DOMMEN (1962)

Tilbage til værkfortegnelsen

- scenisk ungdomsoratorium, for soli, blandet kor, lige stemmer, orkester, lydbånd.

Oprindelig version.

Tekst af Bent Nørgaard.

Varighed: 50´

Værknummer: 75a


VÆRKNOTE: DOMMEN (1962).

Scenisk oratorium i 2 billeder og epilog for solister, bl. kor og skoleorkester.

Tekst: Bent Nørgaard; musik: Per Nørgård. Digtet og komponeret fra juni 1961 til februar 1962.

Personer: Pilatus (talerolle), Kajfas (bas og tale), Peter (tenor og tale), Judas (baryton og tale), Josef af Aramatæa (baryton og tale), Maria (mezzo), Kaptajn og borgermænd (taleroller). Handlingen foregår i Jerusalem fra morgen til aften den langfredag Jesus domfældes og korsfæstes.

Instrumentarium: strygere (violiner, celli og kontrabas), blok- eller tværfløjter, klarinet, 4 trompeter; Orff-instrumentariet: klangspillene, xylofoner, rytmeinstrumenter og pauker. Klaver. Båndoptagere og højttalere.

Dette langfredagsoratorium ”Dommen” uropførtes ved en D.U.T.-koncert på Konservatoriet søndag den 15. april 1962 og gentoges dagen efter den 16. april. Medvirkende var de musikstuderendes kor under ledelse af Niels Møller; Statsseminariet på Emdrupborgs kor, indstudering Harald Bjerg Emborg, samt et orkester sammensat af de studerende fra ovenfor anførte læreanstalter.

Dommen” opstod som resultat af tre sammenløbende idéer, hvoraf ingen kunne tænkes foruden: For det første opfordrede musikpædagogen Harald Bjerg Emborg mig til at skrive et påskespil for voksne amatører – i fortsættelse af julespillet ”Det skete i de dage”(1959), som var for skolebørn; dernæst viste det sig at min bror, Bent (julespillets digter) gennem flere år havde haft et dramatisk spil med Pilatus i tankerne, Pilatus som en aktuel, eksistentiel tvivlerskikkelse – (”hvad er sandhed?”). Endelig havde jeg selv gennem lang tid haft trang til at omsmelte mine arbejdsmetoder fra koncertmusiken til anvendelighed for skoler og amatører.

Dette kræver en uddybning: i mine senere værker (fra ”Konstellationer” til Fragment I-VII, dvs. 1958-1962) havde jeg på den ene side udviklet en temmelig konsekvent, seriel organisation af de musikalske elementer, tonehøjde, værdier etc. På den anden side stræbt mod en lettelse af opførelsesvanskelighederne ved at udvikle nye notationer, der skulle beskrive forskellige grader af spilledisciplin, lige fra den traditionelle, metriske notation, gennem en friere ”optisk” – op til en ”improvisations”-notation. – I øvrigt havde jeg også i tidligere skolemusik-værker anvendt improvisations-elementet, men jeg følte nu tiden inde til en gennemgribende sammensmeltning indenfor amatørmusikken af ”lukket” og ”åben” teknik.

Grunden er indlysende. Åbenheden i improvisationsteknikken og den ”optiske” notation stemmer, for mig at se, på slående vis overens med åbenheden indenfor skolens musikliv. Sangernes og instrumentalisternes vidt forskellige alder, anlæg og færdigheder, det uforudsebare antal af medvirkende og ikke mindst Orff-instrumenternes ”åbne” karakter synes at rumme en oplagt indbydelse til at komponere aktuelt-musikalske værker med anvendelse af alle samtidsmusikens indvundne friheder: kombination af korisk sang, råben, tale og mumlen, inkorporering af ”umusikalske”, men skuespiller-begavede elever, sanger-elever hvis manglende tekniske færdigheder erstattes af selvskabende fantasi (imødekommet af rig lejlighed til improvisation), elektrofoniens objektivitet overfor subjektiviteten i de yngre elevers, børnenes, lyttende, indadvendte spil ved metallofoner og xylofoner etc. – og alt gennemvævet af én bevægelsesretning, den røde tråd, den dramatiske idé, der forekommer mig uovertræffelig som drivfjeder i en skoles fællesmusikalske arbejde. – Kort sagt: jeg finder at der i dag er en oplagt chance for at nå til en amatør- og skolemusik, der ikke lyder som en velment, fattigt-beklemt efterligning af ”rigtig”, professionel musik – men som både lyder og er – sig selv, myndig og autentisk, – og som principielt ikke kan udføres bedre af fagfolk. – ”Dommen” er tænkt som et skridt i den retning.

