CANON (1971)

Tilbage til værkfortegnelsen

For orgel.

Tilegnet organisten Jesper Jørgen Jensen.

Varighed: 25´

Værknummer: 132


VÆRKNOTE: CANON (1970-71) for orgel.

Værknote – kort:

Elementære melodiske motiver, rytmisk fleksible, gennemløber under syv kredsløb en række trestemmige canoniske bearbejdelser. Rituelt forløber hvert kredsløb i 8 stadier, der rytmisk udvikler sig fra ´periodisk pulsrytme´ (2-4-8-16 osv.) til totalt 'gyldne snit' (2-3-5-8-13 osv.) og tilbage igen – på en anden måde.

CANON er komponeret 1970-71 og er tilegnet Jesper Jørgen Jensen. Varigheden er ca. 22 minutter.

Per Nørgård

Værknote – længere:

CANON (1970-71) for orgel

Mine tre store orgelværker er blevet til med næsten lige store tidsintervaller: ”Partita Concertante” 1958, ”Canon” 1971 og Trepartita1987. De er derved indbyrdes meget forskellige og udtrykker hver for sig det karakteristiske i tilblivelsesperioden; således er ”Partita Concertante” – hvad melodik og harmonik angår – typisk for min “nordisk inspirerede” 1950er-musik (hvorimod det rytmiske er barokpræget, men i sin vildtvoksende polyfoni peger fremover mod den krise o. 1960, der markerede modernismens indbrud).

”Canon” er allerede hinsides 1960ernes heftige eksperimenteren og nærmest lagt an på en klassisk syntese af de “holdbare kriterier”, jeg var nået frem til og som udfoldelsesmæssigt kulminerede i min ”Symfoni nr. 3”(1972-75). I ”Canon” gennemføres en systematisk “fejring” af tidløse tone- og rytmeorganisationer: 7 cykler, hver underdelt i 8 faser. ”Trepartita ” befinder sig et helt tredie sted, men kan dog erindre om de to tidligere værker, fx i det “vildtvoksende” liniespil i ”Partita concertante” og i anvendelsen af den melodiskabende teknik kaldet ´uendelighedsrække´, som jeg fandt frem til i 1960 og som gennemsyrede ”Canon” fra først til sidst.

”Canon” blev skrevet på opfordring til organist Jesper Jørgen Jensen i 1971 og uropført d. 25/5 1972 i Århus Domkirke efter et næsten prometeisk forberedelsesarbejde til realisationen af det yderst komplekse værk: Flerlagethed med forskellige samtidige tempo-forhold er Alfa og Omega i ”Canon”. I løbet af værket gennemføres en systematisk “fejring” af tidløse tone- og rytmeorganisationer over 7 cykler (hver underdelt i 8 faser).

Hver af de 7 cykler er således underdelt i 8 faser (minimum 8, undertiden flere), og hver cyklus beskriver, næsten rituelt, et trestemmigt forløb, i tre samtidige, forskellige tempi, der bevæger sig fra absolut periodik (dvs. puls) henover “gyldne snit”-forløb og tilbage igen (ad en anden vej) til periodisk puls. ”Det gyldne snit” forekommer ofte i naturen, fra solsikkefrøs placering over grankoglers struktur til fx håndens og et finger-leds proportioner. Det gyldne snit modsvarer som måske bekendt tre længder (her: varigheder), hvoraf ”den korteste er så meget kortere end den midterste, som denne er kortere end den længste”. Heraf følger, at de to korte tilsammen er lige så lange som den længste, hvilket fremgår af de følgende (tilnærmede) tal: 3 : 5 : 8. (jf. den såkaldte Fibonacci-talrække: 1-1-2-3-5-8-13-21-34 (etc.), hvor de foregående to tal rummes i – eller danner – det næste tal i rækken).

At tallene kun kan være tilnærmede, beviste Pythagoras – (og just denne kendsgerning bevirkede nødvendigheden af, at ”Canon”-partituret blev trykt dels i en “gylden notation” med selvopfundne symboler for de gyldne relationer overfor de “periodiske” (buer overfor vinkler osv.), dels i en traditionel “metrisk notation”, der, som antydet med Fibonacci-tallene, kun kan være en tilnærmelse...

