LABYRINTEN (1963)

Tilbage til værkfortegnelsen

Opera i 2 akter, for soli, symfonisk orkester, elektrisk forstærket (fjern-)ensemble, rockgruppe og lydbånd.

Libretto af Bent Nørgaard

Bestillingsværk for Det Kgl. Teater.

Varighed: 75´

Værknummer: 84


VÆRKNOTE: LABYRINTEN OPERA i 2 AKTER (1963). For soli, symfoniorkester (samt elektronisk fjernorkester, elektroniske lydbånd og rockgruppe).

Libretto af Bent Nørgaard.

Per Nørgård om operaen (fra Det Kgl. Teater-program, ved uropførelsen i 1967):Lad os af praktiske grunde kalde ”Labyrinten” en opera. Dels var det netop en “opera” Det Kgl. Teater bestilte, dels har betegnelsen jo i tidernes løb dækket over så mange stil- og udtryksformer, at den såmænd også nok kan rumme ”Labyrinten”. I øvrigt er der ingen anden artsbetegnelse der kunne anvendes med større rimelighed; ganske vist indgår der i operaen elementer af syngespil, melodrama, show, mime, groteske (m.m.) i en sådan mixtur, at min bror og jeg en overgang overvejede ordet “operatorium”.Ikke mindst da det faktisk ér en operation der finder sted, en operation der fjerner visse vrangforestillinger hos hovedpersonen, kontrollør Eliassen – med katastrofale følger. Operations-kniven føres henholdsvis af direktøren, restauratøren og af Soffy – sluttelig også af Eliassen selv. Operationerne foregår ved konfrontationer, hvor Eliassens forestillinger om verden og sig selv konfronteres med realiteterne. Disse er følgende:

1. Eliassen betragter sit arbejdssted som en pest. I løbet af de 13 år han har stået som kontrollør i forlystelsen “Labyrinten” har han ophidset sig stadig mere mod de malede tønde-rekvisitter, de magiske spejle, labyrintgangene, risten med vindpust nedefra og hele det øvrige forvirrings-apparatur, som højttalerstemmen konstant og overbegejstret kværner op om. For Eliassen er det symboler og symptomer på den meningsløshed, det pjat, han føler man har gjort tilværelsen til (“ – i byerne mest, men også på landet – en skrattende radio på en markvej, idiotisk røde negle på en bondepige”). Labyrinten fremmer blot forfaldet og smigrer behaget og lysten. Eliassen har derfor, inspireret af en artikel i det populære magasin “Frem” undfanget ideen om en model af Dantes Inferno! I stedet for den meningsløse forvirring skal Labyrinten ombygges til et bjerg – af papmaché – med en sti snoende sig op til det jordiske Eden (og udgangen). Fra stien fører slugter og gange ind i bjerget og dets huler, hvor blide stemmer frister dem som går forbi med rigdom, kvinder og mænd, ja “vin, sang og kvinder”: lokkemad, der frister de svage “bort fra stien og ind i en skakt, et sugende kredsløb, ind i en verden af skrig, pinsler og fortvivlelse: Helvede, med alle dets kredse og straffe (tableauer forstås)” … Man ender ved bunden og må møjsommeligt begynde forfra opad. Og næste gang står man sikkert bedre imod – man har lært noget om livet! – og når helst frem til Eden, og udgangen. Denne ide vil Eliassen nu forelægge direktøren med planer og tegninger.

