Et Danmark uden ridser i lakken

Sidst opdateret: 29-06-2009 10:14

Om fotograf Sven Türck (1897-1954)

Forfatter: Ulla Kiertzner, Billedsamlingen

Fotografen Sven Türcks' iscenesatte modelbilleder af hverdagsliv og nationale symboler i Danmark i 30'erne og 40'erne akkompagnerer Kort- og Billedafdelingens annoncering af forelæsningsrækken om kulturhistorisk forskning i det fotografiske medie, som afholdes i Center for Kort og Billeder i efteråret 2009. Publikums møde med Türcks´s fotografiske illustrationer er ofte karakteriseret af oplevelser af genkendelse og en umiddelbar fortrolighed med de fotografiske motiver. I et udtryksfuldt og formbevidst billedsprog byder han os på et tilstræbt realistisk og overvejende elskværdigt billede af Danmark og den evige sommer. Den opmærksomme iagtager vil kunne genfinde datidens og Türck´s fotografiske og kulturelle koder i dagsaktuelle billeder i TV og presse, i nutidens familiealbums, kommercielle billeder og modekataloger. Türck´s billeder af mellemkrigstidens Danmark – mere end 50.000 optagelser - er stadig efterspurgte som illustrationer i aktuelle publikationer med historisk indhold og har en central betydning som kultur- og mentalitetshistorisk arkivalie.
I sit salgskatalog præsenterer Sven Türck i kontaktaftryk sine billedserier, som emnemæssigt spænder vidt. Der er optagelser af landskaber, byer, havne, broer, færger, møller, kirker, klinter og strande. Hvor virkeligheden ikke rækker, opstiller han egne tableauer med statister. I generøse udvalg af modelbilleder skildrer han kernesunde håndværkere, fabriksarbejdere, arbejdsmænd, landmænd, fiskekoner, husmødre, smørebrødsjomfruer og barnepiger. Familier og børn portrætteres. Der købes juletræer eller balloner, løbes på rulleskøjter , spadseres i Zoologisk Have og på Langelinie. Reportager fra bokse- og brydestævner, cykelløb og hestesport modsvares af modelbilleder fra idrættens verden. Her iscenesætter illustrationsfotografen motiver med veltrænede unge mænd og kvinder i positurer som spydkastere og bueskytter. Rækken af motiver er endeløs og velkendte nationalsymboler som Dannebrog, Dybbøl Mølle og Livgarden kæmper om pladsen med Tivoli, Den lille Havfrue, storken, studenter og ølkuske. Arbejdstøjet er nyt og rent, træskoene blanke og skilningen lige. Det er et velfungerende, trygt og harmonisk Danmark Sven Türck har ønsket at skildre. Et Danmark uden ridser i lakken.