Arctic Imagination med Olafur Eliasson, Laurent Fabius m.fl.

En kunstnerisk brainstorm om smeltende is og stigende temperaturer:

 

Temperaturen stiger og isen smelter i rekordfart. På blot 100 år er Arktis og Nordpolen blevet forvandlet fra livsfarlige og gådefulde yderområder til egne, der har brug for vores beskyttelse og ansvarsfølelse. Seks store biblioteker i New York, København, Stockholm, Oslo og Nuuk går i 2017 med Arctic Imagination sammen om et enestående samarbejde på tværs af Atlanten, hvor en række højt profilerede kunstneriske og kreative stemmer vil bidrage til den globale brainstorm på området

Kunstneren Olafur Eliasson, politikeren Laurent Fabius, forfatteren Kim Leine, fotografen Henrik Saxgren, kurator og interviewer Paul Holdengräber fra New York Public Library samt journalist og Grønlands-kender Martin Breum er de første navne på programmet, der opdateres løbende, og som vil bestå af følgende:

En række højt profilerede samtale-events, der spænder over fem lande – og et ocean.

En serie af videoer og podcasts, der bringer samtalerne ud til et globalt publikum.

En fælles præsentation af polare højdepunkter fra samlingerne i de fem biblioteker.

En række bestillinger af nye værker om Arktis-temaet fra internationalt anerkendte forfattere og kunstnere.

En hjemmeside og en bog, som præsenterer de nye værker og højdepunkterne fra samlingerne.

Videnskaben har givet os fakta og diplomater opnået beundringsværdige resultater. Men udviklingen i Arktis er også en intellektuel og kunstnerisk udfordring. Bibliotekerne er med deres omfattende samlinger af polar-materiale og deres århundreder lange humanistiske tradition for at formidle dokumentation, vidensdeling og refleksion den oplagte platform til at bringe disse samtaler og problematikken i det hele taget ud til den brede offentlighed.

De spørgsmål, vi vil rejse og få de indbudte samtalepartnere til at reflektere over, er: Hvordan kan vi i lyset af det dramatiske forløb i Arktis opnå en større indsigt i den samlede globale udvikling? Og hvordan kan vi via en mere kunstnerisk og åndeligt præget refleksion frembringe en original vision om en anderledes bæredygtig og grænseoverskridende fremtid for hele kloden?

Fotos kan downloades fra www.kb.dk/pressphoto

For yderligere information kontakt kulturproducent Lise Bach Hansen, 91 32 43 64, lbha@kb.dk.

 

Foreløbigt programsat:

 

ARCTIC IMAGINATION
Onsdag 5. april
Dronningesalen
Olafur Eliasson i samtale med Paul Holdengräber

 

Mandag 15. maj
Dronningesalen
Kim Leine og samtalepartner

 


Tirsdag 9. maj
Dronningesalen
Henrik Saxgren præsenterer sit fotografiske storværk Ultima Thule

 


Onsdag 31. maj
Dronningesalen
Laurent Fabius i samtale med Martin Breum