Flere måder at skrive sagprosa på

Når du skriver en artikel, kan du skrive på tre forskellige måder.

  • Beretning
    Den vigtigste er den fremstillingsform der beretter hvad der sker mens tiden går. Altså handlingen.
  • Beskrivelse
    Beskrivelsen er en stor del af en sagprosatekst. Der fortælles om personer, ting og fænomener.
  • Drøftelse
    Drøftelsen er den del af en sagprosatekst hvor der kommenteres, argumenteres og diskuteres.

Beretning

Præget af handling. Her sker noget. Ses mest i verberne der udtrykker handling. (kommer gående, springer, sætter efter, begynder at løbe, sætter farten op, indhentes og væltes omkuld).

Eksempel
Nyhedshistorie

En dreng kommer gående på vej til skole. Pludselig springer en stor hund frem fra en busk og sætter efter ham. Drengen på knap tolv år begynder at løbe, hunden sætter også farten op og er selvfølgelig hurtigere end den stakkels dreng der indhentes og væltes omkuld af dobermannen…

Beskrivelse

I portrættet er der tegnet et meget positivt billede af en bedstefar. Det beskrivende opleves i ord som: verdens bedste, Ingen kan som han servere.., få én til at opleve, en stor madoplevelse..

Eksempel
Konstrueret eksempel

Min bedstefar – et portræt
Min bedstefar er verdens bedste bedstefar. Ingen kan som han servere en skål havregrød, med en lille klat smør og skummetmælk, men uden sukker, og få én til at opleve at man står over for en stor madoplevelse.

Drøftelse

Forfatteren diskuterer med sig selv, begrunder og kommenterer. Tydeligst i essay, kommentarer og anmeldelser.

Eksempel
Uddrag af elevessay om mad og drikke

Du bliver hvad du spiser siger et slogan for sund mad.

Junk food er ikke sundt, men hvorfor er vi så så glade for det? Hvorfor søger vi hver dag at blive mere og mere som en burger?

Når vi i middagsfrikvarteret går over i Spar efter lidt frokost, står de parate med det mest usunde man kan forestille sig: for fedt, for sødt og for meget. Og vi gør det med glæde dag efter dag.

Jamen er vi da bare dumme? Eller ofre for et komplot?

Eksempel
Uddrag af elevanmeldelse

Filmen Romeo og Julie handler om kærlighed.

Det starter med to grupper der ikke kan fordrage hinanden. Et mord på en slægtning gør kærligheden mellem Romeo og Julie umulig. De må ikke få hinanden selv om de elsker hinanden. Til slut vælger de at gå i døden sammen da deres kærlighed jo ikke kan blive til noget.

Teksten til filmen er af Shakespeare og flere hundrede år gammel. Alligevel virker filmen godt i dag. Ikke mindst pga.. af store skuespilpræstationer.