Ny bog: Arctic Imagination

 Arctic-forside3

























Visioner og fortællinger om Arktis’ betydning
 

Hvad gør vi, når isen i Arktis forsvinder? Sådan lyder spørgsmålet, der indledte Arctic Imagination - et transatlantisk projekt og samarbejde mellem biblioteker i København, New York, Stockholm, Oslo og Nuuk om smeltende is og stigende temperaturer. 

Nu udkommer bogen Arctic Imagination (udgivet af Det Kgl. Bibliotek), som med sit store format og flotte udstyr grundlæggende er en hyldest til isen og Arktis. Den engelsksprogede bog er vokset ud af projektets mange events, live-samtaler, udstillinger, optrædener – og ikke mindst alle de bibliotekssamlinger, som Det Kgl. Bibliotek har bedt kunstnere, tænkere og forfattere om at lade sig inspirere af. I helt nye tekster af blandt andre Laurie Anderson (US), Kim Leine (NO/DK), Henrik Saxgren (DK), Sørine Steenholdt (GL) og Martin Breum (DK) bliver både fortidens og fremtidens Arktis nærværende for læseren i værket, som er inddelt i fire hovedafsnit: Mapping Myths, Tales of Heroes, Traveling Towards Tragedy og Through the Looking Glass

Bibliotekernes samlinger med alverdens skatte om fortidens Arktis har haft afgørende betydning for bogen. Gribende dagbøger, fantastiske fotografier, oplysende kortoptegnelser og bevægende breve, der alle vidner om en historisk og vedvarende fascination af det kolde nord. Historisk har det været livsfarligt at færdes på isen i Arktis, men trangen til at udforske polarregionerne var så stor, at man blev ved at tage på ekspeditioner med livet som indsats. 

Fortidens mægtige og farefulde is står i stærk kontrast til nutidens smeltende is. Arktis er midt i en dramatisk forvandling og hviler i dag på et skrøbeligt fundament. I denne bog kan læseren opleve en samling af visioner og fortællinger om isens betydning for mennesket igennem flere hundrede år. 

Arrangements-rækken Arctic Imagination afsluttes onsdag 12. december, når forfatteren Kim Leine på New York Public Library er i samtale med sin amerikanske kollega Simon Winchester. 

Arctic Imagination (Det Kgl. Bibliotek)
Udkommer mandag 26. november
Til salg i Den Sorte Diamants butik og via Det Kgl. Biblioteks webbutik

opslag isbjerg eliasson Holdengräber IMG_0771
billedetekst som læses af skærmlæser
opslag skudt isbjørn IMG_0798