Den lyse illustrator Ida Gantriis

Ny bladtegnerudstilling

Ida Gantriis er født i 1948 i Birkerød – og ej heller i det nordsjællandske falder æblerne langt fra træerne. Fra de første små skridt i hjemmet har hun oplevet sin far sidde bøjet over sit tegnebord for at tjene til dagen og vejen - og lille Idas trygge opvækst.

På hendes fars tegnebord blev skabt en daglig stribe om en lille nordjysk provinsby og dens store og små genvordigheder. Livets gang i Lidenlund  kaldte far Henning sin populære serie, der i årtier gik sin egen sejrsgang i Politiken.

Hvad gør man, når alt står i tegningens skær i de hjemlige stuer, og man sidder, og tegner med på hjørnet af tegnebordet - andet end at gå samme vej!

Derfor bliver beslutningen en uddannelse ved Kunsthåndværkerskolen i København i årene 1965 – 1968 for her at lære faget fra bunden af – og herfra tager Ida Gantriis fat på en lang og fornem karriere ved sit eget tegnebord. Talentet er ganske åbenlyst, og den store forlagsbranchen samt dag- og ugebladene er da heller ikke længe om, at byde den unge kvindelige tegner inden for og mere end velkommen!

Ugebladet Alt for Damerne er hurtig til at sætte Ida Gantriis sammen med Ida From og de skaber i fællesskab en meget populær tegneserie over Prinsernes liv og leben.

Gyldendal bestiller egne billedbøger og skolebørnene har overlevet ved hendes muntre og beskrivende tegningen.

Fra 1984 er der fast arbejde på det populære og folkekære Hjemmet. Ugebladet, der favner den brede, kvindelige middelklasse med noveller, aktuelle reportager om kendte, lægebrevkasse og meget andet underholdende stof.

Ida Gantriis kan sit fag og har leveret tusinder af fine, fortællende tegninger i denne lyse genre i bladtegningens alsidige univers.

Claus Seidel, Museet for Dansk Bladtegning december 2015.

Illustrationer kan downloades fra www.kb.dk/pressebillleder  

http://dia-prod-mas-01.kb.dk/KBPresse/Site/index.jsp

 

Bladtegnergangen, den Sorte Diamant

8. december 2015 til 7. februar 2016