Nogle eksempler: Indledningskoret viser dagens komme, tingene skabes ved lyset, som på den første dag. Denne genesis´ rækkefølge er den kendte, fra kosmos over jorden og dens dyr, planter og til mennesket, men går i forudgribelse af dramaet endnu videre: husene nævnes, byen, torvene, gyderne med begæret, hovmodet, griskheden, sluttende panisk truende med ”solen er hvid, som en luende ovn er dagen kommet”. Disse stadier følges musikalsk gennem elementær elektrofoni, konkret lyd, instrumentalklange, nynnen, syngen, hvisken, råben til en kaotisk menneskemasselyd.

Begyndelsens improviserede klangbølge-nynnen afløses af stemmernes krydsvise artikulation af ”mørket ruger”. Ved ordene ”men alting er” er hele værkets grundstruktur bragt, og denne tolvtonale væren klinger statisk videre i klang-spillenes pianissimo-improvisationer, som først ophører gradvist på ordene ”stjernerne blegner”.

Kajfas besværgende fordømmelse af alle ”der går udenfor reglen” udtrykkes i ekstatiskpræget sang (men ikke talesang) på fritvalgte toner; den manisk oppiskede mængde repeterer hypnotiseret ordene ”fjernhed”, ”tørst” og ”vanvid”, hvor de glider op på fikserede tonehøjder, indstillet på anråbelsen ”frigiv Barrabas og korsfæst den anden”. Hertil kommer, især i andet billede (”Golgata”), samtidige gruppe- og solovirkninger, hvor der optrædes i øst og vest på én gang, kun med dramaets udvikling som synkroniserende faktor.

Jeg vil ikke her forsøge nogen analyse af Dommen, blot pege på et par manifeste resultater af den kompositoriske fremgangsmåde. Der er vist nogenlunde enighed om, at den moderne ”dodekafone serialisme” er en faktor, der i hvert fald ikke letter udførelsen og tilegnelsen af et musikværk. Tværtimod har serielle komponister i en vis periode ved at anvende en gennemgribende ”seriel organisation” bevidst søgt at forhindre tilhørerens mulighed for at forudane kommende øjeblikkes toner og klange. Med Dommen har jeg haft forestillingen om en musik indeholdende alle grader af opfattelighed-uopfattelighed, hvor prægnante indslag (lige til sangbar melodik) organisk udsprang af en permanent baggrund af lovmæssig, musikalsk struktur. Set ud fra dette synspunkt får serialismen en afgjort støttende funktion for udøvere og tilhørere (hvilket de foreløbige prøver allerede har bevist).

Der er da heller ikke i Dommen anvendt dodekafoni, ingen tolvtonerække ligger til grund for værkets serialisme, men en art uendeligheds-tonerække udprojiceret af de første fire toner. Med hensigt er disse fire toner ganske vist udvalgt således, at de sammen med de følgende otte udgør en tolvtonerække; uendelighedsrækkens videre forløb er dog ingen fortsat afrulning af denne tolvtone-række (eller dens omvendingsformer). Snarere kunne man karakterisere uendelighedsrække-udviklingen som en fortsat aflejring af ´firetone-strukturer med påviselig indre sammenhæng´.

Hvor væsentlige disse mikrostrukturers tilgrundliggende enhed end er, afgørende for opfatteligheden vil det imidlertid være, at hele Dommen er opbygget på sådanne 12 forskellige, utransponerede ”firetone-klaser”. Nu er 12 gange 4 jo lig 48 og man skulle mene, at 48 toner var vanskeligere at holde rede på end en tolvtonerække, der i sig selv vanskelig nok. Men en nøjere betragtning viser, at ”klaserne” igen er opbygget udelukkende af faste 2-tonepar (d-es, g-b ...), hvorfor Dommen´s tonale organisation kan føres tilbage til kun 6 tonepar. Desuden, og frem for alt, er der tale om 12 firetone-gestalter!

Dommen´s musik kan således ikke betegnes som tonal, da grundtonefornemmelsen holdes svævende og derfor begrebet grundtone pr. definition ophæver sig selv. Ej heller atonal. Snarere ville ordet modalt forekomme mig velegnet, skønt det i bevidstheden er knyttet til kirketonearter og andre diatonisk-prægede skaladannelser. Kunne man udvide, eller forandre, begrebet modalt til at omfatte alle arter af fikserede tone- (rytme-, styrkegrads- etc.) organisationer, helt op til de mest komplekse, ville det måske kunne sige noget rigtigt om Dommen´s tonesprog – og dermed også om tonesproget i alle mine senere værker.

Per Nørgård (1962)

Note – til orientering: Værknoten er et uddrag af artiklen ”Eftertanker til ”Dommen”(1962).

PROGRAMME NOTE: DOMMEN (The Judgement) – for soli, choir and youth orchestra (1962).

A modern Passion for youth choir and orchestra, with libretto by my brother, Bent Nørgaard, also the librettist of my first opera, "The Labyrinth" (1963).

Per Nørgård (1962)