SONATE NR. 2 - FOR KLAVER SOLO. Opus 20 (1957)

Tilbage til værkfortegnelsen

For klaver.

Varighed: 27´

Værknummer: 49


VÆRKNOTE: SONATE NR. 2 for klaver solo. Opus 20 (1957)

I. Andante, molto espansivo

II. Presto

III. Allegro maestoso

Min “Sonate nr. 2” for klaver solo komponerede jeg i 1957 på opfordring af John Winther, en højest talentfuld dansk pianist, som – beklageligvis – blev så deprimeret over vanskelighederne i værket at han opgav klaverspillet i 13 år. Det faldt i nu afdøde Ole Willumsens lod at give førsteopførelsen af den 15-minutter lange førstesats (under titlen “Fantasia” i 1964) – en bedrift senere gentaget af norske Kjell Bækkelund. Men det var ikke før Elisabeth Klein tog udfordringen op og opførte alle satser at værket fik sin uropførelse, i 1967.

Man kunne spørge hvorfor dette værk dog skulle være så svært at der gik 10 år før det blev uropført? Jeg havde dog i allerede i kompositionsprocessen en fornemmelse af at værket var unikt blandt mine værker, og af at der ville være mange forhindringer før jeg fik det hørt – og før det muligvis blev forstået. Det sidste er vigtigt. Jeg tror det kræver en vis fordomsfrihed at opleve den særlige stil i denne sonate. Det skyldes utvivlsomt dets kronologiske position mellem hvad man kunne kalde mine “nordiske” værker og den “moderne arkitektur” i værkerne fra slutningen af 1950erne, bl.a. i et værk som “Konstellationer” (1958).

Jeg opfatter således “Sonate nr. 2” som en form for Nordisk ‘Indian summer’, i hvilken modale sibelianske og nielsenske elementer kastes op i en hvirvelvind af dramatiske crescendi og voldsomme højdepunkter. Værkets ‘konservative’ træk er således indlysende. Der stilles lidt flere lytterkrav for at opdage fremadpegende træk i værket. Hvor skal man finde dem – i den overordnede form? (som synes at være en proces at stadig fortsatte bjergbestigninger af stadig højere emotionelle trin, der så viser sig at være mellemafsnit, der kræver stadig fortsatte…).

Af samme grund er sonaten blevet overdådig blomstrende og virtuos. Dens grundlæggende sprog er enkelt, men behovet for at klatre “højere, endnu højere” må logisk føre til irriterende problemer. Den kan godt kaldes “en sonate til afslutning af alle sonater” (i hvert fald har jeg ikke skrevet en tredje).De tre satser er opdelt af et ophold mellem første og anden sats; anden og tredje sats spilles sammenhængende. Hvis en stikords-beskrivelse er nødvendig, kunne man kalde førstesatsen en ‘Fantasia med symfoniske træk’, den anden en ‘Scherzo med en flygtig, hastig karakter’, og den tredje en ‘Hymne stigende til stadig triumferende højder’.Det anbefales, ved koncertopførelser, at være tæt på instrumentet. Og hvis man lytter til en indspilning af værket, må det gerne være ved fuld lydstyrke! (- hvis naboerne tillader det).

Per Nørgård (1993)

PROGRAMME NOTE: SONATA NR. 2 for piano solo. Opus 20 (1957)

My Second Piano Sonata was composed in 1957 at the request of John Winther, a highly talented Danish pianist – who, most regrettably, became so depressed at the difficulties of the work that he gave up the piano for thirteen years. It fell to the late Ole Willumsen to give the first performance of the 15 minutes long first movement (under the title of “Fantasia”) – an achievement repeated in the late sixties by the Norwegian Kjell Bækkelund. But it was not until Elisabeth Klein made an all-out attempt on the work that it was finally performed in full in 1969.

It may be asked why this work is so difficult as to need a lapse of thirteen years before being performed in its entirety. The fact is that I had a feeling of its unique character even while I was still composing it; I also had a premonition that it would encounter”many obstacles” before being heard – and understood. That last word is important: I think it requires a considerable lack of prejudice to grasp the special style of this sonata. This is due to its chronological position between the “Nordic” works and the “modern” architectonics of the later works, already partly expressed in the “Constellations” for strings from 1958.

I therefore look upon the sonata as a sort of Indian summer (of the North) in which modal Sibelian and Nielsenian features are whipped up into a whirl of dramatic crescendos and violent climaxes. This “conservative” facet of the work is evident; more concentration on the part of the listener is needed to appreciate its forward-pointing features. Where are they to be sought – in the overall form of the work? (Which is a process of constant climbing to higher emotional levels: a climax is just a station on a longer road to a higher climax, which in turn is just a station. Etc.).

That is why the sonata is so exuberantly flourishing and virtuoso. Its basic language is simple, but the need to climb “higher, even higher” must logically lead to exasperating difficulties. It might well be called “a sonata to end all sonatas” (in any case, I haven’t written a third one).

The three movements are divided only by an interval between the first and the second movement, the second and third movements being linked together. If a cue-word description is necessary, one might call the first movement a Fantasia of almost symphonic elaboration, the second a Scherzo of an elusive, hastening character, and the third a Hymn soaring to increasingly triumphant heights.

If you listen to a recording of the work it should be at full volume (if your neighbors will let you!).

Per Nørgård (1993)