Trisse Gejl møder Henrik Nordbrandt

Mælkebøtter, Middelhavet og fraværets melankoli

 Inspiration går forud for enhver kunstnerisk aktivitet. I samtalerækken De Unge og De Tunge har vi bedt unge, toneangivende forfattere pege på et forbillede – en inspirationskilde – som har haft betydning for deres eget forfatterskab.

De to forfattere mødes på scenen i cafe øieblikket i Den Sorte Diamant, og deres udveksling af tanker og holdninger til genrer, forbilleder og hinandens forfatterskaber foregår direkte for øjnene af publikum.

Forfatteren Trisse Gejl har ønsket at tale med en af de helt store skikkelser i dansk nutidslitteratur, forfatteren og digteren Henrik Nordbrandt.

Trisse Gejl er født og opvokset i Århus og cand.mag. i Æstetik og Kultur fra Århus Universitet. Hun debuterede i 1995 med romanen Hvor mælkebøtten gror, der udspiller sig i et bz-miljø i London. Med sin femte roman Patriarken (2006) blev hun nomineret til både P2s Romanpris og Weekendavisens Litteraturpris. Hendes seneste roman, Ulvekvinten, udkom i år.

Trisse Gejl fortæller om Henrik Nordbrandts betydning for sit eget forfatterskab:

”Han har betydet en hjemfindelse i tvivlen. En fornemmelse af ikke at kunne hitte rundt i tid og rum, det kan han heller ikke, en genkendelse i at ingenting går op som det skulle og deri ligger poesien.”

Henrik Nordbrandt har siden debuten med Digte i 1966 udgivet mere end 20 digtsamlinger – de fleste skrevet i Middelhavsområdet, især Grækenland og Tyrkiet, hvor Nordbrandt har tilbragt det meste af sit voksne liv. Og netop områdets natur, lys og knivskarpe kontraster slår igen og igen igennem i teksterne og deres halvt klassiske, halvt postmoderne kredsen om kærlighed og fravær. I 1998 udgav han digtsamlingen Drømmebroer, der i 2000 indbragte ham Nordisk Råds Litteraturpris.                

Fotos kan downloades fra www.kb.dk/pressphoto

For yderligere information kontakt kulturproducent Lise Bach Hansen, 91 32 43 64, lbha@kb.dk.

Tirsdag 6. september kl. 16.30

Caféscenen, café øieblikket

De Unge og De Tunge:

Trisse Gejl og Henrik Nordbrandt

Arrangementet er gratis