Fra Reformationen til velfærdsstaten

Fire eksperter om Luthers betydning i dagens Danmark

 

  

Hvordan har Reformationen påvirket dansk hverdagsliv, kirke, kunst, kultur og samfundsliv? Det er spørgsmål, som vil blive vendt til debat-arrangementet Arven efter Reformationen af en håndfuld af landets førende forskere på området.

Henrik H. Laursen, der er en af kuratorerne bag Det Kgl. Biblioteks aktuelle udstilling ”Jeg bliver din død, Pave!” om Martin Luther og Reformationen, er vært og styrer samtalen mellem nogle af forfatterne bag trebindsværket Reformationen i dansk kirke og kultur.

 

I samtalen deltager:

Niels Henrik Gregersen, professor i systematisk teologi på Københavns Universitet og medredaktør af Reformationen i dansk kirke og kultur.

Tine Ree, professor mso i kirkehistorie på Københavns Universitet. Blandt hendes aktuelle forskningsområder er forholdet mellem religion og politik med særligt henblik på lutherreceptionens betydning for udviklingen i de nordiske velfærdssamfund.

Mattias Skat Sommer, ph.d.-stipendiat ved Aarhus Universitet. I Reformationen i dansk kirke og kultur har han skrevet om, hvordan dagligdagen blev påvirket af Luthers reformation.

Ove Kaj Pedersen, professor i politisk økonomi ved Copenhagen Business School (CBS). I relation til Reformationen har han forsket i, hvordan opfattelsen af arbejde, forsørgelse og forholdet mellem individ og stat kan spores tilbage til reformationstiden.

 

 Om det forandrede syn på arbejde udtaler Ove Kaj Pedersen bl.a.:

”Arbejde som kald er en af Reformationens vigtigste bidrag til forståelse af nutidens danske samfundsmodel. Hvad der var et kald er nu en pligt. Men mere end det. Fra Reformationen har pligten til arbejde været lagt til grund for retten til offentlig forsørgelse, hvorfor det er fra Reformationen at der etableres en sammenhæng til hvad der i dag kaldes velfærdsstat”.

 

Fotos kan downloades fra www.kb.dk/pressphoto

For yderligere information kontakt formidlingsproducent Lene Eklund-Jürgensen, leek@kb.dk eller 91 32 47 40.

 

Torsdag 30. november kl. 17

Blixen-salen:

Arven efter reformationen
Debat mellem Niels Henrik Gregersen, Tine Ree, Mattias Skat Sommer og Ove Kaj Pedersen. Ordstyrer: Henrik H. Laursen.