DEN UENDELIGE SANG (1988)

Tilbage til værkfortegnelsen

Kammeropera for fortæller, solister, kor og instrumentalensemble (strygere, blæsere, slagtøj, klaver) og percussion ensemble.

Tekster: Ulla Ryum, Marie Lalander, Per Nørgård og div. antikke forfattere.

Baseret på DEN AFBRUDTE SANG (Nr. 156)

Varighed: 60’

Værknummer: 237


VÆRKNOTE: DEN UENDELIGE SANG (1988). Kammeropera i 3 billeder – for fortæller, solister, kor og instrumentalensemble (strygere, blæsere, slagtøj, klaver)

Tekster: Ulla Ryum, Marie Lalander, Per Nørgård og div. antikke forfattere

HANDLINGEN

Første billede: Orfeus, hjemkommen fra Argonauter-togtet, møder Eurydike under en Apollon-fest. Han betages af hende, og tøvende accepterer hun hans tilnærmelse og frieri. Under brylluppet flygter hun legende fra ham, men festens ophidselse forvandler hendes leg til panisk flugt. En slange bider hende og hun dør midt under det første – og sidste – kys Orfeus giver hende.

Andet billede: Orfeus begiver sig til dødsriget. Hans sang tvinger såvel færgemanden Charon som de tre dødsdommere til at give ham adgang til Perséphone, Hades-dødsrigets dronning. Hun lover Orfeus at han kan føre Eurydike tilbage til livet. Betingelsen er, at han først må vende sig og se hende, når solens stråler belyser hendes ansigt. Dette magiske bud bryder han imidlertid – han vender sig for at være sikker på at hun er der – og Eurydike føres for anden gang, uigenkaldeligt, til dødsriget.

Tredje billede: Orfeus lever efter det andet tab af Eurydike kun for og i sit indre, og i hans fortsatte sang fremmanes billedet af Eurydike. Thrakiske kvinder (Mænader) forsøger at vinde hans opmærksomhed, men kun et par nye strofer fra én af dem – som han straks transformerer til sin forsvundne elskede – kan gøre ham nærværende. I raseri dræber mænaderne Orfeus, efter at de – med larm – har ophævet den immunitet, som Orfeus´ sang og musik har skænket ham. Som straf forvandler guden Apollon dem – til egetræer.

MUSIKEN OG “DEN UENDELIGE SANG” (1977/1988):

I 1977 fandt et større arrangement sted i 3 skandinaviske byer (Stockholm, Holstebro, Århus) under den samlede betegnelse “Den Afbrudte Sang”. Forskellen mellem den svenske opførelse og de følgende danske opførelser nogle måneder senere (d. 1/5 1977 på Odin Teatret i Holstebro og d. 2/5 på Det Jyske Musikkonservatorium) var, skal det nævnes, ret betydelige. De 5 små satser, fire for kor og en for tenorsolo og kor, der udgjorde “værkets” indhold var bredt ud (via grundige – improviserede – forberedelser af dansere, sangere og musikere) til en forestilling af en times varighed. Forarbejdet gjordes under ledelse af Dinna Bjørn, Hans Gefors, Ove Lützow-Holm, Jens Johansen og mig selv – og inkluderede ca. 100 medvirkende. Efter opførelserne nedskrev jeg de enkelte satser i et forløb, der bevarede titlen (dog med mystificerende undertitel: “Tragisk madrigalkomedie i 2 mislykkede bryllupper”). Der kom således til at foreligge en slags partitur. Så gik der 10 år, hvorefter sangeren Hanne Stavad kom ind i billedet med en forespørgsel: om der eksisterede – eller om jeg kunne skrive – noget, der kunne bruges af unge sangere, helst “dramatisk”. Erindrings-optimistisk svarede jeg “ja”, idet jeg tænkte på mit “partitur”. Først da der gik breve fra Det Jyske Musikkonservatoriums ledelse om “Per Nørgårds opera” fik jeg hede øren og urolige nætter. Et nøgternt skøn viste, at der var musik til et godt 10 minutters værk.

Valget stod mellem hastig afblæsning og (færdig-) komposition af en opera. Genlæsningen af historien om den såkaldte sagnskikkelse Orfeus gav mig inspiration til at vove det vanvittige: at komponere en opera i 3 billeder og en minimumsvarighed på en time – “abendfüllend”, efter beskedne standarder. Stoffet var dramatisk for indbydende til at lade være! Jeg bad Marie Lalander samarbejde med mig om de mange arie-, duet- og ensembletekster, der krævedes scenedramatisk – og denne (min 5.) opera således blev til i løbet af ca. 3 koncentrerede uger.

Titlen “Den uendelige sang” kan forekomme som en vits i forhold til den oprindelige titel (“Den afbrudte sang”), men som det fremgår af handlingsforløbet er Orfeus uophørlige længselssang et hovedmotiv for operaen – om end pointen med ´den afbrudte sang´ er bevaret: Under opstigningen fra Hades-dødsriget synger Orfeus og Eurydike i hvert sit metrum. Da hans sang er afrundet – og dagslyset falder på ham – vender han sig, afbrydende Eurydikes langsommere strofe. Det tilhører forhistoriens ironi, at denne pointe var igangsættende for, og gennemsyrede hele 1977-projektet, men næppe nåede frem til publikum!

Det er mit håb og min tro, at “Den uendelige sang” foruden sit øvrige indhold også kommer til at yde “den afbrudte sang” retfærdighed …

Per Nørgård (1988)

PROGRAMME NOTE: DEN UENDELIGE SANG (The Infinite Song) (1988) – a chamber opera in 3 Pictures, for recitation, soloists, choir and instrumental ensemble (strings, wind instruments, brass, piano and percussion ensemble)

Libretto: Ulla Ryum, Marie Lalander, Per Nørgård (and Antique Greek authors).

A modern version of the story of Orpheus and Eurydice.

Picture I. Orpheus meets Eurydice, he falls in love – and loses her, and she dies.

Picture II. Orpheus brings his Eurydice back from Hades, the land of the dead, but loses her again and forever.

Picture III. Orpheus life after Eurydice, including the encounter with the women from Thracian (Maenads) who first try to seduce him and later tries to kill him – with noise! As a punishment the God Apollo turns them into oak trees.

Per Nørgård