Liza Ferschtman ny violinist på programmet

Sidst opdateret: 14-04-2009 14:45

DiamantEnsemblet har modtaget en sygemelding fra den norske violinist Vilde Frang, men det er lykkedes at få en anden af den europæiske musikscenes helt store unge violintalenter til at komme i stedet for, nemlig den hollandske violinist Liza Ferschtman.

Liza Ferschtman har i de seneste par år fået fart på den internationale karriere, efter hun havde slået sit navn fast som solist i sit hjemland bl.a. foran det hæderkronede Concertgebouw Orkester.

Liza Ferschtman kommer til Danmark efter en række koncerter i USA, og det er i øvrigt hendes første koncert i København. I stedet for Tartinis Djævletrillesonate spiller Liza Ferschtman Haydns Violinkoncert i C-dur sammen med DiamantEnsemblets strygere.

På programmet er endvidere noget så sjældent som en koncert for violin, klaver og strygekvartet af den franske komponist Ernest Chausson, der døde i 1899. Klaverstemmen spilles her af den herboende armenske pianist Marianna Shirinyan.