LYGTEMÆND I BYEN (2005)

Tilbage til værkfortegnelsen

Eventyrkantate for mezzosopran (inkl. recitation), trompet, trombone, violin, cello, klaver.

”Kammerversion, dansk” (af Nr. 355a).

Frit efter H.C. Andersens eventyr, med sangtekster af Suzanne Brøgger.

1. Forspil: Eventyrene, der slap op

2. Fortælling: Manden, som engang vidste eventyr

3. Fortælling med underlægningsmusik Skovpastorale

4. Arie: Hvor blev eventyret af?

5. Fortælling: Eventyrjagt

6. Arie: Solnedgang og dampende enge

7. Fortælling: Det var ud på aftenen

8. Arie og fortælling med råbekor: En dyster invitation

9. Fortælling: Dét forstår jeg ikke et ord af

10. Sang og spil: Tolv små lygtemænd

11. Fortælling og råbekor: Nu er det en gammel, medfødt lov

12. Arie med voldsomt efterspil: 365 men’sker på et år

13. Talekor med morale: De kunne slet ikke ...

14. Arietta (Finale 1): Rapport fra Eventyrland 

 15. Apoteose-arie (Epilog, Finale 2): Er der noget der ringer?

Værknummer: 361a


VÆRKNOTE: LYGTEMÆND I BYEN (2005) for sopran, trompet, trombone, violin, cello og klaver.

Frit efter H.C. Andersens eventyr (1865), med sangtekster af Suzanne Brøgger (2004).

I anledning af 200-året for H.C. Andersens fødsel bestilte musikforlaget Samfundet til Udgivelse af Dansk Musik et værk efter et frit valgt eventyr hos ti danske komponister, hvoriblandt undertegnede. Jeg valgte eventyret “Lygtemændene ere i Byen, sagde Mosekonen” – af mange årsager, som jeg har berørt i forordet til den eventyrkantate, der blev resultatet og som er skrevet for mezzosopran, skuespiller, blandet kor, børnekor, ungdomstrommegruppe og orkester.

Med deres kunstneriske leder, Anders Beyer, som initiativtager bestilte Athelas-ensemblet en version for blot én sanger (Helene Gjerris – som ved uropførelsen af den store version i Birmingham, England, den 2. april 2005 – som bekendt Andersens fødselsdag) samt fem musikere, som jeg valgte frit: trompet, trombone, violin, cello og klaver. Denne begrænsning medførte naturligvis, at der ikke kunne være tale om et blot og bart arrangement, men derimod en delvis nytænkt helhed. Således betød fraværet af det store orkestrale udtræk (herunder slagtøj og sirene), at jeg i stedet for en ´ironisk´ programouverture (“1864-ouverture”), der antydede den danske natur- og nationalfølelses forfald til overmod og national katastrofe, i den kammermusikalske version egentlig lige så programmatisk forsøgte at udtrykke fantasiens forfald og sluttelige forstening – dette er jo ´den indre side´ af eventyrets første ord, dem om manden, der engang kunne så mange eventyr… “men nu var de sluppet op for ham”.

Fraværet af voksen- og børnekor betød ikke, at jeg måtte udelade alle satser/scener, hvor de ellers medvirker, for i stedet har jeg omskabt nogle af disse numre i den store version til arier. Derved er solistens rolle blevet betydeligt mere krævende. Hvor hun i den store version forblev Mosekone (på bare fødder, efter Helenes egen idé – selvfølgelig som den er, ved nærmere eftertanke), så skal hun nu ikke blot synge arier desforuden, men er også tildelt fortællerens og tilmed digterens (H.C.A. selv!) rolle/roller, som bruger H. C. Andersens egne ord. Som før veksler altså Suzanne Brøggers viltre Mosekonetekst med H.C. Andersens, men i kammerkantaten kommer de fra samme mund, mezzoens!

Et par korsatser er dog blevet skåret til (ned!), idet den store ´Nu er de her´- kulmination (den oprindelige Scene 8) er erstattet af en kortvarig instrumental kampscene. I visse tilfælde udtrykker musikerne sig også vokalt, i tale- eller råbekor og et sted med forsøg på Lygtemands-falsetkor.

Der er to eventyrlige lag i denne kantate, baseret på et eventyr af H.C. Andersen med originaltitlen ”Lygtemændene ere i byen, sagde Mosekonen”. Det første lag er H.C. Andersens egne ord – i Fortællerens fremstilling – som omhandler en ejendommelig tildragelse som Fortælleren er ude for. Det fremgår tydeligt at “manden” i historien er Andersen selv, og at tiden er omkring et år efter 1864, dét krigsår hvor Danmark på grund af styrets kortsynede nationalistiske politik mistede en trediedel af riget til tyskerne. Den begribelige nedstemthed i befolkningen greb også Andersen, han savnede inspiration og kreative impulser. Nu – ved eventyrets begyndelse – føler han for alvor savnet af sin eventyrskaben og han vil opsøge eventyret.

Den nævnte ejendommelige tildragelse er at H.C. Andersen (for ham er det), møder en ægte eventyrfigur, nemlig selveste Mosekonen! Hvad der kommer herudaf beretter Andersen videre om, ligesom det skildres i kantatens musik.

Mosekonen indvilger i at hjælpe den nødstedte digter med eventyrtilbud (“på flasker”), men hun afbryder brat sin hyldest til mosekonebryg og retter i stedet for en advarsel til manden og byboerne: Lygtemændene er i byen og vil fordreje folks hoveder i et helt år! “Så” – slutter hun sin dramatiske afsløring – “tag jer i agt, mennesker! Lygtemændene er i byen.”

