Dansktoppens B-sider

Tammi Øst foto Miklos Szabo

Tammi Øst - synger danske popsange (foto: Miklos Szabo)


DANSKTOPPENS B-SIDER 
Hør sange af  Peter Belli, John Mogensen, Trille m.fl.

Den 8. september 1968 blev den første Dansktop-hitliste offentliggjort. Nummer 1 var Keld og The Donkeys med Vi skal gå hånd i hånd. som var singlepladens A-side, men hvad var der på B-siden? 

700 singler

Historien om Dansktoppen er ikke bare historien om en musikgenre, men et begreb, der gemmer på tidens fortællinger, store personligheder og velkendte melodier.  Et udvalg af de ca. 700 singleplader, der har været på listen gennem årene, har dansktopforsker Henrik Smith-Sivertsen taget fat i og vendt rundt for at fokusere på b-siden af pladen. Og det var en sand guldgrube, der åbenbarede sig på bagsiden af store hits med Peter Belli, John Mogensen, Trille, Bjørn Tidmand og mange flere.

50 års jubilæum

I år er det 50 år siden, at Jørn Hjorting introducerede Dansktoppen på Danmarks Radio. Programmet blev en milepæl for dansk populærmusiks historie med enorm indflydelse på den popularitet, der i 60’erne og 70’erne blomstrede op omkring dansksproget pop- og slagermusik. De indspillede sange udkom på singleplader med ét nummer på hver side, som blev benævnt A- og B-side. A-siden slap gennem nåleøjet og blev spillet i radioen, mens B-siden ofte forblev gemt på pladens bagside. 

Den svenske forbindelse

I samarbejde med festivalen Golden Days, der i hele 2018 har fokus på historiens filtrerede sandhed, vil vi præsentere et nuanceret billede af forhistoriens Dansktop (set gennem et musikhistorisk perspektiv).  Man kan opleve Iben Hjejle, Tammi Øst, Ditlev Ulriksen og Kristoffer Fabricius akkompagnement af Emil De Waals Trio synge udvalgte melodier fra Dansktoppens B-sider.
Henrik Smith-Sivertsen vil undervejs supplere med anekdoter fra denne gyldne periode i dansk underholdningsmusik, bl.a. fortælle om hvorfor Dansktoppen i virkelighed er svensk! 

PROGRAM

B-sider fra Dansktoppens epoke som Sidder på et værtshus, Den grimmeste mand i byen, To mennesker på en strand m.fl.  


Lørdag d. 8. september 2018 – Dronningesalen kl. 16.00

Medvirkende: Iben Hjejle, Tammi Øst, Ditlev Ulriksen og Kristoffer Fabricius  samt Emil De Waals Trio.