Hele denne næsten abstrakte tone-tidsverden, med toner hentet fra min (også halvt abstrakte) uendelighedsrække var egnet til at drive såvel organist Jensen som komponist Nørgård ud i fortvivlelse, hvad virkeliggørelsen angik! Historisk er der visse paralleller – (sans comparaison) – til Bachs ”Kunst der Fuge” og ”Musikalisches Opfer”, og jeg vil altid være J.J.J. taknemmelig – posthumt – for den store indsats, som næppe var taknemmelig i sig selv. Canon har en spilletid på 22-25 minutter.

Per Nørgård (1992)

Værknotens indledning (”Mine tre store orgelværker…. fra først til sidst.”) kan bruges eller udelades efter behov og ønske.

PROGRAMME NOTE: CANON (1970-71) for organ.

Programme note – short version:

Simple and rhythmically flexible melodic motives are run through and repeated in seven cycles, through a series of three-part canonic workings-out. Each cycle unfolds in 8 stages, which move rhythmically from periodic pulse rhythms (2-4-8-16), to the total golden section (2-3-5-8-13 etc.), and back again, by another route.

CANON was composed in 1971 and is dedicated to Jesper Jørgen Jensen.

The duration is ca 22'.

Per Nørgård

Programme note – longer version:

CANON (1970-71) for organ.

My three large organ works were composed at regular intervals: Partita concertante in 1958, Canon in 1971 and Trepartita in 1988. They are all very different but do express the characteristics of each period. The melody and harmony of the Partita concertante is typical of my ‘Nordic’ music of the fifties (whereas the rhythm has a baroque character and its overgrown polyphony points towards the crisis about 1960, indicating the breakthrough of Modernism). Canon is already beyond the intense experiments of the 1960s and is practically based upon a classical synthesis of ‘valid criteria’ which I had then achieved and which were displayed in my Symphony no. 3 from 1975 as a climax. In Canon a systematical ‘celebration’ of timeless organizations of tone and rhythm is carried through in 7 cycles, each divided in 8 phases. Trepartita is situated at quite a different place yet it may have some resemblance to the two earlier works, for instance the ‘overgrown’ counterpoint in Partita concertante and as to the use of the melodically technique called ‘infinity-row’ which I had found in 1960 and which imbued Canon from its beginning to its end.

Canon was written to Jesper Jørgen Jensen in 1970-71, on request by him, andhad its first performance 25th of May 1972 in the Cathedral of Århus (Denmark), after a nearly Promethean preparatory labour for the realization of the extremely complex work. The ´poly-metrical´ display (another word for stratification with different simultaneous tempo-relations) is the ‘Alpha and Omega’ of Canon: Its 7 ‘cycles’ are subdivided into ‘phases’ (at least 8, often more) and each ‘cycle’ describes, almost ritually, a 3-part counterpoint, in 3 simultaneous, different tempos moving from absolute periodical pulse towards the proportions of the ‘golden section’ and back (yet by another way) to periodical rhythm. The ‘golden section’ refers to the mutual proportions of three lengths (in this case: durations): the shortest section has the same proportion to the middle section, as the middle has the longest, and consequently the two shorter ones are together the same length as the longest, for instance in the approximate numerical proportion: 2-3-5-8-13 et cetera (the so-called Fibonacci series). (hvad med 1 før 2??) Pythagoras already proved that the numbers can only be approximate and this very fact called for the necessity of two prints of Canon: one ‘golden’ notation with self-invented symbols of the ‘golden’ relations opposite the ‘periodical’ – (angles opposite curves and the like) – and one edition in a traditional ‘metrical’ notation which, as already indicated, can only be an approach. All this almost abstract universe of tones and rhythms, with notes from my, also half abstract, “infinity row” (or “infinity series”, a principle that I found in 1959) was apt to drive both organist Jensen and composer Nørgård into despair, as far as the realization was concerned! Historically there are certain parallels – (sans comparison) – to Bach’s ‘Kunst der Fuge’ and ‘Musikalisches Opfer’ – and I will always be most grateful to Jesper Jørgen Jensen – posthumously – for his great effort, which was hardly rewarding in the first place. The duration of Canon is around 22-25 minutes. Per Nørgård (1991)

Note: The introduction (“My three large… …to its end”) may be used or not, ad libitum.