SONATE Nr. 2 FOR CELLO SOLO (“SONATA IN DUE TEMPI”) (1953/1980)

Tilbage til værkfortegnelsen

To satser for cello solo.

I. SOLO INTIMO (1953)II. SOLO IN SCÉNA (1980)Sonaten har værket SOLO INTIMO (Nr. 33) som førstesats, og SOLO IN SCÉNA (Nr. 174a) som andensats.

Varighed: 19´

Værknummer: 174b


VÆRKNOTE: SONATE FOR CELLO SOLO NR. 2 – ”Sonata in due tempi”.I. SOLO INTIMO, 1953II. SOLO IN SCÉNA, 1980De to satser i sonaten er hver for sig ”i-sig-selv-hvilende værker”, om hvilket allerede afstanden mellem kompositionsår giver et kraftigt signal.Sammenstillingen af dem til en sonate må ses i lyset af de to satsers forskellighed, og ikke som udtryk for deres behov for cyklisk helhed: “intimo” og “in scéna” repræsenterer livets velbekendte komplementaritet “off stage” og “on stage”, møntens to sider, yang/yin osv. ”Solo intimo” udgør en langsomt udfoldende bue og er rodfæstet i en nordisk (sibeliansk) præget melodik, mens ”Solo in scéna” er vildt urolig og punkterer enhver tilstand med rytmisk flertydige varianter. Således kan hele satsen næsten konstant tolkes i enten to- eller tredelt rytme, afhængigt af tilhørernes disposition.Solisten er ganske vist til enhver tid bevidst om rytmeforholdene og accentuerer disse så tydeligt som muligt, men er samtidig vel vidende om at tilhørerens rytmiske medsvingen kan afvige mere eller mindre fra solistens udspil. Derved bliver satsen endnu en kommentar til modstillingen “på scenen” (in scéna) overfor “inden i” (intimo).

Per Nørgård (1984)

PROGRAMME NOTE: SONATA FOR CELLO SOLO NO. 2 – Sonata in due tempi (1953/1980)I: SOLO INTIMO, 1953II: SOLO IN SCÉNA, 1980In taking into account the number of years between their composition, it will be appreciated that the two movements in the sonata are each separate works.The bringing together of the two works should be seen as an irresistible case of ”opposites attract” rather than an effort of cyclic wholeness. The two titles are also ”opposites”, intimo and in scéna representing respectively the recurring phenomenon of being ”off stage” and ”on stage”, the two sides of the coin, yin/yang etc.SOLO INTIMO is one long, slowly and quietly developing arc, and the melodic material is of a Nordic, perhaps even Sibelian, calm.

SOLO IN SCÉNA, in contrast, unfolds in a constantly changing restlessness, and the rhythms defy any constant metric equilibrium. IN SCÉNA may be perceived, rhythmically, in either two- or three beat patterns, depending on the focus of the listener himself.The soloist is, however, in no doubt about the rhythmic patterns and will try to make them as clear and audible as possible – but he will also be aware of the constant ambiguity; this will be yet another juxtaposition of the ”on” and ”off” stage situation.Per Nørgård (1984)