PARTITA CONCERTANTE. Opus 23 (1958)

Tilbage til værkfortegnelsen

For orgel.

I. Fantasia (Allegro vigoroso)

II. Canto variato

III. Toccata (Allegro)

Tilegnet Finn Reiff.

Varighed: 20´

Værknummer: 52


VÆRKNOTE: PARTITA CONCERTANTE. Opus 23 (1958) for orgel.

Mine tre store orgelværker er blevet til med næsten lige store tidsintervaller: ”Partita Concertante” 1958, ”Canon” 1971 og Trepartita1987. De er derved indbyrdes meget forskellige og udtrykker hver for sig det karakteristiske i tilblivelsesperioden; således er ”Partita Concertante” – hvad melodik og harmonik angår – typisk for min “nordisk inspirerede” 1950er-musik (hvorimod det rytmiske er barokpræget, men i sin vildtvoksende polyfoni peger fremover mod den krise o. 1960, der markerede modernismens indbrud).

”Canon” er allerede hinsides 1960ernes heftige eksperimenteren og nærmest lagt an på en klassisk syntese af de “holdbare kriterier”, jeg var nået frem til og som udfoldelsesmæssigt kulminerede i min ”Symfoni nr. 3”(1972-75). I ”Canon” gennemføres en systematisk “fejring” af tidløse tone- og rytmeorganisationer: 7 cykler, hver underdelt i 8 faser.

”Trepartita ” befinder sig et helt tredie sted, men kan dog erindre om de to tidligere værker, fx i det “vildtvoksende” liniespil i ”Partita concertante” og i anvendelsen af den melodiskabende teknik kaldet ´uendelighedsrække´, som jeg fandt frem til i 1960 og som gennemsyrede ”Canon” fra først til sidst.

Partita concertante” blev komponeret på opfordring af den tidligt afdøde organist Finn Reiff, der uropførte værket i etaper: 1. satsen d. 15/10 1958 på musikkonservatoriet i København, under titlen ”Fantasia concertante” – og hele værket d. 18/10 1960 i Sankt Jakobs Kirke, ligeledes i København. Dette peger på, at satserne også kan opføres isoleret.

Den barokke hentydning i titlen (partita) modsvares af rytmiken i polyfonien. Derved opstår en stilistisk mangetydighed: det barokt-polyfone rytmespil kan ikke frakendes neo-klassiske træk, mens klang og melodik tydeligt peger på min musiks nordiske tilknytning i 1950erne! Det essentielle er dog herved ikke nævnt, nemlig den konstante funktion af disse midler i noget helt tredies tjeneste: flerlagetheden, i mangfoldigheden af samstemte tempo-relationer. Netop dette træk er nemlig det gennemgående i min produktion, uafhængigt af ydre stilmidler. I ”Partita concertante” er dette træk nok mest umiddelbart hørbart i 1. satsens spidst prikkende kontrapunkt til de løbende stemmer, i hele 2. satsens overlejring af hele og fragmentariske melodier, og i 3.satsens sært “skæve” metrik under den typisk barokke toccata-fremdrift.

Per Nørgård (1991)

Værknotens indledning (”Mine tre store orgelværker…. fra først til sidst”.) kan bruges eller udelades efter ønske.

PROGRAMME NOTE: PARTITA CONCERTANTE. Opus 23 (1958) for organ.

My three large organ works were composed at regular intervals: Partita concertante in 1958, Canon in 1971 and Trepartita in 1988. They are all very different but do express the characteristics of each period. The melody and harmony of the Partita concertante is typical of my ‘Nordic’ music of the fifties (whereas the rhythm has a baroque character and its overgrown polyphony points towards the crisis about 1960, indicating the breakthrough of Modernism).

Canon is already beyond the intense experiments of the 1960s and is practically based upon a classical synthesis of ‘valid criteria’ which I had then achieved and which were displayed in my Symphony no. 3 from 1975 as a climax. In Canon a systematical ‘celebration’ of timeless organizations of tone and rhythm is carried through in 7 cycles, each divided in 8 phases. Trepartita is situated at quite a different place yet it may have some resemblance to the two earlier works, for instance the ‘overgrown’ counterpoint in Partita concertante and as to the use of the melodically technique called ‘infinity-row’ which I had found in 1960 and which imbued Canon from its beginning to its end.

Partita concertante (1958) was composed at the request of the Danish organ player Finn Reiff.

The baroque allusion of the title (partita) creates an ambiguity. The baroque polyphonic rhythmical play has certain ´neo-classical´ traits, whereas harmony and melody have its origins in a Nordic tradition. What is most essential, however, is the constant function of these means in the service of a stratification of melodies, of a multiplicity of coordinated tempo-relations. This is a general feature in my production, independent of extrinsic stylistic means – and is therefore also found in other organ works by me, for example "Canon" (1970-71) and "Trepartita" (1987-88).

Per Nørgård (1991)

Note: the introduction (from ”My three large…” to ”…to its end”) may be used if relevant.