Web-kommunikationspolitik for www.kb.dk

Opgaver og Vision
Det Kongelige Bibliotek stiller samlinger til rådighed for forskning og videregående uddannelse, forvalter den nationale kulturarv, formidler viden og oplevelser, og driver forskning inden for bibliotekets opgaver, funktioner, fag og samlinger.
Da Det Kongelige Biblioteks overordnede vision er at være en national drivkraft i udviklingen af dansk kultur og viden, og give relevant, hurtig og nem adgang til information og kulturarv, skal bibliotekets formål og vision afspejles i bibliotekets eksterne webkommunikation. Kommunikationen skal styrke og udvikle Det Kongelige Biblioteks positive image i den danske befolknings øjne.


Politik og strategi

Det Kongelige Biblioteks web skal i struktur, opbygning og grænseflade orientere sig mod brugernes behov, og deres oplevelse af god service. Dette sker ved aktivt at inddrage resultater fra brugerundersøgelser i designet af Det Kongelige Biblioteks web, således at Det Kongelige Biblioteks strategiske mål kan opfyldes ved fortsat intensiv udnyttelse af informationsteknologiens muligheder, som letter brugerens adgang til samlingerne og fremmer udnyttelsen af samlingernes potentialer.

Det Kongelige Biblioteks web omfatter bibliotekets primære site www.kb.dk, nyhedsbreve, REX, andre databaser, sponsor-sites og projekt-sites, hvad enten disse er udført af Det Kongelige Bibliotek alene eller i samarbejde med andre.


Strategi og ansvar
Det overordnede ansvar for indhold og grænseflade for Det Kongelige Biblioteks web er placeret i WEB-sektionen, afdelingen for Digital Infrastruktur og Service. WEB-sektionen står for udførelse og vedligeholdelse af Det Kongelige Biblioteks Web-kommunikationsstrategi, som angiver regler og procedurer for arbejdet med Det Kongelige Biblioteks web.

Digital Infrastruktur og Service (DIS) har ansvaret for at sikre udvikling og gennemføre institutionens overordnede webkommunikation, såvel eksternt som internt, og at koordinere afdelingernes eksterne webkommunikation. WEB-sektionen har ansvar for at sikre, at Det Kongelige Biblioteks webkommunikationspolitik efterleves.


Webkommunikations-strategi for www.kb.dk
Her står kort om de konkrete strategier, vi anvender for at opnå de ovennævnte politiske målsætninger beskrevet under punktet webkommunikationspolitik. Strategien omfatter:

  • At KB giver let adgang til alle kerneydelser alle ugens dage 24 timer i døgnet (undtagen REX natten til søndag).
  • At KB målretter information til de relevante brugergrupper.
  • At KB ud over informationsformidlingen også tilbyder brugerne elektronisk adgang til relevant nyhedsformidling, samt - med udgangspunkt i KBs mange forskellige samlinger (af kort, billeder, håndskrifter m.m.) - adgang til kulturoplevelser via internettet.
    Fokus på dialog med brugerne bl.a. via "kontakt KB"-service tilgængelig fra alle websiderne.
  • At KB indretter webstedet med fokus på selvbetjening og hjælp til selvhjælp.
  • At KB udnytter feedback fra brugere og indarbejder det i designet af webstedet, dels via mindre ad-hoc brugertests, dels via egentlige og mere omfattende usability-tests.
  • At KB løbende søger at udvikle webstedet via systematisk behandling af e-mail baserede forespørgsler.
  • Analyse af log-informationer anvendes i tilrettelægggelse af webstedet.
  • At KB indgår i tværgående samarbejder med andre lignende serviceinstitutioner med henblik på forøgelse af vidensudvekslingen og erfaringsopsamlingen, samt at finde fælles løsninger på problemer af mere strukturel karakter.