KONCERT Nr. 2 FOR VIOLIN – BORDERLINES (2002)

Tilbage til værkfortegnelsen

For violin solo, strygeorkester og percussion.

Tilegnet Rebecca Hirsch.

Varighed: 23´

Værknummer: 341


VÆRKNOTE: KONCERT Nr. 2 FOR VIOLIN – ”BORDERLINES” (2002). For violin solo, strygeorkester og percussion.

Der er naturlige grænser: floder, bjerge, have – og så er der grænser som er et resultat af menneskelige beslutninger, ofte med hjælp af en lineal. Selv om menneskeskabte grænser nok kan betegnes som en slags fantasiprodukter er følgerne af dem ofte højst virkelige for den enkelte.

For solisten i denne violinkoncert repræsenterer (titlens) “grænselinier” de betingelser under hvilke solostemmen udfolder sig, nemlig to radikalt forskellige tonearter i orkesterledsagelsen: den ene er den i vestlig musik almindeligt anvendte “veltempererede” 7- eller 12-tone skala; den anden er så uvant for øret som månens bagside er for øjet, med mikro-toner frembragt som ”overtoner på de dybe strygeinstrumenter”. Da disse to stemninger veksler, ofte brat, og da det er solistens opgave at justere sin intonation til det aktuelle orkesterspil, finder solisten sig konstant udfordret af de skiftende grænselinier.

I denne farezone udfolder de tre satser sig, henholdsvis rastløst søgende (I), indadvendt lyttende (II) og ekspansivt fremadrettet (III).

Per Nørgård (2002)

PROGRAMME NOTE: There are natural borders: rivers, mountains, oceans – and there are borders which are the result of human decisions, often made with the aid of a ruler. Even though human borders can be said to be illusory they often influence individuals very palpably.For the soloist in this violin concerto the borderlines of the title denote the conditions under which the soloist performs the solo part, namely two radically different tone-temperaments with its row of 7- or 12-tones; the other is as foreign to the ear as is the dark side of the moon to the eye, with micro-tones (generated as natural harmonics) on the lower string instruments. The two temperaments interchange, often rapidly, and it is up to the soloist to adjust the intonation of the solo part to the present temperament of the orchestra; the soloist is thus constantly challenged by ever-changing borderlines.In these perilous surroundings three movements unfold: the first is restlessly searching, the second is introvert listening and the third is expansively forward thrusting.Per Nørgård