Bøger fulde af mad, musik og erotik

Kulturnatten 2016

I anledning af efterårets store udstilling OPSLAG NEDSLAG – Danske kunstnerbøger hylder Det Kongelige Bibliotek den trykte bog på Kulturnatten 2016. Bogen giver en helt særlig fornemmelse. Følelsen af at sidde med noget vægtigt, fyldigt og væsentligt i hånden. Derfor vil medarbejdere fra bibliotekets forskellige afdelinger vise, hvordan bogen kan udformes og levendegøres. De vil også fortælle om særligt udvalgte bøger fra samlingerne. Værkerne vækkes desuden til live, når skuespillere læser op af bøger og boginstallationer. Men på næsten magisk vis er bøgerne denne aften tillige fulde af musik. Musikerne Emil De Waal, Rumpistol, Niclas Knudsen, Spejderrobot fra bandet Kalaha og sangeren Ane Trolle opfører et bog-optogs-musikværk, der bevæger sig gennem biblioteket flere gange i løbet af aftenen. I Oktogonens vin- og østers-bar vises der frække bøger fra bibliotekets erotiske og hemmelige samling. Og det bliver endnu mere hemmeligt, når medarbejdere viser dig om bag kulisserne i de gamle bogmagasiner, hvor bøgerne står på kilometerlange hylder. Ved restaurant søren k vises kogebøger fra før og nu, og i Atriets åbne rum er der lysinstallation og projicering af citater og visdomsord fra husets skatte. Alt dette peger hen imod bibliotekets store udstilling OPSLAG NEDSLAG om danske kunstnerbøger med bidrag af bl.a. Asger Jorn, Per Kirkeby, Lene Adler Petersen og Tal R. Kunstnerbøgerne markerer sig ved at være tænkt som kunstneriske objekter, der arbejder i og med bogens format. Og selvfølgelig vil Aktive Kanonérer traditionen tro fyre kanoner af en gang i timen på Søren Kierkegaards Plads – bogen længe leve! Fotos kan downloades fra www.kb.dk/pressphoto For yderligere information kontakt kulturproducent Lise Bach Hansen, 91 32 43 64, lbha@kb.dk. Fredag 14. oktober kl. 18 - 24 Den Sorte Diamant og tilstødende bygninger Kulturnatten 2016 – Bøgerne lever!