SINGE DIE GÄRTEN, MEIN HERZ, DIE DU NICHT KENNST (1974)

Tilbage til værkfortegnelsen

For blandet kor (SSAATTBB) og 8 instrumenter (fløjte, klarinet, horn, harpe, klaver, 2 percussion, cello). Oprindelig version.

Tekst af Rainer Maria Rilke (fra ”Sonette an Orpheus“).

Kompositionen kom senere til at indgå i slutkoret af SYMFONI NR. 3 (Nr..140)

Varighed: 12´

Værknummer: 139a


VÆRKNOTE: SINGE DIE GÄRTEN, MEIN HERZ (1974). For blandet kor og 8 instrumenter.

I foråret 1974, efter to års komposition af første sats af min ”Symfoni nr. 3” havde jeg flere gang taget tilløb til at begynde på anden satsen. Jeg afbrød imidlertid dagligt dette arbejde… for at begynde at komponere et større korværk. Teksten var ikke det igangsættende, men efter et stykke tid, let tøvende, blev jeg hurtigt tiltrukket af Rilkes sonet som jeg kendte siden min ungdom, men aldrig havde forstillet mig at skulle tonesætte. Nu gjorde jeg det med den mest naturlige, ja nærmest forbrugeragtige følelse i verden.

Det var først efter færdiggørelsen af korværket at jeg blev klar over at jeg havde komponeret et lag, det vokale og sangbare lag, i symfoniens afsluttende del – som så altså måtte inkludere et stort kor.

Sådanne værkforbindelser er helt i overensstemmelse med min kompositoriske praksis siden ca. 1970, en praksis der er blevet stadig mere ´hierarkisk´ og mangelagdelt. Mine værker kan nu i høj grad betragtes som organisk forbundne vækster, som udvidelser af hinanden – undertiden på en sådan måde at de kan opføres samtidigt, som for eksempel med ´værk-parret´ fra 1973 ”Turn (for klaver) og ”Spell” (for trio), i hvilken klaverstemmen består af værket ”Turn”. Eller de ti relaterede satser i værket ”Libra” (for Tenor, Guitar, slagtøj og andre instrumenter ad lib.), der kan opføres i forskellige kombinationer. Set i lyset af dette var det naturligt at mit korværk kunne blive afslutningsdel i min ”Symfoni nr. 3” (1972-75).

I ”Singe die Gärten mein Herz, die Du nicht kennst” (1974) benyttes som grundmateriale et udsnit af min såkaldte uendelighedsrække, hvis overtoner så frigøres i de forskellige vokale stemmer, rytmisk udformet ud fra det gyldne snits proportioner 2:3. Værkforløbet er formet som en bølgende proces, hvor hvert musikalske øjeblik samtidig rummer en rest af fortiden og et glimt af fremtiden – ud fra den helhedsopfattelse, der er sammenfattet i Rilke-sonettens ´fühl, dass der ganze, der rühmliche Teppisch gemeint ist´.Med denne vision om helhed og kollektiv menneskelig vilje kom korværket ´Singe die Gärten, mein Herz” til at indgå som en naturlig afslutning af min 3. symfoni (1972-75).Per Nørgård (1975)

PROGRAMME NOTE: SINGE DIE GÄRTEN MEIN HERZ. For mixed choir and 8 instruments.

In the spring of 1974, after two years of composing, I had completed the first movement of my “Symphony no. 3” and attempted numerous times to begin the second movement. I interrupted the work almost from day to day to start a piece for chorus. The text was not the impetus; I chose it after some time, first hesitantly, but was soon drawn to Rilke's Sonnet, which I knew from my younger days, but never believed I would attempt to set to music. I did so now, however, without fear and with the most natural, consumer-like feeling in the world.

It was first after the work's completion that I realized that I had composed one of the levels or layers of the closing section of my symphony, which would include the chorus. This is quite in accordance with my compositional development during the last five years, which has becoming more hierarchical and multi-dimensional in character. My works may, to a continually higher degree, be understood as organically interrelated parts; they can largely be thought of as extensions of one another of one another or may even be performed together, as for example with the pair “Turn” (1973) for piano and “Spell” for trio (in which “Turn” is the piano part), or with the ten movements of “Libra” from 1973 (for Tenor, two choirs, guitar, percussion). In this way there in nothing unusual in “Singe die Gärten” is both an independent choral work, in addition to being the concluding coda in the “Symphony no. 3” (1972-75).

“Singe die Gärten mein Herz, die Du nicht kennst” (1974) is built on a slow melodic line from my so-called melodic infinity series, from which overtones are springing like from a vocal fountain, in rhythms based on different 2:3 relations based on the Golden Section. The piece is formed like a waving, gradual process, where every moment at the same time has traces of the past and shows signs of the future in the process, related to the organic, holistic vision in Rilke´s Sonnet: “…fühl, dass der ganze, der rühmliche Teppisch gemeint ist.”Per Nørgård (1975)