Carsten Jensen interviewes af Tom Buk-Swienty

 I strømmen af hjemlige bøger om det danske engagement i Afghanistan-krigen skiller Carsten Jensens 600 sider lange Den første sten sig ud. Dels fordi Jensen gennem alle årene som debattør har forholdt sig skarpt og markant til krigen (siden 2009 som konsekvent modstander), dels fordi han i modsætning til de fleste andre i den stående debat om Afghanistan har gennemrejst landet og været på tætteste hold af både befolkning og soldater.

Med sin bog skifter Carsten Jensen for en stund sin velkendte funktion som kras kritiker ud med romanforfatterens nuancerede indlevelse, og i et interview i Det Kongelige Biblioteks kulturmagasin diamanten udtaler Jensen om litteraturens fortrin:
”Hvis litteraturen har nogen eksistensberettigelse er det, at den nægter at bøje sig for det afstumpede, forvrængende sprog, der forsøges knæsat som det eneste af spindoktorer, medier og politikere. Det er et centralt tema i min roman, at det er indlevelsesevne snarere end overlegenhed i våben, som ender med at bestemme overlevelsesmulighederne. Derfor: Læs flere romaner, hvis du vil overleve i en verden, der bliver stadig mere mangfoldig!”

Hvis man læser Den første sten kan man således muligvis leve sig så stærkt ind i personerne, at man får svaret på det store spørgsmål – eksistentielt og politisk: Hvad sætter de danske soldater deres liv på spil for i Afghanistan? I diamanten svarer forfatteren:
”Der er næsten lige så mange svar, som der er soldater. Og fælles for dem alle er nok, at de ikke kan forestille sig, at krigen kan koste netop dem livet. Men når kampen spidser til, er det kammeraterne, de vil ofre livet for. Ikke andet.”

I Dronningesalen vil Carsten Jensen være i samtale med forfatter og journalist Tom Buk-Swienty, som med sine to bøger om krigen i 1864, Slagtebænk Dybbøl og Dommedag Als, selv har beskæftiget sig indgående med danske soldater i krig og kamp.

Fotos kan downloades fra www.kb.dk/pressphoto

For yderligere information kontakt kulturproducent Lise Bach Hansen, 91 32 43 64, lbha@kb.dk.

Torsdag 11. februar kl. 19

Dronningesalen

Ordscenen:

Carsten Jensen interviewes af Tom Buk-Swienty

 

Billetsalg via Billetlugen: http://www.billetlugen.dk/forside/