Opslagsværker
Sidst opdateret: 20-11-2010 15:46Elektroniske:
Fordelen ved opslag i elektroniske håndbøger er typisk, at det er relativt korte artikler om relevante begreber og personer. Fra KB kan du få adgang til mange relevante opslagsværker bl.a. Blackwell reference online og Oxford reference online. Her finder du artikler af høj kvalitet med gode litteraturhenvisninger.
Et andet opslagsværk International Encyclopedia of the Social & Behavioral Sciences (IESBS) kan være nyttig for både etnologi- og historiestuderende. IESBS er verdens største autoritative samfundsvidenskabelige encyklopædi og indeholder 3842 artikler, der ikke kun dækker samfundsvidenskaber som sociologi, psykologi, økonomi, men også humanistiske fag som f.eks. arkæologi, historie, lingvistik og religion. Alle artikler er informative og koncentrerede og tillige udstyret med et kort summary, så gør det muligt hurtigt at danne sig et overblik over artiklens relevans.
Artiklerne indeholder litteraturreferencer og refererer samlet set til over 90.000 forskellige værker. Alle artiklerne findes i både html- og pdf-format, som kan læses med det samme eller downloades.
Trykte:
Det Kongelige Bibliotek og Københavns Universitets Bibliotek har en større samling af opslagsværker til historiefaget placeret på henholdsvis Det Humanistiske Fakultetsbibliotek og på Diamantens Læsesal Vest. Begge steder er de fysiske opslagsværker opstillet efter SK2 klassifikationen.
På Det humanistiske Fakultetsbibliotek starter de historiske opslagsværker på 2. sal med Alm. Historie og derefter en række værker om historiske perioder og centrale historieforskere. Dernæst kommer opslagsværker om Engelsk, Tysk, Fransk, Nordisk og Dansk historie.
Historieopslagsværker fortsætter på 1. Sal med bl.a. amerikansk og asiatisk historie.
På Læsesal vest har vi en meget stor samling af opslagsværker mm. til dansk historie. De fleste centrale værker står opstillet her. Her findes den største samling opslagsværker og encyklopædier til europæisk og verdenshistorie.
En særlig kategori er de topografiske oplagsværker, der især er relevante ved lokalhistoriske studier. Kun Trap Danmark 1. – 4. udgave er digitaliserede, mens de øvrige stadig skal søges blandt vores trykte værker.

