Det Kongelige Bibliotek køber sjældent Céline-brev

Det er ikke hver dag, at det Kongelige Bibliotek køber toiletpapir til samlingerne, men det skete i sidste uge da Håndskriftafdelingen ved en auktion lagde et bud på og fik et brev skrevet på et stykke toiletpapir fra Vestre Fængsel.
Forfatteren til den hastige sarkastiske hilsen er den franske forfatter Louis-Ferdinand Céline (1894-1961, egl. Louis-Ferdinand Destouches), som efter krigen sad 18 måneder i dansk fængsel. I brevet bebrejder han en tidligere ven at have talt over sig til Karen Marie Jensen, den danserinde, som oprindelig sørgede for bolig til Céline og hans kone Lucette i København.
« Den historie om smørkrukkerne som du, dit snakkehoved, fortalte til Karen, gik hele København rundt til stor fortræd for os… Karen og hendes veninde gik i gang med at besnakke Lucette til at forlade mig, tage hjem til Frankrig og lade sig skille, mens jeg skulle forblive buret inde her!... Du kan nok gætte med hvilket formål. »
I anledning af 50-året for Louis-Ferdinand Célines død i 1961 afholdt det franske auktionshus Drouot en auktion over sjældne bøger, manuskripter, billeder og breve af og om Céline.
Louis-Ferdinand Céline flygtede ved slutningen af Anden Verdenskrig til Danmark. Da han i Frankrig blev anklaget for landsforræderi med krav om dødsstraf blev han sat i Vestre Fængsel. Efter 18 måneder blev han løsladt mod løfte om ikke at forlade Danmark og bosatte sig med Lucette på sin danske sagførers landsted Klarskovgaard ved Korsør. Da han i 1951 modtog amnesti vendte de hjem til Frankrig.
Som dekoreret veteran fra Første Verdenskrig fungerede Céline i 20'erne som fattiglæge. Hans debutroman Rejse til Nattens Ende (VOYAGE AU BOUT DE LA NUIT 1932) anses som et af det tyvende århundredes mesterværk. Céline er kendt for sin særlige krasse prosa – slangpræget, nihilistisk og obskøn.
Foruden brevet købte det Kongelige Bibliotek originaludgaven af bogen Scandale aux abysses (1950) med en håndskreven dedikation til galleristen Colette Ducluzeau ”til minde om Korsør”.
For yderlige information kontakt Forskningsbibliotekar Anders Toftgaard tlf. 33474246/ mobil 26833292.
Foto af Céline kan downloades fra www.kb.dk. Klik Nyheder, Presse, Pressebilleder (nr. 286)