Podcast med højdepunkter fra Det Kgl. Bibliotek

Lea Thau, Laurie Anderson, Jonathan Safran Foer:

 

Med en ny ugentlig podcast inviterer Det Kgl. Bibliotek hele landet indenfor i Den Sorte Diamant. Som abonnent på podcasten LIVE fra Det Kgl. Bibliotek får man hver uge tilsendt en ny, dybdegående samtale fra kulturscenen i Den Sorte Diamant om litteratur, samfund og kulturarv, som kan aflyttes uafhængigt af tid og sted.

 

På scenen i Dronningesalen i Den Sorte Diamant afholder Det Kgl. Bibliotek hvert år en lang række samtaler, interviews og foredrag med forfattere, tænkere, forskere og kunstnere fra Danmark og resten af verden med bibliotekets store samlinger som klangbund.

På Det Kgl. Bibliotek er der tid til fordybelse, og det gælder også på live-scenen. I podcasten vil man derfor kunne høre op til 90 minutter lange samtaler uden afbrydelser. Her er der tid til, at oplægsholdere og samtalepartnere kan komme rundt om både aktuelle tendenser og historiske perspektiver.

Dette efterårs podcast-program er en blanding af aktuelle arrangementer, som tilføjes løbende, og udvalgte højdepunkter af allerede afholdte begivenheder. Der lægges passende ud med et arrangement om podcast-fænomenet, når vi bringer samtalen med den dansk-amerikanske podcast-pioner Lea Thau, der står bag den internationale succes Strangers. Thau besøgte International Forfatterscene i Den Sorte Diamant i juni, hvor hun var i samtale med journalist og radioproducer Susanna Sommer. Senere på efteråret kan man opleve bl.a. Lone Frank, Svend Brinkmann, Laurie Anderson og Jonathan Safran Foer i bibliotekets ny podcast-initiativ. Den første ny optagelse i podcasten bliver samtalen med den franske tegner og graphic novel-forfatter Riad Sattouf, i Den Sorte Diamant den 19. oktober.

 

Man har hidtil kunnet finde et arkiv over lyd- og videooptagelser på Mediekanalen på Det Kgl. Biblioteks hjemmeside, fremover vil man som abonnent på podcasten automatisk få tilsendt de bedste arrangementer direkte til sin telefon, tablet eller computer. Man slipper således for selv at skulle holde øje med, hvornår der kommer nye optagelser – og kan frit vælge tid og sted for lytningen.

 

Find LIVE fra Det Kgl. Bibliotek på kb.dk/podcast, på iTunes eller hvor du henter dine podcasts. Nyt afsnit hver torsdag. Fotos kan downloades fra www.kb.dk/pressphoto. For yderligere information kommunikationskoordinator Uffe Paulsen: 91 32 42 07 eller ufp@kb.dk