SYMFONI NR. 5 (1990/rev. 1991)

Tilbage til værkfortegnelsen

For symfoniorkester.

Tilegnet Esa-Pekka Salonen og DR Symfoniorkestret.

Varighed: 35’

Værknummer: 254


VÆRKNOTE: SYMFONI NR. 5 (1987-90, rev. 1991) for orkester.

Værknote – kort version.

5. Symfoni (1987-90, rev.1991) forløber uden satspauser, men kan – ud fra de vekslende karakterer – opfattes som fire- eller måske femdelt, med flydende grænser. Gennemsyrende hele det ca. 35 minutter lange værk er op- og nedadrettede tonekaskader (som geysere og lyn), der forstyrrer det horisontale forløb. Symfonien er tilegnet Esa-Pekka Salonen og DR Symfoniorkestret, før uropførelsen i december 1990.

Per Nørgård (2010)

Værknote – længere version.

5. Symfoni (1987-90, rev.1991) forløber uden satspauser, men kan opfattes – ud fra de vekslende karakterer – som fire- eller måske femdelt, med flydende grænser.

Første del er præget af tonekaskader, der efterlader enten stilhed (som om lyden selv slynges ud over – eller under – høregrænserne), spæde skabelsesprocesser, kvarttonende piblen – eller gentagelse af det afbrudte forløb. Det ville være for groft at kategorisere andendelen som ´scherzo´, men musikken er på den anden side også ret groft skåret. Som tredje del, efter endnu en af de mange kaskadeafbrydelser, en lang chaconne-agtig ´sang´ eller rettere ´sange´, for der tilkommer stadig flere ´syngende´ instrumenter, ind imellem bragt til tavshed af indre og ydre (kaskadeartet) ubalance. Man kan med en vis ret sige, at fjerde del har selve kaskaden som motiv, kontrasteret af marchgrotesker, der til sidst opløses og viftes væk af en afsluttende tonestrøm. Man kunne også – i stedet for dette forsøg på at indfange musikken i betryggende, velkendte kagebunde – referere til en lytter, der følte at hun var på udflugt med en til tider ildsprudlende drage – eller til anmelderen, der skrev om en ´fredsmand i krigstider´. Beskrivende titler og programnoter er imidlertid – som Carl Nielsen skrev i en sådan (om sin 4. Symfoni) – kun en “vejviser ind på musikens eget område”.

Min 5. symfoni er et bestillingsværk fra Danmarks Radios Symfoniorkester. Symfonien er tilegnet dirigenten Esa-Pekka Salonen og DR Symfoniorkestret, før uropførelsen i d. 6. december 1990.

Efter uropførelsen besluttede jeg at revidere begyndelse (og kun begyndelse) af symfonien. De første sider af partituret kasseredes og ca. 20 sekunders ny musik tilkomponeredes i starten af 1991. Den reviderede version blev førsteopført den 1. maj 1992 på Numus-festivalen i Århus af Aarhus Symfoniorkester, dirigent Elgar Howarth.

Per Nørgård (2010)

PROGRAMME NOTE: SYMPHONY NO. 5 (1987-90, rev. 1991)

Short version:My 5th Symphony (1987-90, rev.1991) was commissioned by the Danish Radio Symphony Orchestra and premiered on the 6th of December 1990 by, and dedicated to, the Danish Radio Symphony Orchestra and conductor Esa-Pekka Salonen.The symphony progresses without pauses between movements. But so far as overall divisions are concerned, four sections (perhaps five) – running into each other – can be traced. Running through the 35 minutes long symphony is the phenomenon of ascending and descending ´cascades´ as a main idea (like geysers or lightning), disturbing the horizontal lines. Per Nørgård (2010)Longer version:My 5th Symphony (1987-90, rev. 1991) was commissioned by the Danish Radio Symphony Orchestra and premiered on 6.December 1990 by, and dedicated to, the Danish Radio Symphony Orchestra and conductor Esa-Pekka Salonen.After the premiere in 1990 I decided to revise the beginning (and only the beginning) of the work. The first pages of the score were discarded and about 20 seconds of new music was written in the summer of 1991. The new and final version was premiered on the 1st of May 1992.The symphony progresses without pauses between movements, often in several layers of tempo with mutual ´golden section´ proportions. The listener´s experience of form in the work will, therefore, depend on the directions of his own attention. But so far as overall divisions are concerned, four sections (perhaps five) – running into each other – can be traced: An expansive, cascading introduction, a kind of scherzo, an chaconne-like adagio and a kind of finale, again with the phenomenon of ´cascades´ as a main idea. However, as the course is from time to time thrown into chaos by convulsive twitching and crises, other experiences of form are opened out within a spectrum from wild to cautious, from dramatic to contemplative, in a universe of tempi which can suggest the title of a book of poems by the Danish Michael Strunge (1958-1986): ´Velocity of Life.´A listener described the symphony as “a walk with a fire-breathing dragon” and a reviewer described it with words like “a pacifist in times of war”. Anyway, words and programme notes are – as Carl Nielsen wrote (about his Sympony No 4) – only “road signs” for personal experiences in the area of music itself.Per Nørgård (2010)