Reglement for lånerordningen for ansatte ved Roskilde Universitet

§ 1 Indmeldelse som låner på Roskilde Universitetsbibliotek og Det. Kgl. Bibliotek
Indmeldelse som RUC-ansat sker ved at udfylde en online indmeldelsesblanket på www.kb.dk.

For at få fjernadgang til e-ressourcer skal den ansatte ved indmeldelse anføre sit RUC brugernavn (tekststrengen før @ i RUC-mailen).

Herefter sender bibliotekssystemet en e-mail til den ansattes RUC mail, hvor et klik på et link verificerer, at vedkommende er RUC-ansat, og giver samtidig fjernadgang til elektroniske ressourcer.

§ 2 Benyttelse af Roskilde Universitetsbiblioteks og Det Kgl. Bibliotek - Københavns samlinger
Den ansatte kan bestille hjemlånsmaterialer til afhentning på Roskilde Universitetsbibliotek eller et af Det Kgl. Biblioteks afhentningssteder.

Læsesalsklausulerede materialer fra Roskilde Universitetsbibliotek kan bestilles til benyttelse på Roskilde Universitetsbiblioteks læsesal, mens læsesalsklausulerede materialer fra Det Kgl. Bibliotek kan bestilles til benyttelse på Læsesal Vest i Den Sorte Diamant.

§ 3 Lånetid
Den garanterede lånetid for hjemlånsmaterialer er 1 måned; dog kun 14 dage, hvis materialet er reserveret på udlånstidspunktet.
Som ansat bliver hjemlånsmaterialer først hjemkaldt efter 1 år, med mindre andre lånere reserverer det. Sker dette, hjemkaldes materialet.

Som ansat kan lånene fornys i REX i op til 3 år fra udlånsdato. Derefter skal materialet kontrolafleveres og evt. genlånes.

§ 4 Hjemkaldelser og suspension
Ved lånetidens udløb udsendes en hjemkaldelse pr. e-mail. Hvis afleveringsfristen ikke overholdes, udsendes 1., 2. og 3. rykker pr. e-mail. Der betales ikke gebyrer for disse rykkere.
Låneretten suspenderes, hvis materialet ikke afleveres efter 3. rykker. Derved er det ikke muligt at forny lån eller bestille yderligere materialer.

Låneretten generhverves altid automatisk, når hjemkaldt materiale afleveres.

§ 5 Erstatningspligt
Den ansatte er personligt ansvarlig for lånet fra det er udlånt til det er afleveret i bibliotekets udlånssystem.

Stk. 2
Såfremt låner genfinder en tidligere erstattet bog, refunderes erstatningsbeløbet, dog fratrukket administrationsgebyret.

§ 6 Lån fra andre biblioteker
Hvis et værk ikke haves eller ikke er tilgængeligt på Roskilde Universitetsbibliotek eller Det Kgl. Bibliotek - København, skaffes det (eller fotokopi) som indlån. Bestilling skal ske via bestillingsblanketten ”Fandt du ikke det du søgte?” i REX.

Stk. 2
Der skal ikke betales gebyr for indlån fra udlandet og for kopier af tidsskriftartikler skaffet fra udlandet. For kopiering af hele værker betales efter regning.
Lånetiden for materialer lånt fra Danmark er normalt 2 måneder. Lånetiden for materialer skaffet fra udlandet vil normalt være 1 måned. Lånene kan normalt ikke fornys. Aflevering sker på samme måde som øvrige lån.

Ved bortkomst fastsættes erstatningsbeløb af det långivende bibliotek.

§ 7 Bestilling af kopier fra Roskilde Universitetsbibliotek og Det Kgl. Bibliotek - Københavns egne samlinger
Kopier af tidsskriftartikler leveres uden vederlag, enten fysisk eller som pdf-filer. Som pdf-filer leveres artikler trykt før år 1900 eller artikler (max. 35 sider) fra nyere videnskabelige tidsskrifter, som kan leveres i henhold til aftale med CopyDan.

Kopier fra trykte bøger leveres i overensstemmelse med dansk copyright-lovgivning i henhold til gældende prisblad.

Svend Larsen
Direktør
24. februar 2017
(Revideret 17.10.2017)