2. Eliassen betragter sig selv som en slags lutret person. Han var gift, men hans kone Anna var uordentlig og vanærede ham under krigen med en tysk desertør. Han tilgav og ville hjælpe hende op mod et rigere og renere liv, men hun rejste fra ham med deres barn. Sidste gang han så hende havde der været en brand, hvorunder deres barn omkom. Han fandt sin tidligere kone ude på Dyrehavsbakken i cafe “Solsikken”. Endnu engang tilgav han – men hun lo … Det regnede og Eliassen søgte læ, tilfældigvis i forlystelsen Labyrinten, hvor latteren kom igen fra alle kroge. Og da var det han besluttede at bekæmpe ondskaben og kvæle denne evindelige latter. Han undfangede sin store plan – og blev kontrollør i Labyrinten, for at forbedre sit fremstød.Disse Eliassens forestillinger konfronteres dels med direktørens absolutte mangel på interesse for Eliassens ideer, og med restauratørens absolutte misforståelse af disse, samt med erkendelsen af sig selv som uværdig. Denne handling udfolder sig i to akter, der viser forlystelsen Labyrinten henholdsvis udefra og indefra, således som Eliassen oplever sig selv og omgivelserne – med scenen og orkestergraven som øjne og øren, og salens højtalere som erindringsstemmer.Denne anskuelsesmåde præger naturligvis personernes fremtrædelser, der forlenes med større eller mindre grad af virkelighed, alt ud fra den berøring de har med Eliassens interesseområde. Dette udtrykker sig i personkarakteristikken, hvor fx de tre loge-brødre konstant i Eliassens betragtning er papfigurer, rene stereotyper – og følgerigtigt kun udtrykker sig i konforme klicheer med ´stafet-sætninger´ á la Rip, Rap og Rup (i Disney´s Anders And-historier). Til gengæld forvandler restauratøren sig konstant, fra kliche-figur i 1. akt, over nedværdigelse i 2. akt ved en pinlig klaustrofobisk panik i et labyrint-kammer, derpå ophøjet til suveræn skabergud (i sin begejstring for de udvendige sider af Eliassens planer) – og endelig til en falden engel, forræderen mod de store ideer (da det går op for Eliassen at hans fortolkning af Inferno/Eden-ideen skal resultere i en stor-restaurant, “eksklusiv, eksklusiv, hvor alle skal komme!”).Musiken er komponeret ud fra disse synspunkter og er blevet en “rolle-musik” i anden potens, eftersom sangernes roller jo (igen) er roller i Eliassens fantasi. Tonesproget bevæger sig derfor over et spektrum – fra personligt idiosynkratisk stil-udtryk til “stil-billeder”, kulminerende i direkte citater, der undertiden optræder i musikalske spejlformer, analogt med Labyrintens “magiske spejle”.I samklang med operaens planforskydninger (fra større til mindre dybde) og ud fra en intention om umiddelbar overskuelighed er Labyrinten en “nummeropera” – ganske vist med mime, show- og talenumre imellem arier, duetter og ensembler. Hvert nummer har sin titel, således at fx 2. akt inddeler sig som følger:Labyrinten (mime)På det gyngende gulv (ensemble)Forbudskvartetten (kvartet)Mellemtid (ensemble)Restauratørens mareridt (recitativ/arie med kor)Åndernes møde (duet)Paradiso I (responsorium)Paradiso II – Highlights in the Twilights (show)Inferno I (arie)Inferno II (melodrama)Inferno III (taledrama)Lukketid (mimedrama)Flammer (duet)

Som det ses har Dantes “Den Gudddommelige Komedie” ikke blot inspireret Eliassen, men også komponist og librettist. I realiteten er operaens 2. akt da også opbygget med model i originalens ”Inferno”-del – med 1. akt som Prolog. I Dantes ”Inferno” tiltager synderne – og straffenes rædsler – i koncentriske cirkler med det onde selv i centrum, evigt tyggende på de tre største forrædere. Yderst er “limbo” for de lunkne, som udtrykkes i de første af 2. akts scener, mens de tre Inferno-scener er pinsler for hovedpersonen, kulminerende med 3. Inferno-scene med den værste, fra det eget indre kommende, rædsel. Paradiso-scenen er indskudt som restauratørens paradis-forestilling (der for Eliassen er Sodoma og Gomorra!).

Til gengæld må de “to unge” karakteriseres som udtryk for ophavsmændenes paradis-forestilling: de er simpelthen et forelsket par, og som alle forelskede er de uden de normale forbindelser til omverdenen. Da hverken de tager notits af Eliassen – eller han af dem – er de sådan set operaen (som jo ér Eliassen) uvedkommende. Men i forhold til Eliassen og personerne omkring ham giver de dybde (“et skær af virkeligt grønt – virkeligt blåt …”).Per Nørgård (1967)

PROGRAMME NOTE:

LABYRINTEN (The Labyrinth) – OPERA i 2 ACTS (1963). For soli, symphony orchestra, (including electronic ´distant orchestra´, electronic sounds and a rock group).

Libretto: Bent Nørgaard.

The opera “Labyrinten” (The Labyrinth) is in a way a modern variation on Dante´s “The Divine Comedy”, but the location is an amusement park, the long ´journey of life´ is a new amusement house in the park and the man with the vision of this new idea, that will “change people for the better”, is the frustrated and desperate Mr. Eliassen, working in the traditional “Fun House” (The Labyrinth) and studying the ordinary people´s way of life, seen by Eliassen as a Sodom and Gomorra. All the same, Eliassens visions will end more as a “Inferno” than a “Paradiso”.

The opera is a mixture of ´singspiel´, melodrama, show, mime, grotesque and the librettist, my brother Bent, and I considered calling it “an operatorium”. In a way “Labyrinten” is a number opera, with mime, show- og spoken language between arias, duets and ensembles. For instance Act 2 has the following order:

Labyrinten (mime)On the slippery floor (ensemble)Prohibition quartet (quartet)Transit time (ensemble)The Nightmare of the Restaurant director (recitative-aria with choir)The meetings of the spirits (duet)Paradiso I (responsorium)Paradiso II – Highlights in the Twilights (show)Inferno I (aria)Inferno II (melo drama)Inferno III (spoken drama)Closing time (mime drama)Flames (duet)

Per Nørgård (1967)