BACH TO THE FUTURE (1996-97)

Tilbage til værkfortegnelsen

Koncert for 2 slagtøjspillere og symfoniorkester

”Orkesterversion” (Original version).

Baseret på Det Veltempererede Slagtøj/The Well-tempered Percussionists (Nr. 286), der er

baseret på tre præludier fra Bachs Wohltemperiertes Klavier, Band I (i hhv. C-dur, F#-dur, d-moll).

Tilegnet Safri Duo.

Varighed: 20’

Værknummer: 303a


VÆRKNOTE: BACH TO THE FUTURE (1996-97) koncert for 2 slagtøjspillere og orkester.

Baseret på 3 præludier fra J.S. Bachs Wohltemperiertes Klavier.

Titlen er et ordspil der fluktuerer mellem ”(komponisten) Bach bragt til Fremtiden” og ”Tilbage til Fremtiden”. De tre satser er forskellige variationer over tre præludier (i C-dur, F# dur og d-moll) fra J.S. Bachs samling af præludier og fugaer i Das Wohltemperiertes Klavier – band I.

Jeg var i mange år fascineret af især disse tre Bach-præludier, og ønskede med denne „koncert-version“ for to slagtøjssolister og orkester at belyse og fremhæve nogle af de strukturelle aspekter i disse stykker. Det er min overbevisning at det er et træk ved musikhistorien at den tillader visse kim eller antydninger i en tidligere periode at udfolde sig i en senere fase af traditionen (endda måske flere hundrede år senere) – ikke heterogent, sammenbragt, men som en ekstra dimension af musiken.

I løbet af hver sats udføres det pågældende præludium, med uændret tone- og varighedsfølge, og bevæger sig hermed ud af den i hver sats etablerede stil, en stil der ikke er barokmusikens, men et alternativt univers, kunne man sige: mutationer fra Bach´ske spirer.

Bach to the Future er et resultat af flere års samarbejde med de to percussionister Uffe Savery og Morten Friis, Safri Duo, dels om værket Echo Zones I-II-III, dels om Det Veltempererede Slagtøj, et første arrangement af Bach-præludierne, der har ledt op til de stilistiske udfordringer, der udfolder sig i denne udbyggede koncertversion – der er bestilt af og tilegnet Safri Duo.

1.sats: Præludium i C-dur.

Den næsten arketypiske Bach-sekvens af ”den brudte C-durakkord” i dette præludiums begyndelsestakt (samlingens første toner) er blevet en fast kulturel ”kode”. Dette efterlader imidlertid nutidens komponist muligheden for at fortælle sin historie om dette stykke – uden at ændre dens noder – ved fx at betone, fremhæve (eller tilbagedæmpe) og klangfarve udvalgte toner i originalstykket. Det bliver herved en palimpsest, rummende både den ”gamle” skrift og den ”nye” skrift på samme tid (sådan som en palimpsest gjorde det i Egyptens papyrus-æra).

Senere i satsen udbygges stykkets enkelte stemmer og toner (i Bachs brudte akkorder) til individuelle linjer, udfra de ”gyldne snit”-proportioner, der løber som røde tråde gennem Bach-stykket, dvs. forskellige 3-5-8-relationer i det rytmiske element (8 slag før kernemotivet gentages, 5 før den dybeste tone genkommer og 3 for det resterende…). I denne frie, udbyggede del af koncertsatsen udvides det ´gyldne snit´-aspekt i originalen, til tre selvstændige stemmelag med hver sin rytmiske, tempomæssige og harmoniske tyngdekraft.

2.sats: Præludium i Fis-dur.

Et særligt fænomen fra mine såkaldte uendelighedsrytmer har påvirket denne sats, nemlig en ”timeglas-formet” rytmefigur (hvis slag har følgende varigheder: 8-4-2-1-1-2-4-8) – som undertiden kan ´highlightes´ i Bach-præludiet (her i form af 6-4-3-2-3-4-6). Dette palindromiske element inspirerede til en fem minutter lang, fra starten (uendeligheds-)rytmisk betonet, sats – hvor dog senere også de lyrisk-sensuelle kvaliteter i præludiet spiller med.

3.sats: Præludium i d-moll.

Uden dette – enestående – Præludium i d-moll tror jeg ikke jeg ville have vovet at (videre)komponere denne koncert over Bachs musik. Dette præludium har en uudtømmelig, sjælden kvalitet og en ejendommelighed, som har stimuleret min undren mht. ”modernitet” (og måske ”eviggyldighed”). Og indenfor et aspekt kender jeg ikke dets lige: den konstante rytmiske dobbelttydighed (eller rettere: tredobbelttydighed), der konstant efterlader nye melodiske fodspor i stykkets gennemgående nedadgående treklangsmotiv, udfra de (tre) mulige rytmiske ”ettere” som Bach her spiller med, og spiller ud med overfor hinanden.

Med denne trefoldige ”Hommage á J.S. Bach” ønsker jeg at indtræde i rækken af komponister der tidligere har givet gaver til den store foregangsmand, selv den uovertrufne ”giver”.

Per Nørgård (2012)

PROGRAMME NOTE: BACH TO THE FUTURE. Concerto in three movements based on 3 Preludes by J.S. Bach, for 2 percussionists and orchestra.

For many years I have been specially fascinated by three of the preludes from of Bach’s “Das Wolltemperiertes Clavier – band I”, and I wanted this “concerto version” for percussion duo and orchestra to highlight some of the structural aspects of these pieces. It is my belief that there is a characteristic of music history that allows certain germs of an earlier period to unfold into new, but not heterogeneous, dimensions of a later (perhaps even by several hundred years) phase of the tradition.

This concerto is the result of several years of collaboration with the two percussionists Uffe Savery and Morten Friis, together the Safri Duo, in original compositions and also in arrangements of the three Bach Preludes, preparing for the enormous stylistic challenges of this work. The concerto was commissioned by and is dedicated to the Safri Duo.

Movement I, C major Prelude.

The “archetypal” sequence of broken chords within C major has established itself almost as a cultural code, giving the composer of today the opportunity to tell his tale-in-tones by stressing and “colouring” the notes in the original piece without changing the pitch or (relative) durations. It is a “palimpsest” containing both the old and the new musical tales simultaneously. Later in the movement the single line is multiplied by the till then discreet, but permanently pervading proportion running through the piece, which is very close to the Golden Section (3:5:8, that is, 8 notes before repetition, 5 notes before starting anew from the deepest note, and 3 notes as the rest, unchanged). The three tonal levels as well as the three relative speeds are treated according to these proportions for certain passages, but even in these the main focal point is directed at the freely invented (by me) melody incarnating itself solely through the unpermutated sequels of the original prelude.

Movement II, F sharp major Prelude.

One single feature of this prelude pervades the second movement, which lasts around five minutes. A rhythmic pattern (6-4-3-2-3-4-6, an “hourglass”-shaped motive) inspired me, and new and old elaborations of this palindrome permeate the movement.

Movement III, D minor Prelude.

Without the existence of the D minor Prelude I doubt that I would have dared to write this concerto. This Prelude has an inexhaustible, rare quality and peculiarity, which has stimulated my feeling of wonder and “modernity” (or perhaps “eternity”). In one special respect I know of no equal: there is a perpetual ambiguity of “melodic footholds” in the rhythmic ostinato of a broken descending triad which continuously lends one of its three possible positions in time to simple, melodic forms that vaguely capture, more or less irresistibly, the listener’s attention.

By this threefold “Homage á J.S. Bach” I wish to join the ranks of composers who have already presented offerings to their great predecessor, himself being “the unsurpassable offerer”.

Per Nørgård (1997)