Det fysiske udlån stiger i takt med digitaliseringen
Sidst opdateret: 26-08-2008 11:22
Årsberetning 2007
At digitalisering giver en mere åben og uproblematisk adgang til materialet er en kendt sag, men at digitalisering samtidig styrker udlånet af det fysiske materiale er overraskende.
”Vi ser en tydelig tendens der viser, at en umiddelbar digital præsentation virker som en reklameblok for det trykte materiale. Det digitale og analoge hører tættere sammen end vi har været klar over. At en digitalisering har en afsmittende positiv effekt på udlånet af det trykte materiale er meget glædeligt. For lånerne er det altså ikke kun et spørgsmål om enten eller, men ofte om et både og”, siger Erland Kolding Nielsen, direktør for Det Kongelige Bibliotek.
Hvor omfattende og afgørende digitaliseringsopgaverne er for biblioteket kan man læse i Årsberetningen 2007, der netop er udsendt. Biblioteket samarbejder bl.a. med en lang række lande i EU-regi om at formidle deres samlinger digitalt.
I årsberetningen kan man endvidere læse, at Det Kongelige Bibliotek i 2007 indgik et udvidet samarbejde med Københavns Universitet, der skal styrke biblioteks- og informationsbetjeningen af universitetets brugere. Det foreløbige fem-årige samarbejde har fået betegnelsen KUBIS, Københavns Universitets Biblioteks- og Informationsservice.
I 2007 blev også to gamle venner genforenet, idet Dansk Folkemindesamling blev fusioneret med Det Kongelige Bibliotek, som en faglig afdeling under Nationalbiblioteket. Dansk Folkemindesamling blev grundlagt i 1904 på Det Kongelige Bibliotek med overbibliotekar H.O. Lange som en af grundlæggerne.
Endelig åbnede et nyt universitetsbibliotek i november 2007. IT-biblioteket, ligger i tilknytning til IT-universitetet på Amager. Biblioteksbehovet er noget anderledes end hos Det Kongelige Biblioteks øvrige målgrupper. IT-Biblioteket har f.eks. en Gamezone, hvor de studerende kan afprøve diverse computerspil. IT-Biblioteket er et samarbejde mellem IT-Universitetet, Datalogisk Institut og Det Kongelige Bibliotek.
For yderligere oplysninger kontakt:
Kommunikationskonsulent Jytte Kjærgaard eller læs mere på www.kb.dk.