Sfærernes Musik – festival om lyden af det ydre rum

En fem timers oplevelsesaften i Den Sorte Diamant

 

Himmerigsvisioner og dæmoniske kræfter ramler sammen i Rued Langgaards mægtige og visionære Sfærernes Musik. Kompositionen er centrum en aften i Den Sorte Diamant, hvor musik, videnskab og lyde fra universet mødes i en rig musikalsk minifestival, der forstærkes af gruppen Obscura/Vertigos flotte visuelle behandling af verdensrummet.

 

”Et sådant værk kan kun skabes én gang, og aldrig mere. Det hele er som en plaskregn der kom over hovedet”. Sådan sagde Rued Langgaard om sit værk Sfærernes Musik fra 1916.

 

Til minifestivalen vil en perlerække af musikere samt en musikjournalist og en naturvidenskabelig forsker udvide vores viden og forestillinger om lyden i det ydre rum. Via musik, ord, lys og himmelkort kommer publikum ud i rummet og ind i sindet, hvor forestillingerne om sfærernes musik til alle tider har været en kreativ drivkraft for kunstnere.

Sammenhængen mellem musik og verdensrum kan dateres langt tilbage i historien, da den græske naturfilosof Pythagoras (ca. 570-500 f.Kr.) antog at der dannes lyd, når de kolossale himmelske sfærer er i bevægelse.

 

I Dronningesalen gæster én af verdens ledende forskere i astrofysik, astronom Anja Cetti Andersen, festivalen for at fortælle om, hvordan det rent faktisk lyder derude. Foredraget ledsages af NASAs lydoptagelser fra universet.

 

Esbjerg Ensemble fremfører i Dronningesalen kammermusik af Rued Langgaard og den ungarske mester György Ligeti. Sidstnævnte har stor indflydelse på udbredelsen af værket Sfærernes Musik, da han efter at være blevet præsenteret for partituret i 1968 efter sigende spontant udbrød: ”Mine Herrer! Jeg har lige opdaget, at jeg er Langgaard-epigon”. Dette blev årsagen til værkets genopførelse, 16 år efter Langgaards død.

 

I Den Sorte Diamants atrium vil jazzpianisten Carsten Dahl og Ensemble Midtvest improvisere over Scipios Drøm, der er baseret på antikkens musikopfattelse. Det Kongelige Biblioteks huskomponist, Wayne Siegel, vil være aktiv flere gange i løbet af aftenen og vil bl.a. uropføre sit værk Ritual og runde aftenen af med en live 12-kanals fortolkning af Sfærernes Musik.

 Electro-duoen marstal:lidell indleder aftenens sfæriske rejse med en genkomponering af Sfærernes Musik i Café Øieblikket, og senere vil musikskribent og promotion manager Trine Boje Mortensen i samtale med Esben Tange, kunstnerisk leder af Rued Langgaard Festivalen, bl.a. tale om visionerne bag Langgaard og Ligetis himmelværker.

 Køb billet til den samlede oplevelse, der giver adgang til foredrag med Anja C. Andersen og koncert med Esbjerg Ensemble, samt en ”spacedrink” serveret af Café Øieblikket, imens lyden af Rued Langgaards musik fylder Den Sorte Diamant ud.

 

Medvirkende:

Anja C. Andersen

Carsten Dahl og Ensemble Midtvest

Esbjerg Ensemble

marstal:lidell

Wayne Siegel

Trine Boje Mortensen

Obscura/Vertigo

 

Aftenen er arrangeret i samarbejde med Rued Langgaard Festivalen og er en forsmag på, hvad der venter 1.-4. september i Ribe.

 

Lørdag 30. april kl. 17-22.00

Den Sorte Diamant

Sfærernes Musik

 

Billetsalg i Diamantinformationen (man-lør 8-21) og på www.billetlugen.dk: 200kr/170kr/100kr
Pressefotos kan downloades og bruges frit – fra www.kb.dk/pressphoto.
Mere information hos musikproducent Jesper Egelund, jepe@kb.dk – tel: 91 32 42 25.