Schokking, stilheden og hvalens stemme

Moderne Tider

Gennem nogle år har DiamantEnsemblet haft Moderne Tider som titel på en af sæsonens koncerter og her præsenteret værker fra musikhistoriens "moderne klassikere".  
Denne gang ønsker DiamantEnsemblet at præsentere værker i en lækker indpakning sat af teaterinstruktøren og billedkunstneren Jacob Schokking

Mange har hørt om 4'33'', men hvor mange har egentlig oplevet det, live i en koncertsal? Værket er
skrevet af John Cage i 1960, og det er måske én af de kendteste værker fra efterkrigstiden, hvilket kan undre, for der spilles ikke én tone i de 4 minutter og 33 sekunder stykket varer! Men Cage udfordrer koncertkonceptet mesterligt og udelader ét element, tonerne.

Georg Crumbs Vox Balaenae, er en anden moderne, amerikansk klassiker, komponeret for elektrisk forstærket fløjte, klaver og cello. Værket er inspireret af hvalsang, som komponisten havde hørt et par år forinden på kassettebånd, og kræver en blå belysning i rummet og at musikerne bærer masker!

Endelig er der italienske Luciano Berio, også en af avantgarde-musikkens store skikkelser, som i blæserkvintetten Opus Zoo i forbavsende neoklassicistisk tonesprog fortæller korte, alvorlige historier – ikke blot gennem musikken, men også gennem recitation.

Koncertens første del tilhører en anden verden og en anden tid: Her spilles Maurice Ravels Klavertrio som en følsom, lyrisk fransk stemme fra svundne dage, før man skulle opleve omvæltende hændelser som verdenskrige og nye komponistgenerationer som den Cage, Berio og Crumb repræsenterer. Ravel havde i årevis puslet med idéen om en klavertrio, og startede for alvor på den i foråret 1914 – med 1. verdenskrig om hjørnet, en krig han vel at mærke havde meldt sig til tjeneste i. Ravel ønsker, at trioen bliver klar, inden han skal i tjeneste og selvom han efter eget udsagn komponerer langsomt i starten, går det stærk til sidst: "Fem måneders arbejde blev gjort på fem uger", skriver han til Stravinsky, da trioen er klar i september - med nøje anvisninger til forelæggeren, ifald Ravel nu ikke skulle vende tilbage igen fra krigen.

 Koncerten iscenesættes af instruktøren Jacob F. Schokking, der har en række roste forestillinger på sit CV, heriblandt Nuit des Hommes, med musik af Per Nørgård, den iscenesatte koncert Tick, Tack og Tock, der blandt andet omfattede Györgi Ligetis værk Poéme Symphonique for 100 metronomer, og Vinterrejse på Aalborg Teater i 2014.

Tirsdag 23. februar kl. 20
Dronningesalen
DiamantEnsemblet med Marianna Shirinyan
Jacob Schokking, iscenesættelse

Billetsalg i Diamantinformationen (man-lør 8-21) og på www.billetlugen.dk: 165kr/125kr/90kr
Pressefotos kan downloades og bruges frit – fra www.kb.dk/pressphoto.
Mere information hos: Musikproducent Jesper Egelund, jepe@kb.dk – tel: 91 32 42 25