Den første internationale gæsteprofessor ved Det Kongelige Bibliotek

Som den første danske kultur- og forskningsinstitution uden for universitets- og hospitalssektorerne kan Det Kongelige Bibliotek knytte en førende udenlandsk forsker til sig som gæsteprofessor.

Gæsteprofessoratet falder inden for musikvidenskab, hvor en internationalt renommeret forsker inden for videnskabelig musikudgivelse og musikhistorie, professor, dr.phil. et habil. Siegfried Oechsle, Christian-Albrechts-Universitetet i Kiel, nu knyttes til Dansk Center for Musikudgivelse i foreløbig to år fra 2016.

Siegfried Oechsle har tidligere været professor ved Københavns Universitet (1999-2001), før han i 2001 blev professor og direktør for Det musikvidenskabelige Institut ved Kiels Universitet, hvor han tillige i en periode har været dekan for det filosofiske fakultet. Han er tillige øverste leder af den internationale praktisk-videnskabelige udgave af komponisten Johs. Brahms (1833-1897) samlede værker. Han er medlem af talrige videnskabelige komiteer, råd og selskaber, bl.a. Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab og Akademie der Wissenschaften i Hamburg, og sidder i bestyrelsen for den samlede praktisk-videnskabelige udgave af Niels W. Gades (1817-1890) værker (20 bind udk.) og i redaktionsrådet for den selektive udgave af J.P.E. Hartmanns (1805-1900) værker (7 bind udk.).

Gæsteprofessoren vil undervise, vejlede og forske med særligt henblik på udviklingen af de store praktisk-videnskabelige komponistudgivelser (samlede værker, selektive m.v.), deres formål, praksis og historie gennem de seneste 150 år op og vil sætte de danske initiativer og deraf følgende meget betydelige investeringer gennem ikke mindst de seneste 25 år ind i et internationalt perspektiv med henblik på den musikvidenskabelige udgivelsespraksis i fremtiden.  Endvidere vil han belyse forholdet imellem nationale kulturkanoner og andre kriterier for valg af musikudgi­velsesprojekter i den nyere historie, herunder principper for den historiske selektion, udgivelsesteknik og metode, internationalt samarbejde og synergi herigennem.                       

Det Kongelige Bibliotek har som Danmarks nationale musikbibliotek været den førende videnskabelige institution på dette område, bl.a. gennem gennemførelsen 1994-2009 af den samlede Carl Nielsen Udgave og den efterfølgende oprettelse af Dansk Center for Musikudgivelse 2009ff., der er unikt i nordisk og europæisk sammenhæng. Centret har igennem de senere år udgivet en lang række store værker af bl.a. J.A. Scheibe (1708-1776), J.P.E. Hartmann (1805-1900), Peter Heise (1830-1879), Carl Nielsen (1865-1931), Paul von Klenau (1883-1946) og fra Brødremenighedens musikskat i Christiansfeld, se > http://www.kb.dk/da/nb/dcm/ <

Gæsteprofessoratet er muliggjort gennem en særlig bevilling fra Kulturministeriets forskningsmidler.

Nærmere oplysninger kan fås hos direktør Erland Kolding Nielsen, tlf. 91 32 43 01 eller centerleder Axel Teich Geertinger, tlf. 91 32 47 06.

Billeder af Siegfried Oechsle kan downloades fra www.kb.dk/Nyheder/pressebilleder (645)