Norges største forfatterhåb

Prisbelønnet roman af Johan Harstad om rodløs teaterinstruktør i New York midt i et kunstnerisk miljø, drevet af længslen efter at høre til – eller slå igennem

190606 LIve i Bibliotekshaven Muligheden 3
Johan Harstad (t.v., foto: Rasmus Schou) og Mikkel Harder Munck-Hansen

Johan Harstad har begået et gigantisk epos om en 35-årig norsk teaterinstruktør, der har fået hul på en lovende karriere på teater-scenen i den pulserende amerikanske metropol. Romanen er en stor New York-fortælling, der sætter fokus på et kunstnerisk miljø, drevet af længslen efter at høre til et sted - og at slå igennem. Nu kan Harstad høres i Dronningesalen i samtale med skuespiller og instruktør Mikkel Harder Munck-Hansen. 

I 2017 vandt Johan Harstad den eftertragtede norske litteraturpris Sult-prisen, som hvert år tildeles en fremtrædende yngre forfatter. Prisen vandt han blandt andet for sin seneste roman, den knap 1100 sider lange Max, Mischa og Tet-offensiven fra 2015 (dansk udgave 2018).

I romanen møder vi Max Hansen på en teaterturné i USA. Han kan ikke slippe den forestilling, han for længst har instrueret og følger rodløst efter teaterkompagniet og ser hver aften en ny opførelse et nyt sted. Rodløsheden og en udefineret længsel efter fortiden i Norge – eller en gylden kunstnerisk fremtid – er drivkraften i bogen, der hovedsageligt udspiller sig på Upper West Side i New York. Et samfund, der beskrives som splittet og kaotisk. 

I forbindelse med udgivelsen af den danske oversættelse skrev Christian Johannes Idskov i Politiken:
’Johan Harstad tryller med romanens episke muligheder. (…) Harstad sammenblander bogens mange temaer (herunder kunst, krig og eksil) med en imponerende sans for både progression, persontegning og detaljerigdom.’ 

Johan Harstad debuterede som 22-årig med kortprosa-samlingen Herfra bliver du bare eldre. I 2015 udgav han sin første roman, Buzz Aldrin, hvor ble det av deg i mylderet?, som siden er blevet udgivet i en lang række lande. 

Mikkel Harder Munck-Hansen er en kendt profil i dansk teater og vil tale med Johan Harstad på scenen i Dronningesalen. Som sceneinstruktør, uddannet skuespiller og tidligere skuespilchef på blandt andet Det Kgl. Teater spiller hans talrige erfaringer fra den danske teaterscene smukt sammen med Harstads store fortælling om den rodløse norske teaterinstruktør i New York. 

Torsdag 13. juni kl. 20 KØB BILLET
Dronningesalen
International Forfatterscene:
Johan Harstad i samtale med skuespiller og instruktør Mikkel Harder Munck-Hansen