Her slutter også Andersens historie – nogen vil sige: just da den skal til at begynde! Sådan tænkte i hvert fald jeg som komponist: historien er en eventyrlig torso. Men en fortsættelse er påkrævet ved en musikalsk fremstilling: hvad laver lygtemændene egentlig i byen? – og hvordan reagerer byfolket? – hvad skete der? Disse spørgsmål lod jeg gå videre til digteren Suzanne Brøgger, og hendes tekster udgør det andet – og lige så eventyrlige – lag i kantaten. Hun placerer nemlig de arme lygtemænd i vor tids metropol, året er 2005 og sammenlignet med omfanget af forførelse og forfald i den moderne verden er 1865-lygtemændenes fristelser for intet at regne. De mislykkes altså bitterligt, mens tilhørerne får en række barske indblik i vor tids moralske tilstand.

Per Nørgård (2005)

PROGRAMME NOTE:LYGTEMÆND I BYEN (WILL-O´-THE-WISPS IN TOWN) – 2005, for soprano, trumpet, trombone, violin, cello and piano.After a fairy tale by Hans Christian Andersen (1865); lyrics by Suzanne Brøgger (2004).

At the occasion of the 200th anniversary of Hans Christian Andersen´s birth. The Society for Publishing Danish Music commissioned works from ten Danish composers, I among them, to be based on fairy tales of our own choice. I chose the fairy tale ”The Will-o´-the-Wisps Are in Town, said the Marsh Witch”, and composed fairy tale cantata for mezzo soprano, actor, mixed choir, children´s choir, drummers and orchestra.Artistic director of the Athelas Sinfonietta Copenhagen, Anders Beyer, commissioned a version for only one singer (Helene Gjerris who sung at the premiere of the large-scale version in Birmingham, England on Andersen´s 200th birthday, April 2, 2005), and five instruments of my choice: trumpet, trombone, violin, cello and piano. This limitation meant that the chamber version would necessarily become a re-composed, in parts (alternativt. “In some ways”) a wholly new work, rather than a mere arrangement of the larger work. Thus, the absence of large orchestral forces (including percussion and siren) meant that instead of the ´ironic´, programmatic overture (“The 1864 Overture”), hinting at how the Danish Romantic devotion to nature and nationality deteriorated into hubris and national catastrophe – the chamber music version attempts, in a manner which is actually just as programmatic, to express the deterioration and ultimate petrification of the creative imagination. This is actually the ´inside´ of the initial words of the fairy tale, about a man who “used to know any number of new fairy tales, but now he had run out of them.” The absence of adult and children´s choirs did not mean that I had to leave out every scene they take part in. Instead, I have recreated some of these movements from the large-scale version in the form of arias. Therefore the part of the soloist is significantly more demanding in the chamber version. In the large version, she remained the Marsh Witch (bare-foot, following Helene´s own idea – self-evident, when you come to think of it), whereas in the smaller version, not only does she have extra arias to sing, but she also takes over from the narrator, as well as that of the poet (Hans Christian Andersen himself!), both of them speaking Andersen´s own words. As before, the wild Marsh Witch-text of Suzanne Brøgger alternates with the words of Andersen, but in the chamber cantata the words are spoken by the same lips, those of the mezzo soprano!A couple of the choir movements have been reworked (reduced!), so that the great “Here they are now”-culmination has been replaced by a short instrumental fight scene. At certain points in the score, the musicians must express themselves vocally in talking and shouting choirs, and in one instance as a falsetto choir of will-o´-the-wisps.Two levels of fantasy coexist in this fairy-tale cantata.The first layer consists of Hans Christian Andersen´s own words, describing a strange incident: Andersen himself meets a real fairy tale character, none other than the Marsh Witch! It is evident that the “man” of the story is indeed Andersen himself, and that it takes place about a year after 1864.Owing to the short-sighed ultra-nationalistic policy of the Danish government, 1864 was the fatal year when Denmark lost one third of its territory (the Second Schleswig War with Prussia and Austria). The understandable misery of the Danish people was shared by Andersen. He felt that he had run out of inspiration and creative impulse. Now, when the story is about to begin (Andersen actually wrote it in 1865), he – the Poet – realizes that he misses writing stories and fairy tales. He decides to go and seek out the Fairy Tale. The Marsh Witch agrees to help out the troubled poet (she is the proud possessor of a whole collection of stories “in bottles”) but, abruptly, she interrupts her “Marsh Witch Brew” and instead proceeds to warn The Man and the townspeople that the Will-o´-the-Wisps have just arrived in town and intend to spend an entire year turning people´s heads! “Therefore,” her dramatic disclosure ends, “be on your guard, humankind! The Will-o´-the-Wisps are in town.”This is where Andersen´s story ends, however. Some will say, it ends just when it was about to begin! At least that is what I thought, as a composer. This story is a wonderful torso, but for a presentation of it in music I needed to know more: what are those Will-o´-the-Wisps really up to in town, and how do the townspeople react? In short, what really happened?I passed my questions on to the poet, Suzanne Brøgger, and her words create (alternativt. “make up”) the second level of fantasy in the cantata. She simply took the poor Will-o´-the-Wisps and placed them in a metropolis of today! The year is now (2005), and in comparison with the extent of seduction and decadence in modern times, all that the 1865-Will-o´-the-Wisps can come up with to tempt us with is quite harmless and to no avail. So, the Will-o´-the-Wisps fail miserably, and the audience is presented with a disturbing succession of revelations of present-day morals.Per Nørgård