RAPSODI – i D (1952)

Tilbage til værkfortegnelsen

For klaver og symfonisk orkester.

Tilegnet pianistinden Lise Jensen.

Varighed: 11´

Værknummer: 25


VÆRKNOTE: RAPSODI (1952) for klaver og symfonisk orkester.

Værket blev komponeret i 1952, men aldrig bragt til opførelse, da min kompositoriske udvikling tog sådan fart, at jeg simpelthen udelod rapsodien fra min værkrække. Først den direkte efterfølgende ”Kvintet” (Hommage a Marc Chagall) blev tilkendt opusnummeret 1. Årsagen var måske mindre at finde i mit forbehold overfor de tydelige Stravinsky/Bartok´ske påvirkninger i rapsodien end i mit ønske om at indlede min (”livsvarige”, som jeg troede) opusrække med en kraftig sag: kvintetten varede en hel halv time, overfor rapsodiens kun tolv minutter ...Siden har jeg måttet konstatere at visse endnu tidligere stykker, bl.a. mellemsatsen af en strygersuite (Adagio for strygere), to satser af en strygekvartet (nu Strygekvartet Nr. 1)og en korsang (Søvn) med rimelighed også er sluppet ud af ”De Uspilleliges Usalige Værkrække”. Da det derfor, ved indtrufne tilfældigheder, kom på tale, 47 år efter færdiggørelsen, at uropføre denne ”Rapsodi” (”i D” er nyligt tilføjet) gik jeg ind for det, om end med en naturlig bekymring: ville den særlige ”tone” og ansatserne til den senere, i 1960´erne opståede, minimalisme (vedholdende, rytmisk pågående figurer) kunne balancere mod den stadig umiskendelig Stravinsky/Bartok-påvirkning?Tiden vil vise det.

Foreløbig ser jeg frem til oplevelserne, at kunne glæde mig over pianisten Amalie Mallings hengivne indsats for mit værk, at kunne høre de flerstemmige modspil ”af-en-ny-art”, som rapsodien også rummer, (mellem solist og orkester) og at tage imod, forhåbentlig uden at blues, de meget naturlyriske, nærmest drømmende forløb i kontrast til de pågående passager – og forhåbentlig uden dét, for så vidt naturlige, forbehold som en ældre komponist let indtager overfor sit purunge, ´naive´ jeg.

Per Nørgård (Februar 1999)

PROGRAMME NOTE: RHAPSODY in D, for piano and orchestra (1952).

This small concerto was composed 1952, but never premiered. Some of my early forgotten pieces – before my Opus 1 (Quintet. Hommage a Marc Chagall, 1953) – got a second life, for example movements of a string suite (Adagio for strings), two movements of a string quartet (now No. 1) and a choral piece (Søvn – Sleep). When I was asked to have the early “Rhapsody” performed after almost 50 years I accepted, although a little worried if there would be a balance between its special "tone", the small signs of the later minimalism (repeated rhythmic patterns) and the clear inspirations from Stravinsky and Bartok.

Time will show. But the initiative of the dedicated pianist Amalie Malling has made it possible to hear the new kind of a polyphonic play between soloist and orchestra that the piece also present. – As well as the naive, dream lyricism that a composer always is a little afraid of in his early works..

Per Nørgård (February 1999)