Open Access - Det er den vej det går

Information om National Open Access Platform - Det Kongelige Bibliotek

Forfatter: NatOpenAccess@kb.dk +45 91 32 45 47 eller + 45 91 32 43 66

Det Kongelige Bibliotek skal drive den Nationale Open Access Platform for danske tidsskrifter i fremtiden. Nationale Open Access Platform er et samarbejdsprojekt mellem de danske universitetsbiblioteker. Med platformen tilbydes nye og trykte danske tidsskrifter hjælp til at overgå til digitalt format.

Nationale Open Access Platform for danske tidsskrifter er et initiativ, der udspringer af Danmarks Nationale Strategi for Open Access, der blev offentliggjort af Uddannelses- og Forskningsministeriet i 2014.

En national Open Access platform giver mulighed for at skabe en samlet indgang til alle danske videnskabelige tidsskrifter og skaber fundamentet for en bedre videnspredning  og synliggørelse af dansk forskning via internettet.

Danmarks Elektroniske Fag- og Forskningsbibliotek (DEFF) har bevilliget penge til den Nationale Open Access Platform, og Open Journal Systemet (OJS) er efter nærmere analyse valgt som grundlag for platformen.

Det Kongelige Bibliotek afholder i oktober 2015, informationsmøder for tidsskriftsredaktioner og redaktører.

Hvorfor Open Access til forskningspublikationer?

At skabe, bruge, dele og vurdere information er en integreret del af workflowet for videnskabelig forskning. Særligt formidling og anvendelse af den iboende viden som et resultat af den offentligt finansierede og producerede forskning er et afgørende parameter for at sikre og bevare innovationen og åbenheden i fremtidens digitale informationssamfund.

Forudsætningen herfor beror på en åben og uhindret adgang til denne forskningsviden, som formuleret med ambitionen i Danmarks Nationale Strategi for Open Access (Uddannelses –og Forskningsministeriet, juni 2014) om en mere effektiv udnyttelse af viden som ressource end det traditionelle publiceringssystem historisk har formået at distribuere den. Strategien sigter mod fuld digital adgang via Open Access til 100 procent af alle danske fagfællebedømte forskningsartikler produceret i år 2021.

Open Access til publikationer betyder, at videnskabens resultater enten i form af traditionelt output som artikler og monografier og/eller som primære forskningsdata gøres online tilgængelige i et tidsvarende digitalt format vederlagsfrit for læseren og med begrænsede restriktioner på genbrugen heraf efter ophavsretsejerens samtykke. Den tekniske mulighed for at publicere, distribuere og reproducere videnskabelig information som digitale kopier har siden internettets fremkomst været grundstenen i udviklingen af Open Access som publicerings-princip ligesom bestræbelsen på at tilgængeliggøre den for alle uafhængigt af deres evne til at betale for den.

I forskningslitteraturen om Open Access er der dokumentation for og hersker en gængs opfattelse af, at online publicering via Open Access:

Accelererer forskning og øger dens impact på parametre som: Synlighed, brug og samfundsmæssig nytteværdi.

Forbedrer indeksering og genfinding af publikationer på nettet til brug for interessenter i deres muligheder for at kunne søge og tilgå viden online. Anses som del af god videnskabelig etik og praksis. Sikrer overensstemmelse med EUs Horizon 2020 rammeprogram og andre internationale og nationale forskningsfondes opfordrende Open Access politikker.

Open Access publicering understøtter og udøver elementært betragtet en demokratisering af viden, der gør det muligt for professionelle, praktikere, patienter, journalister og politikere samt civile borgere hurtigere at få indsigt i den nyeste viden, hvorpå informerede beslutninger bedre kan træffes. Open Acess kan altså betragtes som led i en forbedret effektivisering af forskningsprocessen til gavn for samfundet som helhed.

Som indledningsvist bemærket har Open Access ikke blot opnået politisk bevågenhed men generelt momentum blandt interessenter i videnskabens kommunikationssystem fra forskere, universiteter, forlag, biblioteker og offentlige/private forskningsfonde og donatorer som ønsket standard for publicering samt som del af at sikre ansvarlighed og transparens i den nationale adfærdskodeks for integritet i forskningen.