Databaser
PsycInfo
PsycInfo er online-udgaven af Psychological Abstracts, en international bibliografi, der udgives af The American Psychological Association.
PsycInfo er fagets vigtigste fagbibliografi og er den mest omfattende registrering af den internationale psykologiske forskning.
PsycInfo indeholder referencer med abstracts.
Selv om den er overvejende engelsk-amerikansk orienteret, bliver de vigtigste danske og nordiske tidsskrifter indekseret heri.
PsycInfo dækker tidsskriftsartikler fra 1806 til i dag og bøger og bogkapitler fra 1987.
PsycCritiques
Databasen består udelukkende af fuldtekst anmeldelser af psykologiske bøger og film. Den er udgivet af The American Psychological Association (APA). Databasen erstatter det trykte tidsskrift Contemporary Psychology: APA Review of Books. Hver uge anmeldes 15-20 nye bøger og film. Derudover indeholder databasen tidligere publicerede anmeldelser fra det trykte tidsskrift fra 1995-2004. Man kan browse de ugentlige anmeldelser og endvidere søge tidligere anmeldelser på forfatter, titel, udgivelsesår og anmelder.
Social Sciences Citation Index
Social Sciences Citation Index indeholder referencer til artikler i tidsskrifter på alle sprog og fra alle lande fra 1956 og frem, især engelsksprogede. Man kan også søge på citerede værker.
PubMed
PubMed er en bibliografisk database, som bl.a. indeholder Medline, en database over medicinsk litteratur, men PubMed indeholder desuden ældre og nyere, mere up to date referencer end Medline. PubMed indeholder ca. 18, 9 millioner citationer og referencer til artikler fra 1950 og frem. Basen er overvejende amerikansk orienteret. Dækker medicinske grænseområder indenfor psykologien, bl.a. sundhedspsykologi, klinisk psykologi og neuropsykologi.
Embase
Indholdet er medicinsk som hos PubMed, men Embase har større fokus på europæisk litteratur. Der er et ”overlap” på 34 % mellem Medline (PubMed) og Embase. Embase dækker ca. 4000 tidsskrifter fra 70 lande, hvor Pubmed er primært amerikansk. Reglen er at en udtømmende og dækkende søgning nødvendiggør søgning i begge baser. Dækker medicinske grænseområder indenfor psykologien, bl.a. sundhedspsykologi, klinisk psykologi og neuropsykologi.
Cochrane Library
Cochrane-biblioteket indeholder forskning om effektiviteten ved behandlinger. Den indeholder over 3500 oversigter over gavnlige og skadelige virkninger af behandling og forebyggelse. Basen giver adgang til den nyeste og mest pålidelige viden, der findes om behandling og forebyggelse. Det drejer sig ikke kun om medicin, men også om fx psykologisk og alternativ behandling. Anvendelig for klinisk psykologi.
Sociological Abstract
Sociological Abstract er den vigtigste sociologiske bibliografi. Den indeholder referencer til artikler og bøger mv. på alle sprog og fra alle lande fra 1952 og frem, især engelsk sprogede.
ERIC
ERIC (Educational Resources Information Center) omfatter referencer og abstracts til artikler i tidsskrifter og andet materiale af forskellig art inden for pædagogik fra 1966 og frem. Det meste af litteraturen er amerikansk.
Dissertations & Theses
Databasen indeholder mere end 2 mio. amerikanske afhandlinger, 90% fra Nordamerika og 10% fra den øvrige verden. Den dækker perioden 1861 til idag med fyldige abstracts fra 1980 på amerikanske disputatser og selektivt på de europæiske. På "master theses" er der dog først abstracts fra 1988-. Over en million af af titlerne kan også fås i fuldtekst (PDF-format) mod betaling, dvs. man downloader via Acrobat Reader hele afhandlingen og betaler f.eks. med VISA. De første 24 sider er dog gratis.
Fra 1997 og frem er der ofte mulighed for gratis fuldtekst download af afhandlingerne. Alle emneområder dækkes dvs. også psykologien.
Karlsruher virtueller Katalog
En metasøgemaskine som giver adgang til en søgning i flere databaser på en gang. Den indeholder bibliotekskataloger fra hele verden og er god til at finde ud af hvor i verden en konkret bog eller tidsskrift findes. Siden 2007 er WorldCat også inkluderet i KvK. Der findes både en tysk, fransk, spansk, italiensk og engelsk søgegrænseflade.
Artikelbasen
Artikelbasen indeholder fortrinsvis danske avis- og tidsskriftsartikler: registrering af større artikler fra 1945 og registrering af anmeldelser fra 1990. Artikelbasen er en del af bibliotek.dk. Der søges i basen ved at afgrænse til "artikler" under materialetyper.

