Europeana er gået i luften

Sidst opdateret: 21-11-2008 10:14

Kontakt

E-mail jkp@kb.dk

Mona Lisa, Beethovens 9. Symfoni og en dokumentarfilm om Alfred Nobel alt dette og meget mere kan nu ses ved bare et par enkle museklik ind i Europas kulturelle hjertekammer.

Europeana er EU's nye online multimediebibliotek.
Efter tilpasning af den nødvendige software vil Det Kongelige Bibliotek i løbet af 2009 bidrage med digitale kort blandt andre Hans Egedes Grønlandskort fra 1737, Rischels og Birket-Smiths samling af guitarmusik og Giedde’s nodesamling. De tre bidrag er valgt fordi materialet er digitalt tilgængeligt, nemt at forstå og gå til og fri af ophavsretslig beskyttelse.
 ”Vi glæder os til at komme med, og i de kommende år vil vi bidrage med endnu mere, men det afhænger også af, om vi som led i regeringens digitaliseringsstrategi får bevillinger til en massiv digitaliseringsindsats ud over den, vi for tiden selv kan finansiere, og som absolut er nødvendig, hvis ikke Danmark skal drukne i det langt større Europa og ikke mindst den anglo-amerikanske verden”, siger Erland Kolding Nielsen, Det Kongelige Biblioteks chef.
Foruden Det Kongelige Bibliotek bidrager bl.a. Statsbiblioteket, Styrelsen for Bibliotek og Medier og de danske museer som partnere i det europæiske projekt, der går under navnet Europeana.
Fra i dag er det blevet nemt at være kulturel turist i Europa uden selv at forlade landet. Cremen af den europæiske kulturarv findes nu på en samlet medieplatform. Søg f.eks. på Magna Carta fra 1215 som tilhører British Library, eller se de originale breve og noder af Wolfgang Amadeus Mozart fra Østrig.