Stjerneøkonomen Thomas Piketty i udsolgt Diamant

Dronningesalen er udsolgt, når et af tidens varmeste navne i den internationale samfundsdebat besøger Det Kongelige Bibliotek for at tale om kapitalisme, velstand og ulighed.

Titlen på den bog, der har gjort den franske økonomiprofessor til et verdensnavn, er Kapitalen i det 21. århundrede (2014). Bogen har for længst opnået bestsellerstatus og bliver allerede nu anset som et af de mest uomgængelige værker inden for økonomisk tænkning i nyere tid.

 I sin kritiske tilgang til de seneste 200 års samfundsudvikling påviser Piketty, hvordan kapitalismen langsomt har undermineret de forventninger om demokrati og lighed, vi har bygget vores samfund på. Hans grundtese er, at ulighed i kapitalistiske samfund kun kan bremses gennem statslig indgriben, og hans bog er som helhed umulig at komme udenom, hvis man vil forstå nutidens og fremtidens samfundssystemer.

Piketty er i Dronningesalen i samtale med Politikens kulturredaktør Rune Lykkeberg.

Fotos kan downloades fra www.kb.dk/pressphoto

For yderligere information kontakt kulturproducent Lise Bach Hansen, 91 32 43 64, lbha@kb.dk.

 

Torsdag 11. december kl. 20
International Forfatterscene

Dronningesalen

Den Sorte Diamant