Årets vokalsolist i Tyskland gæster Den Sorte Diamant

Johanna Borchert og Band (DE/DK) - Copenhagen Jazz Festival

 

Johanna Borchert og Band kan opleves til Copenhagen Jazz Festival 2016 på Det Kongelige Bibliotek. Med sig i bagagen har den tyske komponist og sangerinde sit nyeste album FM Biography, der sikrede hende den fornemme pris som årets vokalsolist 2015 i Tyskland.  

 

Den overraskende mørke og foruroligende stemme indfanger øjeblikkeligt én i musikken, og kun de største navne popper op som sammenligning, navne fra den sofistikerede kvindelige pop, som Björk og den senere Kate Bush.” Således skriver jazzthing.de om Johanna Borcherts album FM Biography. Stilen er ”Sleep-walking-space-pop med jazz baggrund.

 

Johanna Borchert er født og opvokset i Berlin, med tidlig musikalsk påvirkning fra morens improvisationer på klaveret. Der kan drages mange paralleller til Borcherts musikalske univers og inspirationerne favner vidt: Fra klassiske komponister som Bach, Debussy og Bartok over jazzpionerer som Thelonius Monk og Keith Jarret til moderne komponister som Messian, Cage og Ligeti, alt i mens hendes studier i klassisk indisk musik er en afgørende faktor for Borcherts unikke klang og lyd.

 

Johanna Borchert indgår i flere forskellige musikalske konstellationer og er ikke ukendt for et dansk publikum, idet den københavner-baserede duo Little Red Suitcase, hvor hun spiller sammen med Elena Setién, flere gange har været nomineret til Danish Music Awards Jazz- priser. En del af Borcherts uddannelse foregik også i København på Det Rytmiske Konservatorium, men det er frem for alt i hjemlandet Tyskland, hun er slået igennem. Og med bandet Schneeweiss & Rosenrot vandt hun New German Jazz Prize i 2012.

 

Johanna Borchert har den 7. juli sit band med sig fra Berlin, som består af guitarist og loopspecialist Peter Meyer, trommeslager Moritz Bäumgartner og den nu Berlin-bosatte danske bassist Jonas Westergaard, der i 1996 modtog DR P2s jazzpris.

 

Lørdag 7. juli kl. 20

Dronningesalen · Johanna Borchert og Band

Copenhagen Jazz Festival 2016

Billetsalg i Diamantinformationen (man-lør 8-21) og på www.billetlugen.dk: 200kr/170kr/150kr
Pressefotos kan downloades og bruges frit – fra www.kb.dk/pressphoto.
Mere information hos musikproducent Jesper Egelund, jepe@kb.dk – tel: 91 32 42 25.