Klaus Rifbjerg - En digter til tiden

Udstilling går tæt på en gigant:

Klaus Rifbjerg var den mest synlige og produktive danske forfatter i sidste halvdel af det 20. århundrede, og han skrev til det sidste. Han afgik ved døden den 4. april, 83 år gammel, og fem dage senere udkom hans seneste novellesamling Besat.

Da Rifbjerg for et par år siden fik forelagt ideen om en stor udstilling på Det Kongelige Bibliotek om sit liv og værk i 2015, gav han straks sit tilsagn, men tilføjede så med sin karakteristiske latter: ”Så må vi håbe, jeg holder så længe.” Det gjorde han desværre ikke, og selv om udstillingen naturligvis ikke var planlagt som en sådan, bliver den altså nu en slags mindeudstilling.

Udstillingen Klaus Rifbjerg – en digter til tiden blænder op for en sansemættet og nærværende skildring af en gigant i dansk kulturliv. Gennem seks årtier var han aktiv og eksperimenterende inden for alle litterære genrer, også revy og film. Han var elsket og hadet, han var provokerende, klog, vild og arrogant. Han var rigtig mange ting – men kedelig var han aldrig.

Udstillingen er bygget op over det meget store og enestående arkiv, som han løbende afleverede til Det Kongelige Bibliotek.  Da Rifbjerg, fra forfatterskabets spæde start i begyndelsen af 1950’erne og til i dag, har været meget omhyggelig med at bevare alle de udslag af sine vidtfavnende aktiviteter, der er nedfældet på skrift, vil man i udstillingen kunne opleve flere sider af det fremtrædende forfatterskab og af Rifbjerg som omstridt samfundsdebattør. Med de talrige manuskripter, dagbøger, tusindvis af breve m.m. giver arkivet en enestående mulighed for at komme tættere på skribenten og hans arbejdsproces.

Klaus Rifbjerg blev født den 15.december 1931 og voksede op på Amager i 30’erne. Han studerede engelsk ved Københavns Universitet. I 1956 debuterede han med digtsamlingen Under vejr med mig selv. Hans mest kendte værk er stadig Den kroniske uskyld fra 1958. Han udgav mere end 150 bøger og var livet igennem en flittig bidragyder til pressen med kronikker, debatindlæg, læserbreve m.m..

I 2006 blev Rifbjerg en del af den danske kulturkanon med novellesamlingen Og andre historier fra 1964. 

Udover sin skribentvirksomhed har Rifbjerg fungeret som litterær direktør for forlaget Gyldendal, kritiker ved Information og Politiken og som adjungeret professor ved Copenhagen Buisness School.

Klaus Rifbjerg har modtaget en række priser bl.a. De Gyldne Laurbær, Nordisk Råds litteraturpris, Det Danske Akademis Store pris, Modersmålsprisen og PH-prisen.

Udstillingen er støttet af Bikubenfonden, Knud Højgaards Fond, Konsul Georg Jorks Fond og Gyldendals forlag.

Fotos kan downloades fra www.kb.dk/pressphoto

For yderligere information kontakt udstillingens redaktør, forskningsbibliotekar Bruno Svindborg, bs@kb.dk.

20. juni - 5. marts 2016
Rotunden 02, Den Sorte Diamant

Klaus Rifbjerg – en digter til tiden