Opdagelsesrejse i litteraturen

Nobelpris-erindringer og stor skrivekunst fra Horace Engdahl

Som fast sekretær for Det Svenske Akademi annoncerede Horace Engdahl hvert år vinderen af Nobelprisen i litteratur. Men den svenske skribent og litteraturkritiker har samtidig forfinet og forstærket navnlig essay-genren, som det kommer til udtryk i de to essaysamlinger Arret efter drømmen (2014) og Cigaretten bagefter (2015).

Hvordan Engdahl er i stand til at puste nyt liv ind i essay-genren uden at give køb på kravet om ånd og dannelse, er Jeppe Krogsgaard Christensen inde på i sin anmeldelse af Arret efter drømmen i Berlingske Tidende, hvor han skriver, at Engdahl 'anser essayistikken - ikke mindst hos forbillederne Roland Barthes og Olof Lagercrantz - som litteratur på linje med den skønlitteratur, den forholder sig til. Essayistikkens udøvere skal ikke ses som »andenhåndsskribenter, men som udfordrende og eventyrlystne forfattere.« At læse Arret efter drømmen er da også lige så vidunderlig som stor lyrik eller romankunst, og læseren bliver en slags opdagelsesrejsende i Engdahls afsindig store viden om litteratur fra snart sagt alle epoker.'

Arret efter drømmen skriver Horace Engdahl lærd og personligt om bl.a. Byron og Wagner, Diderot og Madame de Staël, vidnesbyrdets litteratur, grafomani og romantik, scenekunst, frihed, æstetik og europæisk dannelse.

Cigaretten bagefter, som udkommer i Danmark i løbet af foråret, er første bog fra Engdahls hånd, efter han forlod posten som fast sekretær for Det Svenske Akademi og nu er menigt medlem. Det er personlige, essayistiske betragtninger og aforismer om livet, litteraturen og kunsten fra en svensk kultur- og litteratur-aristokrat med stor pondus.

Horace Engdahl er i samtale med redaktør Bjørn Bredal, hvis forfatterskab omfatter en række bøger om fransk kultur og litteratur. Han er lederskribent på dagbladet Politiken og tidligere kulturredaktør på både Politiken og Weekendavisen.

Arrangementet foregår på dansk og svensk.

Fotos kan downloades fra www.kb.dk/pressphoto

For yderligere information kontakt kulturproducent Lise Bach Hansen, 91 32 43 64, lbha@kb.dk.

 

Tirsdag 26. maj kl. 20

Dronningesalen

International Forfatterscene:

Horace Engdahl (SE)

I samtale med Bjørn Bredahl

 

Billetsalg via Billetlugen: http://www.billetlugen.dk/forside/