overnaturlige væsner som hekse, trolde og drager eller dyr, der opfører sig som mennesker.

De er entydige, hvilket vil sige, at de er enten gode eller onde. Man er aldrig i tvivl om, hvem der er helten, og hvem, der er fjenden.

Personerne har sjældent navne. Ofte kaldes de bare ’kongen’, ’prinsessen’ eller ’drengen’.  Hvis de har navne, er det almindelige navne som fx Per, Poul og Hans. De kan også have et navn, der passer til deres udseende eller egenskaber, fx Snehvide eller Askepot.

Man får ikke ret meget at vide om personerne. De bliver højst beskrevet som fx ’gode’, ’smukke’, ’grimme’ eller ’kloge’. Det er kun de ting, personerne gør, man kan bedømme dem på. Fx får man sjældent noget at vide om, hvad de tænker og føler.

Hvem har skrevet eventyrene?
Når man taler om, hvem der har skrevet eventyrene, må man dele eventyrene op i to grupper: folkeeventyr og kunsteventyr.

Folkeeventyrene har ingen forfatter. De er fortalt mundtligt gennem mange hundrede år af mange forskellige personer.

For snart 200 år siden begyndte forfattere at skrive eventyr. Dem kalder vi for kunsteventyr. Den mest kendte eventyrforfatter er H. C. Andersen.

Samtidig med, at man begyndte at skrive kunsteventyr, begyndte man også at skrive de gamle folkeeventyr ned. Det var fx Brødrene Grimm i Tyskland og Evald Tang Kristensen, der samlede eventyr ind og skrev dem ned.

Eventyr – en genredefinition

  • Eventyret er en kort, afsluttet fortælling.
  • Handlingen foregår engang i gamle dage på et ubestemt sted. Ofte har handlingen magiske og overnaturlige træk. Eventyrenes handling er almengyldig.
  • Handlingen er ofte delt i tre afsnit: 1. En kort forhistorie (hjemme), 2. En række prøvelser og farer, der skal overvindes (ude), og 3. En afslutning, hvor alt ender godt (hjem).
  • Personerne er entydige – enten er de gode eller onde. De beskrives gennem deres handlinger, og man får fx ikke noget at vide om, hvad de tænker.
  • Der bruges ofte talmagi, fx går tallet tre igen i mange eventyr.
  • Sproget er enkelt, og der bruges ofte faste vendinger som fx ’Der var engang …’ og ’De levede lykkeligt til deres dages ende.’
  • Eventyr ender altid lykkeligt.