Wien kommer til København

Solister fra Wiener Staatsoper og operachef Dominique Meyer gæster Den Sorte Diamant

 Sopranen Regine Hangler og mezzosopranen Margarita Gritskova fra en af verdens klassiske kulturinstitutioner, Wiener Staatsoper, gæster Den Sorte Diamant og synger uddrag fra husets imponerende repertoire.

Direktør siden 2010, Dominique Meyer, vil på engelsk portrættere det legendariske operahus med fortællinger om institutionens historie, repertoire-produktion og det wienske publikum.

Programmet er arier fra kendte operaer, som f.eks Bizets Carmen, Mozarts Figaros bryllup og Richard Wagners Tannhäuser.  

Wiener Staatsoper – måske det mest kendte i verden, åbnede 25. maj 1869 med Mozarts Don Juan. Huset blev meget hurtigt populært. Med til succesen hører, at to af operahusets markante direktører Gustav Mahler (1897-1907) og Richard Strauss(1919-1924) samtidig var betydelige komponister. Wiener Staatsoper, som også har en balletscene, er kendt for at have det største repertoire internationalt.

Alene i programmet for 2016/2017 opføres 54 forskellige opera, heraf fem premierer, samt ti forskellige balletforestillinger. I alt bliver det i sæsonen til imponerende 221 operaer, 57 balletter plus en stribe koncerter og matineer.

Den nye teknologi har gjort det muligt at være gæst i Wiener Staatsoper uden at være tilstede. 45 forestillinger vil blive sendt live på internettet. Foruden operahusets egen www.staatsoperlive.com vil forestillingerne blive streamet på række forskellige platforme, ligesom en del forestillinger og koncerter transmitteres på storskærm for et udendørs publikum.

Regine Hangler startede sin karriere som violinist inden hun begyndte at studere sang på bl.a. Wiens musikuniversitet. Siden 2010 har sopranen været solist og medlem af ensemblet på Wiener Staatsoper.

 Margarita Gitskova er født i Skt. Petersborg, hvor hun også gik på konservatoriet. Hun har vundet flere internationale sangkonkurrencer. I sin hjemby har hun bl.a. sunget Carmens parti.  Hun debuterede for Wiener Staatsoper i 2012, hvor hun nu er fast medlem af ensemblet.

Dominique Meyer, er født i Alsace Frankrig og har siden 2010 været direktør for Wiener Staatsoper.  Han har gennem flere år været rådgiver for en lang række franske kulturpolitikere. I en årrække var han vicedirektør for Pariser Operaen, direktør for Lausanne Opera og Théatre de Champs-Elysées i Paris.

Arrangeret i samarbejde med Østrigs ambassade

Fredag 23. september kl. 19
Dronningesalen
Regine Hangler, sopran, Margarita Gritskova, mezzosopran og Mats Knutsson, klaver

Operachef Dominique Meyer, vært

Billetsalg i Diamantinformationen (man-lør 8-21) og på www.billetlugen.dk: 120 kr.
Pressefotos kan downloades og bruges frit – fra www.kb.dk/pressphoto.
Mere information hos: Musikproducent Jesper Egelund, jepe@kb.dk – tel: 91 32 42 25