Sex, løgne og hykleri i Marokko

Slimani - Foto C Hélie

















Leila Slimani. Foto: C. Hélie

Succesforfatter og samfundsdebattør Leila Slimani:
Det er med den opsigtsvækkende debatbog Sexe et mensonges (Sex og løgne) fra 2017 i ryggen, at fransk-marokkanske Leila Slimani går på scenen i Den Sorte Diamant. Bogen har vakt voldsom debat, fordi Slimani her beskriver det hykleri om sex, som hun mener er udbredt i muslimske lande. 

Også i den stående debat om burka eller forbud har Slimani taget bladet fra munden og ifølge Kristeligt Dagblad bl.a. udtalt:
”Burkaen er ikke en beklædningsgenstand som alle andre, men et instrument for undertrykkelse og en negation af kvinden, en hån mod halvdelen af menneskeheden." 

I det hele taget har Slimani været meget aktiv som kulturskribent og meningsdanner gennem flere år. I 2010 dækkede hun det Arabiske Forår i Tunesien og har gennemgående været en aktiv fortaler for kvinderettigheder i Marokko. Hendes politiske aktivisme kombineret med hendes fremgang som forfatter gjorde, at hun i 2016 af den franske præsident Emmanuel Macron blev udnævnt som ”représentante "personnelle" d'Emmanuel Macron pour la francophonie" (Emmanuel Macron's personlige repræsentant for frankofonien). Macron beskrev hende som ”frankofoniens åbne ansigt i den multikulturelle verden”. 

Som skønlitterær forfatter fik hun med sin anden roman, Vuggesang, et massivt internationalt gennembrud med over 600.000 eksemplarer solgt alene i Frankrig. Bogen har høstet strålende anmeldelser, og i 2016 blev Slimani den blot anden marokkaner, der har vundet Frankrigs mest prestigefulde litterære pris, Prix Goncourt. 

Leila Slimani er født i 1981. Hun har studeret statskundskab ved Parisian Institute of Political Science og har tidligere arbejdet som journalist. Hun debuterede i 2014 med romanen Dans le jardin de l'ogre (I Troldens Have).

Slimani vil i Den Sorte Diamant være i samtale med journalist Tore Leifer, der siden 1987 har været ansat på DR, hvor han blandt andet fungerer som radiovært i Kulturen på P1.

Arrangementet foregår på engelsk. 

Torsdag 8. november kl. 20
Dronningesalen
International Forfatterscene:
Leila Slimani i samtale med Tore Leifer