En blandet barndom: Riad Sattouf tegner og fortæller

 

Den grafiske roman (graphic novel) er en mellemting mellem tegneserie og litteratur. Den fransk-syriske tegner Riad Sattouf har med trilogien Fremtidens Araber placeret sig som en af genrens største navn. I en samtale med journalist Adam Holm i Den Sorte Diamant vil Sattouf fortælle om sit og sin families liv i Muammar Gaddafis Libyen og Hafiz al-Assads Syrien.

 

Fremtidens araber er både en rå opvækstskildring og en politisk højaktuel, selvbiografisk tegneserie, som er blevet sammenlignet med genre-klassikere som Marjane Satrapis Persepolis og Art Spiegelmans Maus.

De tre bind har i Frankrig solgt over 1 million eksemplarer i alt. Bøgerne er udgivet på 20 sprog, senest på russisk.


I en anmeldelse af trilogien i dagbladet Information skrev Matthias Wivel bl.a.:
’I en tid, hvor den form for kulturkritik, Sattouf her bedriver, mildest talt er kontroversiel, og hvor identitetspolitik spiller så fremtrædende en rolle, er Fremtidens araber forfriskende ærlig, og ikke mindst forrygende medrivende.’

 

Riad Sattouf, som bl.a. også har tegnet for det navnkundig franske satiremagasin Charlie Hedbo, har selv udtalt, at han meget nødigt ser sig selv som en politisk tegner, og at han har den fordel, at han kan gøre grin med forskellige kulturer uden at blive kaldt racist, fordi han har et ben i hver lejr.

 

Dette er den anden debataften i arrangementsrækken Kolonialisme, racisme og migration i forlængelse af den store særudstilling i Den Sorte Diamant, Blinde Vinkler. Billeder af kolonien Dansk Vestindien.

 

Fotos kan downloades fra www.kb.dk/pressphoto

For yderligere information kontakt kulturproducent Lise Bach Hansen, 91 32 43 64, lbha@kb.dk.

 

Torsdag 19. oktober kl. 20, – udstillingslokalet til Blinde Vinkler
International Forfatterscene: Riad Sattouf (FR/SY) i samtale med journalist Adam Holm

04/10 2017